12.2.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 52/35
Sag anlagt den 5. december 2017 — Bruel mod Kommissionen og EEAS
(Sag T-793/17)
(2018/C 052/47)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Damien Bruel (Paris, Frankrig) (ved advokat H. Hansen)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS)
Sagsøgerens påstande
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
—
Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.
Følgelig:
—
Annullation af afgørelsen, som ikke er dateret og er underskrevet elektronisk den 25. september 2017, med overskriften »Anmodning om udskiftning af den principale ekspert nr. 2 i »Økonomisk og kontraktmæssig projektstyring««.
—
Det fastslås, at de sagsøgte tilpligtes at betale erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, der er forvoldt sagsøgeren ved den grove tilsidesættelse af retten til god forvaltning, og som består i vedtagelsen af den ikke-daterede afgørelse, der blev underskrevet elektronisk den 25. september 2017, med overskriften »Anmodning om udskiftning af den principale ekspert nr. 2 i »Økonomisk og kontraktmæssig projektstyring««.
—
De sagsøgte tilpligtes til solidarisk, eller in solidum, eller hver især for det fulde beløb, at betale sagsøgeren et beløb på 152 250,00 EUR for det økonomiske tab og et beløb på 25 000,00 EUR for det ikke-økonomiske tab.
Under alle omstændigheder:
—
De sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
—
Sagsøgeren forbeholder sig alle øvrige rettigheder, anbringender og retsskridt.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et enkelt anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formkrav. Dette anbringende er opdelt i tre led.
1.
Første led om tilsidesættelse af retten til at blive hørt, for så vidt som sagsøgeren ikke var i stand til at fremføre sit synspunkt vedrørende den kritik, som blev fremsat mod ham, inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
2.
Andet led om tilsidesættelse af retten til aktindsigt, for så vidt som sagsøgeren ikke fik adgang til de sagsakter, der vedrørte ham, på trods af begæringer herom.
3.
Tredje led om tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som den begrundelse, der er indeholdt i den anfægtede afgørelse, ikke gør det muligt for sagsøgeren at forså den kritik, som er fremsat mod ham.