25.9.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 318/22
Sag anlagt den 28. juli 2017 — Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB
(Sag T-494/17)
(2017/C 318/29)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Iccrea Banca SpA Istituto Centrale del Credito Cooperativo (Rom, Italien) (ved advokaterne P. Messina, F. Isgrò og A. Dentoni Litta)
Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)
Sagsøgerens påstande
—
Afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans nr. SRB/ES/SRF/2016/06 af 15. april 2016 og alle efterfølgende afgørelser fra denne instans, på grundlag af hvilke Banca d’Italia har vedtaget følgende foranstaltninger: nr. 1547337/16 af 29. december 2016, nr. 0333162/17 af 14. marts 2017, nr. 0334520/17 af 14. marts 2017, nr. 1249264/15 af 24. november 2015, nr. 1262091/15 af 26. november 2015, annulleres.
—
Der skal betales erstatning til ICCREA Banca for skade forvoldt af Den Fælles Afviklingsinstans ved fastlæggelsen af de bidrag, som sagsøgeren skyldte i form af højere rater betalt af ICCREA Banca.
—
Subsidiært i tilfælde af at der ikke gives medhold i ovenstående påstande, erklæres artikel 5, stk. 1, litra a) f), [i delegeret forordning (EU) 2015/63] (eller i givet fald forordningen i sin helhed) ugyldig som følge af tilsidesættelse af de grundlæggende principper om ligebehandling, forbud mod forskelsbehandling og proportionalitet.
—
Under alle omstændigheder tilpligtes Den Fælles Afviklingsinstans at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagen er anlagt til prøvelse af afgørelse fra den Fælles Afviklingsinstans SRB/ES/SRF/2016/06 af 15. april 2016 og alle efterfølgende afgørelser fra Den Fælles Afviklingsinstans, på grundlag af hvilke Banca d’Italia har vedtaget afgørelser om betaling af bidrag til den Fælles Afviklingsinstans.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.
1.
Første anbringende vedrørende manglende meddelelse af afgørelserne, tilsidesættelse af princippet om gennemsigtighed, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 15 TEUF og tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den aldrig er blevet sat i stand til at få kendskab til afgørelserne fra Den Fælles Afviklingsinstans eller at forstå, hvilken rolle Banca d’Italia reelt har spillet i gennemførelsen af disse afgørelser.
2.
Andet anbringende vedrørende manglende sagsoplysning, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra a), i forordning 2015/63 (1) og tilsidesættelse af principperne om forbud mod forskelsbehandling og god forvaltning.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Den Fælles Afviklingsinstans har anlagt en fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra a), i forordning 2015/63 ved at foretage beregninger af de bidrag, som sagsøgeren skyldte, uden at tage koncerninterne passiver i betragtning.
3.
Tredje anbringende vedrørende manglende sagsoplysning, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra f), i forordning 2015/63 og tilsidesættelse af principperne om forbud mod forskelsbehandling og god forvaltning.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Den Fælles Afviklingsinstans har anlagt en fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra f), i forordning 2015/63 ved at skabe en situation med dobbelt regnskabsføring.
4.
Fjerde anbringende vedrørende et EU-retligt organs ulovlige adfærd og vedrørende anmodning om erstatning uden for kontraktforhold i henhold til artikel 268 TEUF.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Den Fælles Afviklingsinstans adfærd er udtryk for alle de forhold, der altid har været gældende i henhold til EU-retlig retspraksis for at ifalde sådant ansvar, nemlig en EU-institutions ulovlige adfærd, en reel skade og årsagssammenhæng mellem adfærden og skaden.
5.
Femte anbringende, som gøres gældende subsidiært og underordnet, vedrørende tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, ækvivalensprincippet og ligebehandlingsprincippet, som medfører at forordning 2015/63 ikke skal finde anvendelse.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at en mulig modsætning mellem forordning 2015/63 og sagsøgerens situation ville være i strid med de ovennævnte principper, for så vidt som de personer, der befandt sig i samme faktiske situation som ICCREA ville kunne drage fordel af nedsættelser i bidragene, hvilket ville føre til en ulovlig forværring af sagsøgerens situation, og have den konsekvens, at tilsvarende situationer ville blive behandlet forskelligt.
6.
Sjette anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 15 TEUF på grund af sagsøgerens manglende mulighed for at få kendskab til Den Fælles Afviklingsinstans afgørelser og vedrørende en påstand om, at disse bliver fremlagt.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den endnu ikke har været i stand til at få kendskab til afgørelserne vedrørende årene 2015, 2016 og 2017 vedrørende dens situation, hvilket er en adfærd, der åbenlyst er i strid med artikel 15 TEUF og retten til at få adgang til de EU-retlige institutioner, organer og instansers dokumenter, uanset disses form.
(1) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante -bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).