22.1.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 22/51
Sag anlagt den 10. november 2017 — Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń Rozrywkowych mod Kommissionen
(Sag T-750/17)
(2018/C 022/68)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń Rozrywkowych (Warszawa, Polen) (ved advokat P. Hoffman)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse af 29. august 2017 om afslag på aktindsigt i Europa-Kommissionens bemærkninger og Republikken Maltas detaljerede udtalelse, som er givet i forbindelse med meddelelsesprocedure 2016/398/PL om en ændring af den polske lov om hasardspil, annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sine egne og sagsøgerens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat otte anbringender.
1.
Første anbringende om urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.
—
Det gøres gældende, at afgørelsen er truffet på grundlag af en række faktuelt urigtige udsagn, herunder den påstand, at den anmeldte foranstaltning var et svar på Kommissionens åbningsskrivelse, og at hensigten med den var at påvise de tiltag, som Polen havde gjort for at rette op på den overtrædelse, der var genstand for åbningsskrivelsen, dvs. visse betingelser for at opnå tilladelser til at udbyde spilletjenester i Polen, selv om Polen faktisk fjernede disse betingelser for over to år siden, og selv om den anmeldte foranstaltning ikke havde noget at gøre med Kommissionens åbningsskrivelse.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af tredje, syvende og niende betragtning til direktiv 2015/1535 (1) og at artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning 1049/2001 (2)
—
Det gøres gældende, at Kommissionen — i lyset af Domstolens dom i sag C-331/15 P Frankrig mod Schlyter — ved at henvise til en generel formodning og ved ikke at godtgøre, at udbredelse af de begærede dokumenter konkret og faktisk kunne være til skade for proceduren ved traktatbrudssøgsmålet, har tilsidesat princippet om gennemsigtighed, som er indeholdt i direktiv 2015/1535.
3.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 og af artikel 296 TEUF
—
Det gøres gældende, at Kommissionen henset til varigheden af proceduren for traktatbrudssøgsmålet og til, at Kommissionen ikke inden for rimelig tid foretog nogen faktiske handlinger i forbindelse hermed, ikke kan begrunde sit afslag med, at det er nødvendigt at beskytte formålet med denne procedure.
4.
Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 og af artikel 296 TEUF og om urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder
—
Det gøres gældende, at de begærede dokumenter ikke er omfattet af nogen generel formodning. Kommissionens argument, hvorefter underretningsproceduren og proceduren ved traktatbrudssøgsmålet er »uløseligt forbundne« er faktuelt forkert og for vag. Under alle omstændigheder beviser det ikke, at dokumenterne er omfattet af en generel formodning, idet dette alene afhænger af, om de indgår som en del af akterne i traktatbrudssagen. Den korrekte test, hvormed det kan fastslås, at et dokument indgår som en del af disse sagsakter, indebærer en bekræftelse af, at Kommissionen kom i besiddelse af dokumentet i forbindelse med en påtænkt eller verserende traktatbrudssag, dvs. at Kommissionen producerede, modtog, anmodede om osv. dokumentet i forbindelse med proceduren for sådan en sag eller med henblik på at indlede en. Det gøres gældende, at denne test ikke er bestået i dette tilfælde.
5.
Femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 og af artikel 296 TEUF
—
Den blotte omstændighed, at Kommissionen har til hensigt at tage hensyn til Maltas detaljerede udtalelse og anvende den i sin dialog med Polen i forbindelse med en verserende traktatbrudssag, kan ikke begrunde et afslag på aktindsigt heri.
6.
Sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001
—
Det gøres gældende, at udbredelse af de begærede dokumenter henset til varigheden af proceduren for traktatbrudssøgsmålet samt til dokumenternes indhold, art og den sammenhæng, de indgår i, ikke på nogen måde kan være til skade for beskyttelsen af denne procedure, hvorfor den generelle formodning for afslag på aktindsigt afkræftes.
7.
Syvende anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 og af artikel 296 TEUF
—
Det gøres gældende, at Kommissionen under alle omstændigheder skulle have givet delvis aktindsigt i de begærede dokumenter, dvs. efter at have fjernet henvisninger til forhold vedrørende onlinespiltjenester, som er genstanden for et traktatbrudssøgsmål.
8.
Ottende anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 og af artikel 296 TEUF
—
Det gøres gældende, at det at have kendskab til Kommissionens reaktion over for en anmeldt foranstaltning, som tilsidesætter grundlæggende EU-retlige friheder og rettigheder, er en væsentlig samfundsinteresse. Det gøres gældende, at Kommissionen ikke gav nogen begrundelse for, at den anser denne interesse for at være af mindre betydning end interessen i, at dokumenterne ikke udbredes.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9.9.2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EØS-relevant tekst) (EUT 2015, L 241, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).