23.10.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 357/24
Sag anlagt den 17. august 2017 — Liaño Reig mod SRB
(Sag T-557/17)
(2017/C 357/32)
Processprog: spansk
Parter
Sagsøger: Carmen Liaño Reig (Alcobendas, Spanien) (ved advokat F. López Antón)
Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)
Sagsøgerens påstande
—
Med støtte i dette sagsanlægs anbringende 3.1.-3.4 annulleres det i afgørelsens artikel 6, stk. 1, litra d), vedtagne afviklingsværktøj bestående i en konvertering til ny-emitterede aktier i Banco Popular Español SA af kapitalinstrumentet på niveau 2 vedrørende efterstående obligationer udstedt af BPE Financiaciones SA med nr. ISIN XS0550098569, identificeret som #4, for så vidt som dette afviklingsværktøj er ubegrundet og i strid med forordningen og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
—
Såfremt Retten tager den i det foregående punkt nedlagte påstand til følge, og henset til at en annullation af en afgørelse truffet af en afviklingsinstans i overensstemmelse med direktivets artikel 85, stk. 3, sidste afsnit, ikke berører de efterfølgende administrative foranstaltninger eller transaktioner, der er baseret på den annullerede afgørelse, tilpligtes Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) i overensstemmelse med forordningens artikel 87, stk. 3, at erstatte sagsøgeren det tab, som denne har lidt, som følge af, at den i det foregående punkt nævnte afgørelse annulleres.
—
Herved fastsættes det tab, som sagsøgeren har lidt, til 50 000 EUR, der svarer til den nominelle værdi af den af BPE Financiaciones SA udstedte obligation med nr. ISIN XS0550098569, der udløber den 22. oktober 2020, og som tilhørte sagsøgeren på datoen for afgørelsen, tillagt renter med en årlig sats på 6,873 %, som er påløbet denne obligation fra den 7. juni 2017 (datoen for afgørelsen) til den 22. oktober 2020 (obligationens udløbsdato), idet obligationens værdi og renterne opgøres til deres nutidsværdi på den dag, betaling sker.
—
Subsidiært — i forhold til de i de foregående punkter nedlagte påstande — tilpligtes SRB med støtte i dette sagsanlægs anbringende 3.5 til at betale en erstatning til sagsøgeren på et beløb svarende til den sum, som denne ville have oppebåret i sin egenskab af indehaver af obligationen med nr. ISIN XS0550098569, udstedt af BPE Financiaciones SA, såfremt dette selskab på datoen for afgørelsen var blevet likvideret som følge af en almindelig insolvensbehandling, idet det tages i betragtning, at sagsøgeren ikke har modtaget nogen form for kompensation eller modydelse hverken som følge af konverteringen af den af sagsøgeren ejede nævnte obligation til ny-emitterede aktier i Banco Popular Español SA eller i medfør af overførslen af disse aktier til Banco Santander SA.
—
Såfremt de i spansk ret opstillede kriterier for at kunne indlede en almindelig insolvensbehandling mod BPE Financiaciones SA, der ville føre til en likvidation af dette selskab på datoen for afgørelsen, ikke er opfyldt (hvilket er sagsøgerens opfattelse), fastsættes den sum, som sagsøgeren bør modtage i erstatning, til 50 000 EUR svarende til den nominelle værdi af ovennævnte obligation udstedt af BPE Financiaciones SA.
—
Såfremt de i spansk ret fastsatte kriterier for at kunne indlede en almindelig insolvensbehandling, der ville føre til en likvidation af BPE Financiaciones SA på datoen for afgørelsen, er opfyldt, er det krævede erstatningsbeløb lig med det beløb, som følger af den vurdering, der skal foretages i overensstemmelse med forordningens artikel 20, stk. 16-18.
—
Subsidiært — i forhold til de i de foregående punkter nedlagte påstande — tilpligtes SRB med støtte i dette sagsanlægs anbringende 3.6 til at erstatte sagsøgeren den forholdsmæssige sum, som denne ville have oppebåret, hvis alle de af Banco Popular Español SA udstedte efterstående obligationer — der ikke er blevet konverteret til aktier i dette selskab, og som fortsat bestod på datoen for afgørelsen — var blevet konverteret til aktier i Banco Popular Español SA i overensstemmelse med bestemmelserne i afgørelsens artikel 6, stk. 1, litra d).
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter er de samme som dem, der er gjort gældende i sag T-478/17, Mutualidad de la Abogacía og Hermandad Nacional de Arquitectos Superiores og Químicos mod Den Fælles Afviklingsinstans, T-481/17, Fundación Tatiana Pérez de Guzmán og Bueno og SFL mod Den Fælles Afviklingsinstans, T-482/17, Comercial Vascongada Recalde mod Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans, T-483/17, García Suárez m.fl. mod Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans, T-484/17, Fidesban m.fl. mod Den Fælles Afviklingsinstans og T-497/17, Sáchez del Valle og Calatrava Real State 2015 mod Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans, og T-498/17, Pablo Álvarez de Linera Granda mod Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans.