2.10.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 330/14
Sag anlagt den 1. august 2017 — Opere Pie d’Onigo mod Kommissionen
(Sag T-491/17)
(2017/C 330/19)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Istituzione Pubblica di Assistenza e Beneficienza »Opere Pie d’Onigo« (Pederobba, Italien) (ved advokat G. Maso)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstand
Kommissionens afgørelse af 27. marts 2017 (SA.38825) Statsstøtte — Italien, angivelig statsstøtte til private udbydere af social- og sundhedstjenester, annulleres helt eller delvist.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
1.
Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og om, at Kommissionens begik en fejl, idet den fandt, at det var berettiget at foretage en selektiv udelukkelse af offentlige enheder, der leverer social- og sundhedstjenester, fra INPS’ (Istituto nazionale di previdenza sociale, det nationale institut for social forsorg) barselsforsikring og fra godtgørelse af udgifter til fravær hos ansatte, der bistår alvorligt handicappede familiemedlemmer.
2.
Andet anbringende om støttens statslige oprindelse, eftersom det er sagsøgerens opfattelse, at de midler, der skal dække de private virksomheders omkostninger som følge af barselsforsikring og af udgifter til fravær hos ansatte, der bistår alvorligt handicappede familiemedlemmer, udbetales af INPS og dermed af den italienske stat med statslige midler.
3.
Tredje anbringende om, at disse foranstaltninger ifølge sagsøgeren behandler de private virksomheder fordelagtigt, idet de gives en fordel i forhold til de offentlige enheder, som leverer de samme tjenester, og som derimod må bære alle omkostninger forbundet med fraværsperioder som følge af barselsorlov og bistand til alvorligt handicappede familiemedlemmer, hvilket har betydelige økonomiske konsekvenser.
4.
Fjerde anbringende om, at de omtvistede foranstaltninger ifølge sagsøgeren påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, eftersom de behandler multinationale selskaber og italienske virksomheder fordelagtigt i forhold til udenlandsk kapital, som investerer i Italien med gevinst for øje, og derimod straffer de mindre offentlige enheder, som virker uden gevinst for øje, hvorved strukturen i omkostningerne til arbejdskraft fordrejes.