5.2.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 42/35
Sag anlagt den 4. december 2017 — BTC mod Kommissionen
(Sag T-786/17)
(2018/C 042/49)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: BTC GmbH (Bozen, Italien) (ved advokaterne L. von Lutterotti og A. Frei)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens foranstaltning vedrørende tilbagesøgning af finansielle midler udbetalt i henhold til afgørelse Ref. Ares (2017) 4799558 af 27. september 2017 og den dertilhørende debetnota (Nota di Addebito) nr. 3241712708 af 2. oktober 2017 annulleres sammen med meddelelse Ares (2017) 4790311 af 2. oktober 2017, som alle blev fremsendt pr. e-mail den 4. oktober 2017 til info@, samt alle yderligere (også ubekendte) retsakter, som gik forud for begge de ovenstående, er relateret hertil eller tager sigte på at sikre deres fuldbyrdelse.
—
Subsidiært fastslås det inden for rammerne af en voldgiftssag i henhold til artikel 272 TEUF og artikel 5, stk. 2, i tilskudsaftale nr. C046311 af 29. juni 2007, at det beløb, som Europa-Kommissionen har opkrævet af sagsøgeren i debetnota (Nota di Addebito) nr. 3241712708 af 2. oktober 2017, ikke skyldes af sidstnævnte, og at sagsøgeren derfor er berettiget til at beholde beløbet.
—
Mere subsidiært fastslås det — ligeledes inden for rammerne af en voldgiftssag i henhold til artikel 272 TEUF og artikel 5, stk. 2, i tilskudsaftale nr. C046311 af 29. juni 2007, og kun for det tilfælde, at sagsøgeren skylder noget beløb overhovedet til det Europæiske Fællesskab på grundlag af tilskudsaftale nr. C046311 af 29. juni 2007 — at det beløb, som sagsøgeren eventuelt måtte skylde, er lavere end det beløb, som Europa-Kommissionen har angivet i debetnota (Nota di Addebito) nr. 3241712708 af 2. oktober 2017.
—
Under alle omstændigheder tilpligtes sagsøgte at betale sagsomkostningerne i henhold til procesreglementets artikel 134, der på grundlag af den italienske likvideringsparameter for advokater i henhold til det italienske justitsministeriums ministerielle dekret nr. 55/2014 er anført til at udgøre 30 000 EUR, sammen med en fast godtgørelsessats på 15 % ifølge artikel 15 i det italienske justitsministeriums ministerielle dekret nr. 55/2014, et lovbestemt bidrag til advokatfonden på 4 % og 22 % moms, for så vidt som det skyldes, og idet der, mens sagen pågår, tages forbehold for et mere præcist beløb, som afhænger af de afholdte udgifter.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført syv anbringender.
1.
første anbringende om, at de anfægtede foranstaltninger er ugyldige på grund af forældelsesfristen i henhold til artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (1)
2.
andet anbringende om, at de anfægtede foranstaltninger er ugyldige på grund af en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som følge af den uforholdsmæssigt lange sagsbehandlingstid i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen og den ovennævnte debetnota (tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om en rimelig sagsbehandlingstid)
3.
tredje anbringende om, at de anfægtede foranstaltninger er ugyldige på grund af en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og artikel 41 og 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som følge af den fejlbehæftede fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, den manglende, utilstrækkelige og selvmodsigende begrundelse for foranstaltningen samt tilsidesættelsen af retten til aktindsigt
4.
fjerde anbringende om, at de anfægtede foranstaltninger er ugyldige på grund af en tilsidesættelse af artikel 2 og 4 i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 samt en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder som følge af det tilbagesøgte beløbs uforholdsmæssige karakter, den manglende og fejlagtige fastlæggelse af de faktiske omstændigheder samt den utilstrækkelige og selvmodsigende begrundelse for foranstaltningen
5.
femte anbringende om, at det beløb, som Kommissionen har opkrævet af sagsøgeren i debetnota (Nota di Addebito) nr. 3241712708 af 2. oktober 2017, ikke er skyldigt, idet Kommissionen har tilsidesat det aftaleretlige princip om god tro, har fastlagt de faktiske omstændigheder for sent og utilstrækkeligt samt har undladt at vurdere eller fejlagtigt har vurderet de foreliggende beviser
6.
sjette anbringende om, at det beløb, som Kommissionen har opkrævet af sagsøgeren i debetnota (Nota di Addebito) nr. 3241712708 af 2. oktober 2017, ikke er skyldigt, idet de konklusioner, som Kommissionen har draget på grundlag af OLAF’s rapport, ikke er i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder
7.
syvende anbringende om, at det beløb, som Kommissionen har opkrævet af sagsøgeren i debetnota (Nota di Addebito) nr. 3241712708 af 2. oktober 2017, under alle omstændigheder er for højt, idet det fremgår af artikel 19 i bilag II til tilskudsaftalen, at det kun er de beløb, der faktisk er blevet modtaget med urette, som skal tilbagebetales, men ikke de beløb, der er blevet udbetalt på grundlag af et korrekt og aftalekonformt regnskab (tilsidesættelse af princippet om god tro og af proportionalitetsprincippet)
(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1).