2.10.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 330/13
Sag anlagt den 28. juli 2017 — Comercial Vascongada Recalde mod Kommissionen og SRB
(Sag T-482/17)
(2017/C 330/16)
Processprog: spansk
Parter
Sagsøger: Comercial Vascongada Recalde, SA (Madrid, Spanien) (ved advokat A. Rivas Rodríguez)
Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)
Sagsøgerens påstande
—
Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 7. juni 2017 (SRB/EES/2017/08) vedrørende vedtagelse af en afviklingsordning med hensyn til enheden Banco Popular Español SA. og Europa-Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1246 af 7. juni 2017 om godkendelse af afviklingsordningen for Banco Popular Español SA. annulleres.
—
Sagsøgte tilpligtes at erstatte den skade og de tab, som er lidt som følge af, at de aktier, som Comercial Vascongada Recalde SA. ejer i Banco Popular Español S.A., er faldet i værdi, idet der ved fastsættelsen af erstatningen tages hensyn til forskellen i forhold til værdien af aktierne den 6. juni 2017, dvs. 133 385,04 EUR, med tillæg af eventuelle renter.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, litra a), og artikel 18, stk. 4, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juni 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (1), for så vidt som Banco Popular ikke var »nødlidende« således som foreskrevet i disse bestemmelser.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 10, stk. 10 og 11, og artikel 21, stk. 2, litra b), i forordning nr. 806/2014, for så vidt som der fandtes alternative foranstaltninger til afviklingen af Banco Popular.
(1) EUT 2014, L 225, s. 1.