2.10.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 330/15
Sag anlagt den 4. august 2017 — Sánchez del Valle og Calatrava Real State 2015 mod Kommissionen og SRB
(Sag T-497/17)
(2017/C 330/20)
Processprog: spansk
Parter
Sagsøgere: Manuel Alfonso Sánchez del Valle (Madrid, Spanien) og Calatrava Real State 2015, SL (Madrid) (ved advokaterne B. Gutiérrez de la Roza Pérez, P. Rubio Escobar, R. Ruiz de la Torre Esporrín og B. Fernández García)
Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)
Sagsøgernes påstande
—
Den Fælles Afviklingsinstans’ afgørelse (SRB/EES/2017/08) truffet på eksekutivmødet den 7. juni 2017, hvorved der blev vedtaget en afviklingsordning for Banco Popular Español S.A., annulleres.
—
Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1246 af 7. juni 2017 om godkendelse af afviklingsordningen for Banco Popular Español S.A, annulleres.
—
Europa-Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans samt de parter, der er interveneret i sagen til hel eller delvis støtte for deres påstande, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført 11 anbringender.
1.
Det første anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse, hvorved artikel 41, stk. 2, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat.
2.
Det andet anbringende om, at artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 er blevet tilsidesat, for så vidt som der ikke blev foretaget en rimelig, forsigtig og realistisk værdiansættelse af Banco Populars aktiver og passiver af en uafhængig person inden afgørelsen om afvikling.
3.
Artikel 18, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 18, stk. 4, litra c), i forordning nr. 806/2014, er blevet tilsidesat, for så vidt som der ved de anfægtede afgørelser blev vedtaget en afviklingsordning for Banco Popular, selv om dette pengeinstitut ikke havde solvensproblemer den 6. juni 2017 og dets likviditetsproblemer var forbigående.
4.
Artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning nr. 806/2014, er blevet tilsidesat, for så vidt som der ved de anfægtede afgørelser blev vedtaget en afviklingsordning for Banco Popular, selv om det så ud til, at andre foranstaltninger, iværksat af den private sektor, inden for en passende tidshorisont ville kunne forhindre, at enheden blev nødlidende.
5.
Artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 er blevet tilsidesat, eftersom det ikke blev forsøgt at minimere afviklingsomkostningerne og undgå værditab, der ikke var nødvendige for at nå afviklingsmålene.
6.
Artikel 22 i forordning nr. 806/2014 er blevet overtrådt, idet der mangler en vægtning af de anfægtede afgørelser og en vedtagelse af de i artikel 22, stk. 2, omhandlede afviklingsværktøjer som alternativ til et virksomhedssalg og under hensyntagen til de i artikel 22, stk. 3, nævnte faktorer.
7.
Artikel 15, stk. 1, litra g), i forordning nr. 806/2014 er blevet overtrådt, for så vidt som aktionærerne burde have modtaget mere, end hvad de ville have modtaget i tilfælde af konkurs.
8.
Artikel 29 i forordning nr. 806/2014 er blevet overtrådt.
9.
Ejendomsretten er blevet krænket og chartrets artikel 17 dermed tilsidesat.
10.
Retten til en effektiv domstolsprøvelse er blevet tilsidesat, eftersom det er umuligt for aktionærerne at forsvare sig.
11.
Der er sket en tilsidesættelse af den ret, som tilkommer aktionærer og andre værdipapirsindehavere, der berøres af nedskrivning eller konvertering, til at blive hørt, før den individuelle foranstaltning til nedskrivning af deres formue, som påvirker dem negativt, bliver vedtaget.