RETTENS KENDELSE (Anden Afdeling)
11. december 2018 ( *1 )
»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket Cheapflights – henvisning af varemærkeansøgningen til undersøgeren til videre undersøgelse af absolutte hindringer for registrering – indsigelse fra indehaveren af det ældre varemærke – begrundelser for den anfægtede afgørelse indeholdende en vurdering af det ældre varemærkes gyldighed – indsigelse fra indehaveren af det ældre varemærke – delvis forkastelse – kontraklage i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning (EU) nr. 216/96 – tilbagetrækning af klagen for appelkammeret – delvist ufornødent at træffe afgørelse«
I sag T-565/17,
CheapFlights International Ltd (Speenoge, Irland) ved advokaterne A. von Mühlendahl og H. Hartwig,
sagsøger
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO:
Momondo Group Ltd, London (Det Forenede Kongerige),
angående et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 1. juni 2017 af det udvidede appelkammer (herefter »det store kammer«) ved EUIPO (sag R 1893/2011-G) i en indsigelsessag mellem CheapFlights International og Momondo Group,
har
RETTEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Prek (refererende dommer), og dommerne F. Schalin og M.J. Costeira,
justitssekretær: E. Coulon,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 18. august 2017,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 6. november 2017,
under henvisning til Rettens skriftlige spørgsmål til parterne og besvarelserne af disse spørgsmål, der blev indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis 29. juni og 4. juli 2018,
afsagt følgende
Kendelse
Tvistens baggrund
1
Den 30. oktober 2003 indgav den retlige forgænger for Momondo Group Ltd, som den anden part i sagen ved appelkammeret, i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994, L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer, der selv er blevet erstattet af Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)), en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).
2
Varemærket, der blev søgt registreret, er følgende figurtegn:
3
De varer og tjenesteydelser, som registreringsansøgningen vedrører, henhører under klasse 9, 16, 35, 38, 39 og 41-44 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer for hver af disse klasser til følgende beskrivelse:
–
klasse 9: »computerhardware og computersoftware; computerprogrammer og software; computersoftware til søgning i naturligt sprog i databaser; bruger- og betjeningsvejledninger i elektronisk form«
–
klasse 16: »plasticmateriale til emballeringsbrug (ikke indeholdt i andre klasser); kataloger, brochurer og foldere; blade og tidsskrifter; instruktions- og brugermanualer«
–
klasse 35: »indsamling, lagring, analyse og hentning af data og information; vedligeholdelse, registrering og elektronisk distribution af informationsmateriale; udarbejdelse af informationsregistre, websteder og andre informationskilder; oprettelse af informationsindekser, websteder og andre ressourcer, der er tilgængelige på et globalt computernetværk«
–
klasse 38: »udbydelse og/eller drift af søgemaskiner; tjenesteydelser, der tillader brugere af et globalt computernetværk at søge efter information om en lang række emner; tilvejebringelse af et onlinelink til information inden for underholdning, sundhed, familie, privatøkonomi, indkøb og rejser«
–
klasse 39: »rejsevirksomhed, rejsebureauvirksomhed, reservation og billettering; biludlejningsvirksomhed, ferietransport, reservation af ferierejser, informationstjenester for rejsende og turister, udarbejdelse af rapporter vedrørende rejsenyheder for rejsende, planlægning af kørselsruter, tilvejebringelse af databaser (rejseinformation) til rejsende, levering og/eller drift af fly- og rejsereserveringssystem, konsulentbistand og rådgivningsvirksomhed vedrørende alle ovennævnte tjenesteydelser«
–
klasse 41: »ferieunderholdning; levering af nyheder til rejsende; organisering af konkurrencer«
–
klasse 42: »diskussion om standarder og metoder til sikring af konformiteten i præsentationen af medicinske data; specialdesign af spørgsmål-/svarfunktion på websteder, vedligeholdelse, overvågning og analyse af websteders præstation; fremstilling af software, fremstilling af computerprogrammer til elektroniske databehandlingsanlæg; forskning og design i forbindelse med computersoftware og computerhardware; vejrprognoser, grafisk design, design af websteder, formidling af databaser (vejrprognoser) til rejsende«
–
klasse 43: »hotel- og indkvarteringsvirksomhed, arrangering af ferieindlogering, formidling af databaser (vejrprognoser) til rejsende, levering og/eller drift af fly- og rejsereserveringssystem«
–
klasse 44: »rådgivning om medicin for rejsende«.
4
Varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-varemærketidende nr. 49/2004 af 6. december 2004.
5
Den 2. marts 2005 rejste sagsøgeren, CheapFlights International Ltd, indsigelse mod registrering af det varemærke, der søgtes registreret for de i præmis 3 omhandlede varer og tjenesteydelser.
6
Indsigelsen var navnlig baseret på nedenstående ældre nationale figurmærke, der var registreret i Irland under nr. 227053 og omfattede tjenesteydelser i klasse 35, 36, 38, 39 og 41-44:
7
Begrundelsen for indsigelsen var risikoen for forveksling mellem de omtvistede mærker.
8
Den 22. juni 2007 forkastede indsigelsesafdelingen indsigelsen mod varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35 og visse tjenesteydelser i klasse 42, nemlig »diskussion om standarder og metoder til sikring af konformiteten i præsentationen af medicinske data; fremstilling af software, fremstilling af computerprogrammer til elektroniske databehandlingsanlæg; forskning og design i forbindelse med computersoftware og computerhardware, grafisk design«.
9
Indsigelsesafdelingen tog imidlertid indsigelsen vedrørende de øvrige tjenesteydelser i klasse 42, nemlig »specialdesign af spørgsmål-/svarfunktion på websteder, vedligeholdelse, overvågning og analyse af websteders præstation; vejrprognoser, design af websteder, formidling af databaser (vejrprognoser) til rejsende«, og tjenesteydelserne i klasse 38, 39, 41, 43 og 44 til følge.
10
Den 21. august 2007 påklagede den anden part i sagen for EUIPO indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som denne havde givet sagsøgeren medhold.
11
Ved afgørelse af 31. august 2009 tog Fjerde Appelkammer ved EUIPO den af den anden part i sagen for EUIPO fremførte klage til følge med den begrundelse, at der ikke var risiko for forveksling mellem de omtvistede mærker.
12
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. november 2009 anlagde sagsøgeren sag til prøvelse af afgørelse truffet den 31. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO, registreret under nummer T-460/09.
13
Ved dom af 5. maj 2011, CheapFlights International mod KHIM – Cheapflights (Cheapflights) (T-460/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:198) tog Retten anbringendet om risikoen for forveksling til følge og annullerede det Fjerde Appelkammers afgørelse.
14
Ved afgørelse truffet af præsidiet for appelkamrene den 20. september 2011 blev sagen henvist til det store kammer under referencenummer R 1893/2011-G med henblik på en ny afgørelse.
15
Ved foreløbig afgørelse af 4. juli 2012 (herefter »den foreløbige afgørelse«) henviste det store kammer varemærkeansøgningen til undersøgeren med henblik på videre undersøgelse af de absolutte hindringer for registrering.
16
Ved to afgørelser af henholdsvis 30. november 2016 og 14. februar 2017 afslog undersøgeren ansøgningen om registrering af det varemærke, der søgtes registreret, for så vidt angik klasse 38, 39, 41, 43, 44 samt de tjenesteydelser i klasse 42, nemlig »specialdesign af spørgsmål-/svarfunktion på websteder, vedligeholdelse, overvågning og analyse af websteders præstation; vejrprognoser, design af websteder, formidling af databaser (vejrprognoser) til rejsende«, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde taget indsigelsen til følge. Undersøgeren afslog ligeledes registrering af det varemærke, der søgtes registreret for »computersoftware; computerprogrammer og software; computersoftware til søgning i naturligt sprog i databaser« i klasse 9 og for »plasticmateriale til emballeringsbrug (ikke indeholdt i andre klasser), kataloger, brochurer og foldere; blade og tidsskrifter« i klasse 16, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet indsigelsen.
17
Ved afgørelse af 1. juni 2017 (herefter »den anfægtede afgørelse«) udledte det store kammer for det første af undersøgelsen af de absolutte hindringer for registrering, at der var blevet givet afslag på varemærkeansøgningen vedrørende alle de tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde taget indsigelsen til følge, og at indsigelsessagen og klagesagen derfor var blevet uden genstand og burde afsluttes.
18
For det andet fastslog det store kammer, at varemærkeansøgningen kunne registreres for »computerhardware; bruger- og betjeningsvejledninger i elektronisk form« i klasse 9, »instruktions- og brugermanualer« i klasse 16, »indsamling, lagring, analyse og hentning af data og information; vedligeholdelse, registrering og elektronisk distribution af informationsmateriale; udarbejdelse af informationsregistre, websteder og andre informationskilder; oprettelse af informationsindekser, websteder og andre ressourcer, der er tilgængelige på et globalt computernetværk« i klasse 35 samt »diskussion om standarder og metoder til sikring af konformiteten i præsentationen af medicinske data; fremstilling af software, fremstilling af computerprogrammer til elektroniske databehandlingsanlæg; forskning og design i forbindelse med computersoftware og computerhardware; grafisk design« i klasse 42.
Parternes påstande
19
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
–
Den anfægtede afgørelse annulleres.
–
EUIPO og varemærkeansøgeren, såfremt denne intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
20
EUIPO har nedlagt følgende påstande:
–
Frifindelse.
–
Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
21
Efter anlæggelsen af det foreliggende søgsmål informerede EUIPO den 16. januar 2018 Retten om, at den anden part i sagen den 21. december 2017 havde trukket sin klage for appelkammeret, som var blevet indgivet den 21. august 2007, og som er nævnt i præmis 10, tilbage. EUIPO udledte af denne tilbagetrækning, at sagsøgerens tredje anbringende var blevet uden genstand.
22
Den 13. februar 2018 fremsatte sagsøgeren bemærkninger til EUIPO’s skrivelse af 16. januar 2018. Heri bestred sagsøgeren, at dennes tredje anbringende var blevet uden genstand.
Retlige bemærkninger
23
Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål fremsat fire anbringender. De tre første anbringender vedrører tilsidesættelse af henholdsvis artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 72, stk. 6, i forordning 2017/1001), artikel 75, andet punktum, i forordning 207/2009 (nu artikel 94, stk. 1, andet punktum, i forordning 2017/1001) og artikel 8, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 216/96 af 5. februar 1996 om fastsættelse af forretningsordenen for appelkamrene ved Harmoniseringskontoret for Det Indre Marked (varemærker og mønstre) (EFT 1996, L 28, s. 11). Med sit fjerde anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at visse begrundelser i den anfægtede afgørelse betvivler eller direkte anfægter gyldigheden af det ældre nationale varemærke, som sagsøgeren er indehaver af.
24
Det skal fastslås, at sagsøgeren med det første og det andet anbringende har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse, for så vidt som det store kammer heri har afsluttet klagesagen for så vidt angår de tjenesteydelser i klasse 16, 38, 39, 41-43, der er opstillet i præmis 16, i forbindelse med hvilke undersøgeren afslog registrering af det varemærke, der søgtes registreret. Med sit tredje anbringende har sagsøgeren anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse, for så vidt som det store kammer afsluttede klagesagen for de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35 og 42, der er opstillet i præmis 18, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet indsigelsen, og i forbindelse med hvilke sagsøgeren i sine indlæg for appelkammeret efter den anden parts indgivelse af en klage har hævdet at have indgivet en kontraklage. Med sit fjerde anbringende har sagsøgeren i det væsentlige anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse, for så vidt som der i denne afgørelse tages stilling til gyldigheden af det ældre nationale varemærke, som sagsøgeren er indehaver af.
25
I henhold til Rettens procesreglements artikel 129 kan Retten til enhver tid af egen drift efter at have hørt hovedparterne beslutte at afsige begrundet kendelse om, hvorvidt sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt.
26
I den foreliggende sag finder Retten, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne til, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.
Om søgsmålet, for så vidt som det er rettet mod afslutningen af klagesagen vedrørende de tjenesteydelser i klasse 9, 16, 38, 39, 41-43, i forbindelse med hvilke undersøgeren har nægtet registrering af det varemærke, der søgtes registreret
27
Som det fremgår af denne doms præmis 15 har det store kammer med sin foreløbige afgørelse henvist varemærkeansøgningen til undersøgeren, således at denne kan foretage sin undersøgelse i lyset af de absolutte hindringer for registrering.
28
Appelkammeret fastslog i den foreløbige afgørelses punkt 13, at forkastelsen af sagsøgerens indsigelse vedrørende varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35 og visse tjenesteydelser i klasse 42, nemlig »diskussion om standarder og metoder til sikring af konformiteten i præsentationen af medicinske data; fremstilling af software, fremstilling af computerprogrammer til elektroniske databehandlingsanlæg; forskning og design i forbindelse med computersoftware og computerhardware; grafisk design«, var blevet endelig. I samme punkt fastslog appelkammeret, at det suspenderede behandlingen af indsigelsen vedrørende de tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke sagsøgerens indsigelse var blevet taget til følge, og at det henviste varemærkeansøgningen til undersøgeren for så vidt angik disse tjenesteydelser.
29
I forbindelse med sit første anbringende har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at det i strid med artikel 72, stk. 6, i forordning 2017/1001 ikke har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme Rettens afgørelse af 5. maj 2011, Cheapflights (T-460/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:198). Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at denne afgørelse pålagde appelkammeret at foretage sin vurdering af eksistensen af en risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 mellem de omtvistede varemærker ved at undersøge den beskrivende karakter af ordbestanddelen »cheapflights« i forhold til de omhandlede tjenesteydelser. Da appelkammeret besluttede at henvise varemærkeansøgningen til undersøgeren, havde det således ikke undersøgt risikoen for forveksling mellem de omtvistede varemærker, hvilket er i strid med artikel 72, stk. 6, i forordning 2017/1001. Appelkammeret har ligeledes i sin foreløbige afgørelse med urette fortolket dom af 5. maj 2011, Cheapflights (T-460/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:198), således, at muligheden for at registrere det varemærke, der søges registreret, betvivles.
30
I forbindelse med det andet anbringende har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at det har afsluttet sagen uden at underrette sagsøgeren om, at det agtede at afslutte sagen uden at realitetsbehandle indsigelsen. Sagsøgeren er af den opfattelse, at denne burde have været hørt på forhånd, eftersom appelkammeret agtede at ændre fremgangsmåden radikalt. Ved ikke at gøre dette har appelkammeret tilsidesat artikel 94, stk. 1, andet punktum, i forordning 2017/1001.
31
Sagsøgeren er som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse blevet adspurgt om sin søgsmålsinteresse i forhold til den anfægtede afgørelse, eftersom klagesagen var blevet afsluttet uden undersøgelse af den relative hindring for registrering i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, og har godtgjort en sådan søgsmålsinteresse med en henvisning det store kammers tilsidesættelse af artikel 72, stk. 6, i forordning 2017/1001 og samme forordnings artikel 94, stk. 1, andet punktum.
32
Det skal anføres, at selv om artikel 40 i forordning nr. 207/2009 om bemærkninger fra tredjemand (nu artikel 45 i forordning 2017/1001) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den foreløbige afgørelse, ikke udtrykkeligt åbnede mulighed for, at EUIPO ex officio kan genåbne en undersøgelse af de absolutte hindringer for registrering på et hvilket som helst tidspunkt før registrering, idet denne mulighed først blev indsat i artikel 40, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 efter ændringen af denne med artikel 38 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 om EF-varemærker og Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2869/95 om de gebyrer, der skal betales til Harmoniseringskontoret for det indre marked (varemærker og mønstre) (EUT 2015, L 341, s. 21), havde EUIPO en sådan mulighed, også selv om der ikke fandtes nogen udtrykkelige bestemmelser herom (jf. dom af 18.10.2007, Ekabe International mod KHIM – Ebro Puleva (OMEGA 3), T-28/05, EU:T:2007:312, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
33
Det fremgår endvidere af opbygningen af artikel 37 og 40-42 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 42 og 45-47 i forordning 2017/1001), at undersøgelsen af en varemærkeansøgnings overensstemmelse med de absolutte registreringshindringer kun foretages inden for rammerne af en »ex parte«-sag mellem varemærkeansøgeren og EUIPO’s instanser. Det er således kun i forbindelse med en ugyldighedssag indledt mod et registreret varemærke på grundlag af artikel 56, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 63, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1001), at overensstemmelsen efterprøves inden for rammerne af en inter partes-sag, hvis dette varemærke er blevet registreret i strid med en absolut registreringshindring.
34
Det følger nødvendigvis heraf, at der indledes en selvstændig ex parte-sag parallelt med indsigelsessagen, når EUIPO under en inter partes-indsigelsessag genåbner undersøgelsen af de absolutte registreringshindringer.
35
Varemærkeansøgningen har således været genstand for to separate sager, efter at den foreløbige afgørelse var blevet truffet. Dels en inter partes-sag angående ansøgningens overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, hvilken sag blev indbragt for det store kammer, da den anden part i appelsagen til prøvelse af indsigelsesafdelingens afgørelse havde indgivet klage, og som blev suspenderet, da den foreløbige afgørelse blev truffet. Dels en ex parte-sag angående ansøgningens overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning 2017/1001, der blev indbragt for undersøgeren.
36
I ex parte-sagen efter vedtagelsen af undersøgerens to afgørelser af henholdsvis 30. november 2016 og 14. februar 2017 (jf. præmis 16 ovenfor) blev der givet afslag på registrering af varemærkeansøgningen, idet den var i strid med artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning 2017/1001 for så vidt angår de tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde taget sagsøgerens indsigelse til følge, og for så vidt angår visse varer og tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet sagsøgerens indsigelse. Det fremgår af sagsakterne for EUIPO, at undersøgerens afgørelser ikke er blevet påklaget til appelkammeret.
37
I inter partes-sagen vedtog det store kammer den anfægtede afgørelse. I denne afgørelse drog det navnlig konsekvenserne for indsigelses- og appelsagerne af undersøgerens afslag på at registrere varemærkeansøgningen for så vidt angår visse varer og tjenesteydelser.
38
For det første vedrørende de tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke undersøgeren havde taget sagsøgerens indsigelse mod det varemærke, der blev søgt registreret på grundlag af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, til følge, noterede det store kammer sig undersøgerens afslag på registrering af varemærkeansøgningen i henhold til nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra b) og c), og fastslog, at indsigelses- og appelsagerne derfor var blevet uden genstand for så vidt angik disse tjenesteydelser.
39
For det andet vedrørende de varer og tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet sagsøgerens indsigelse, fremhævede appelkammeret i punkt 13 i sin foreløbige afgørelse, at forkastelsen af indsigelsen var blevet endelig i forhold til disse. I den anfægtede afgørelse noterede det store kammer sig ligeledes undersøgerens afslag på registrering af varemærkeansøgningen for visse varer og tjenesteydelser i klasse 9 og 16. Listen over de varer og tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke det store kammer i den anfægtede afgørelses punkt 14 anførte, at »registreringen af det ansøgte varemærke godkendes«, udgøres af de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35 og 42, i forbindelse med hvilke sagsøgerens indsigelse var blevet forkastet, med undtagelse af de varer og tjenesteydelser i klasse 9 og 16, i forbindelse med hvilke undersøgeren afslog registrering af det varemærke, der blev søgt registreret.
40
Under disse omstændigheder er Retten af den opfattelse, at appellens formalitet skal prøves, da den vedrører afslutningen af appelsagen med den anfægtede afgørelse i forhold til de tjenesteydelser i klasse 9, 16, 38, 39, 41-43, i forbindelse med hvilke undersøgeren havde givet afslag på registrering af det varemærke, der blev søgt registreret.
41
I henhold til fast retspraksis kan et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kun admitteres, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Det skal herved godtgøres, at den pågældende har en eksisterende og faktisk interesse, og interessen skal bedømmes på det tidspunkt, hvor søgsmålet er anlagt (jf. dom af 20.10.2016, Lufthansa AirPlus Servicekarten mod EUIPO – Mareea Comtur , T-14/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:622, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
42
Søgsmålsinteressen er en afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang. En sagsøgers søgsmålsinteresse skal for så vidt angår sagens genstand eksistere på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet sagen i modsat fald afvises (jf. dom af 20.10.2016, , T-14/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:622, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis). Søgsmålsinteressen skal bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse (jf. dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
43
En søgsmålsinteresse forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe sagsøgeren en fordel (jf. i denne retning dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42-44 og den deri nævnte retspraksis).
44
Det må fastslås, at en annullation af den anfægtede afgørelse, uanset om den er baseret på det første eller det andet anbringende, sandsynligvis ikke vil medføre en fordel for sagsøgeren.
45
For det første vil en sådan annullation ikke påvirke lovligheden af ex officio-afslaget på registrering af varemærkeansøgningen vedrørende visse varer og tjenesteydelser som værende i strid med artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning 2017/1001.
46
Af de i præmis 33-37 anførte grunde har appelkammeret ved at henvise sagen til undersøgeren ikke udløst en særskilt procedure om varemærkeansøgningens gyldighed – hvis udfald potentielt kan anfægtes i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af det store kammers afgørelse – men en særskilt og parallel ex parte-sag, der verserer for undersøgeren. Selv om den anfægtede afgørelse eventuelt annulleres, har undersøgerens afgørelser fortsat virkning.
47
For det andet og under alle omstændigheder skal det anføres, at appelkammerets henvisning til undersøgeren blot har bevirket, at varemærkeansøgningen ikke er blevet udelukket fra registrering for så vidt angår disse varer og tjenesteydelser, fordi der findes en risiko for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, således som sagsøgeren havde anført i forbindelse med sin indsigelse, men fordi der forelå en absolut hindring for registrering i henhold til samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra b) og c). Eftersom der ikke er nogen forskel på virkningerne af en udelukkelse fra registrering af et varemærke afhængigt af, om det er baseret på artikel 7 eller 8 i forordning 2017/1001, må det konkluderes, at en annullation af den anfægtede afgørelse ikke medfører nogen fordel for sagsøgeren.
48
Det følger af det ovenstående, at søgsmålet skal afvises, for så vidt som det angår afslutningen af klagesagen vedrørende de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 38, 39, 41-43, i forbindelse med hvilke undersøgeren afslog registrering af det varemærke, der søgtes registreret.
Om søgsmålet for så vidt som det er rettet mod afslutningen af klagesagen vedrørende de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35 og 42, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet indsigelsen
49
Med sit tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96 har sagsøgeren foreholdt det store kammer, at det ikke har behandlet den kontraklage, der blev fremsat i sagsøgerens indlæg i forbindelse med den oprindelige sag ved appelkammeret.
50
Sagsøgeren har gjort gældende, at anfægtelsen af indsigelsesafdelingens afgørelse – for så vidt som den forkastede indsigelsen vedrørende varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16 og 35 og visse tjenesteydelser i klasse 42, nemlig »diskussion om standarder og metoder til sikring af konformiteten i præsentationen af medicinske data; fremstilling af software, fremstilling af computerprogrammer til elektroniske databehandlingsanlæg; forskning og design i forbindelse med computersoftware og computerhardware; grafisk design« – var i overensstemmelse med kravene i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96, og at der dermed var blevet indbragt kontraklage for appelkammeret, som det store kammer burde have taget stilling til.
51
EUIPO har anført, at sagsøgeren ikke har fremsat kontraklage i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96. Under alle omstændigheder kan anbringendet ikke antages til realitetsbehandling, eftersom appelkammeret i sin foreløbige afgørelse havde fastslået, at forkastelsen af sagsøgerens indsigelse var blevet endelig i forhold til disse varer og tjenesteydelser. Endelig fandt EUIPO i sin skrivelse af 16. januar 2018 (jf. præmis 21 ovenfor), at dette anbringende var uden genstand, eftersom den anden part i sagen for EUIPO havde trukket sin klage af 21. august 2007 over indsigelsesafdelingens afgørelse tilbage.
52
Sagsøgeren er som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse blev adspurgt om, hvorvidt denne fortsat havde en interesse i, at den anfægtede afgørelse blev annulleret, for så vidt som den afsluttede klagesagen uden at behandle sagsøgerens kontraklage, og har i denne forbindelse tilkendegivet, at denne fortsat havde søgsmålsinteresse. Sagsøgeren har gjort gældende, at den anden part i sagen for det store kammer ikke længere kunne trække sin klage af 21. august 2007 tilbage.
53
Følgende fremgår af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96:
»I inter-partes sager kan modparten i sit indlæg anmode om annullering eller ændring af den anfægtede afgørelse for så vidt angår et punkt, som ikke er nævnt i klagen. En sådan anmodning bortfalder, hvis [den part, der har indbragt klagen for appelkammeret,] trækker klagen tilbage.«
54
For det første skal EUIPO’s argument om, at denne del af anfægtelsen af den anfægtede afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den er fremsat for sent, umiddelbart forkastes. Dette argument er baseret på postulatet om, at appelkammeret havde afsluttet sagen for det i forhold til de varer og tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet sagsøgerens indsigelse, med sin foreløbige afgørelse. Hvis sagsøgeren kunne have anfægtet den foreløbige afgørelse fra dette tidspunkt, ville den anfægtede afgørelse i den foreliggende sag have haft karakter af en bekræftelse for så vidt angår disse varer og tjenesteydelser.
55
Kun en akt, hvori ophavsmanden utvetydigt og endeligt har fastlagt sin holdning i en form, som gør det muligt at fastslå dens karakter, udgør en afgørelse, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, dog på den betingelse, at der ikke er tale om en afgørelse, der er en bekræftelse af en tidligere retsakt (jf. i denne retning dom af 26.5.1982, Tyskland og Bundesanstalt für Arbeit mod Kommissionen, 44/81, EU:C:1982:197, præmis 12).
56
Det må fastslås, at den foreløbige afgørelse ikke har den endelige karakter, som EUIPO har hævdet.
57
Selv om det således fremgår af den foreløbige afgørelses punkt 13, at forkastelsen af indsigelsen for de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35 og 42, der var omfattet af det varemærke, der blev søgt registreret, var blevet endelig, fremgår denne stillingtagen på ingen måde af den pågældende afgørelses konklusion, idet der heri udelukkende nævnes en henvisning af sagen til undersøgeren, og en suspension af sagen, indtil der er truffet endelig afgørelse om, hvorvidt mærket kan registreres.
58
Uanset hvilke betragtninger der danner grundlag for en afgørelse fra appelkammeret, kan imidlertid kun dens konklusion have retsvirkninger og dermed være bebyrdende. Derimod kan vurderingerne i begrundelsen for en afgørelse fra et appelkammer ikke som sådan danne grundlag for en klage i medfør af artikel 72 i forordning 2017/1001. Unionens retsinstanser kan kun foretage en legalitetskontrol af disse, hvis de som begrundelser for en bebyrdende retsakt udgør det nødvendige grundlag for denne retsakts konklusion (jf. analogt hermed dom af 11.6.2015, Laboratoires CTRS mod Kommissionen, T-452/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:373, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
59
Det følger nødvendigvis heraf, at den foreløbige afgørelse ikke har bevirket, at sagen for appelkammeret blev afsluttet for så vidt angår de varer og tjenesteydelser, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet sagsøgerens indsigelse, og som der henvises til i punkt 13 i begrundelsen.
60
For det andet skal det undersøges, hvilke konsekvenser det kan have, at den anden part i sagen for EUIPO har trukket sin klage til appelkammeret af 21. august 2007 mod indsigelsesafdelingens afgørelse tilbage.
61
Som Retten har haft lejlighed til at fremhæve, fremgår det tydeligt af ordlyden af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96, at muligheden for at nedlægge påstand om annullation eller ændring af den anfægtede afgørelse på et punkt, der ikke er nævnt i klagen, er begrænset til inter-partes-sager. Disse påstande skal fremsættes i indlægget afgivet i forbindelse med de nævnte sager. Det er derfor, at denne bestemmelse fastsatte, at sådanne påstande ikke længere har noget formål, hvis sagsøgeren trækker klagen for appelkammeret tilbage. Med henblik på at anfægte en afgørelse fra indsigelsesafdelingen er en selvstændig klage som fastsat i artikel 60 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 68 i forordning 2017/1001) således det eneste retsmiddel, der med sikkerhed giver mulighed for at fremsætte disse anbringender (dom af 4.2.2016, Meica mod KHIM – Salumificio Fratelli Beretta (STICK MiniMINI Beretta), T-247/14, EU:T:2016:64, præmis 24).
62
For det første og i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet i sit svar på Rettens spørgsmål, kunne den anden part i sagen imidlertid fortsat trække sin klage af 21. august 2007 for appelkammeret tilbage, selv om det store kammer havde afsluttet appelsagen med den anfægtede afgørelse.
63
Følgende fremgår af artikel 71, stk. 3, i forordning 2017/1001: »Appelkammerets afgørelser får først retskraft fra udløbet af [fristen for anlæggelse af sag ved Retten], eller, såfremt en sådan afgørelse inden for denne frist er indbragt for Retten, fra tidspunktet for dens afvisning, eller afvisningen af en eventuel klage indgivet til Domstolen til prøvelse af Rettens afgørelse.«
64
På grund af det søgsmål, som sagsøgeren har anlagt for Retten, har punkt 1 i den anfægtede afgørelses konklusion – hvormed indsigelses- og klagesagerne afsluttes – følgelig ikke fået virkning. Det står dermed den anden part i sagen frit for at trække sin klage til appelkammeret af 21. august 2007 tilbage.
65
Det bemærkes i denne forbindelse, at det netop er den omstændighed, at søgsmålet for Retten har opsættende virkning, der giver Retten mulighed for endnu på dette stadium at tage hensyn til tilbagetrækningen af en varemærkeansøgning eller en indsigelse (kendelse af 3.7.2003, Lichtwer Pharma mod KHIM – Biofarma (Sedonium), T-10/01, EU:T:2003:182, præmis 16-18) eller til annullationen af det varemærke, der danner grundlag for indsigelsen (kendelse af 14.2.2017, Helbrecht mod EUIPO – Lenci Calzature (SportEyes), T-333/14, EU:T:2017:108, præmis 26).
66
For det andet og følgelig bevirker den omstændighed, at den anden part i sagen har trukket sin klage af 21. august 2007 tilbage i henhold til den i præmis 61 anførte retspraksis, at den kontraklage, som sagsøgeren hævder at have fremsat i sine indlæg vedrørende nævnte klage, under alle omstændigheder ikke længere er blevet indbragt for appelkammeret.
67
Såfremt sagsøgerens klage tages til følge, og den anfægtede afgørelse annulleres med den begrundelse, at det store kammer burde have prøvet den kontraklage, som sagsøgeren havde fremsat, hjemvises sagen til det store kammer, som blot kan konstatere, dels at den anden part i sagen har trukket sin klage tilbage, dels at den nævnte kontraklage i medfør af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96 er blevet uden genstand.
68
På grund af denne tilbagetrækning kan dette aspekt af den foreliggende sag, som sagsøgeren har anlagt ved Retten, dermed ikke længere med sit resultat medføre en fordel for denne, og sagsøgeren har dermed ikke længere søgsmålsinteresse. I henhold til den i præmis 42 og 43 ovenfor anførte retspraksis er søgsmålsinteressen en afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang og skal bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse.
69
Det er derfor ufornødent at træffe afgørelse om søgsmålet, for så vidt som det er rettet mod afslutningen af klagesagen vedrørende de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35 og 42, med hensyn til hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet sagsøgerens indsigelse.
Om søgsmålet for så vidt som det er rettet mod visse vurderinger i den anfægtede afgørelse
70
I forbindelse med det fjerde anbringende har sagsøgeren foreholdt det store kammer, dels at det i den anfægtede afgørelses punkt 7 har opsummeret Rettens holdning i dom af 5. maj 2011, Cheapflights (T-460/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:198), således, at den »bekræfter den beskrivende karakter af ordbestanddelen »cheapflights« og gengivelsen af en flyvemaskine i forbindelse med tjenesteydelser i tilknytning til tilrettelæggelse af rejser«, dels at det i den anfægtede afgørelses punkt 16 i forbindelse med fordelingen af sagsomkostningerne har fremhævet, at »det delvise afslag på varemærkeansøgningen [var] baseret på den beskrivende betydning af ordbestanddelen »cheapflights« i forbindelse med de forkastede varer og tjenesteydelser og dermed på en begrundelse, der finder anvendelse på samme måde på vurderingen af det ældre varemærkes særpræg, idet dette indeholder nøjagtigt det samme ord«. Stadig i henhold til den anfægtede afgørelses punkt 16 »pålægger det store kammer efter rimelighedsbetragtninger parterne at bære deres egne sagsomkostninger«. Sagsøgeren har gjort gældende, at det irske varemærke, som selskabet er indehaver af, blev registreret, uden at selskabet skulle godtgøre, at det havde opnået et særpræg gennem brug.
71
EUIPO er af den opfattelse, at dette anbringende skal afvises, idet det er i strid med procesreglementets artikel 177, stk. 1, litra d), eftersom det ikke er baseret på et bestemt retsgrundlag eller en bestemt retspraksis. EUIPO har endvidere gjort gældende, at de pågældende udtalelser kun er blevet fremsat i forbindelse med fordelingen af sagsomkostningerne, som sagsøgeren ikke har bestridt. Endelig har EUIPO fremhævet, at de pågældende udtalelser blot vedrører ordbestanddelen »cheapflights« og ikke de varemærker, som sagsøgeren er indehaver af.
72
Sagsøgeren er som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse blevet adspurgt om søgsmålets formalitet, for så vidt som det er iværksat til prøvelse af visse vurderinger af den beskrivende karakter af ordbestanddelen »cheapflights« i den anfægtede afgørelse, og har vurderet, at denne i det væsentlige med føje kunne anfægte dette aspekt af den anfægtede afgørelse, eftersom en korrekt vurdering af det ældre varemærke kunne have foranlediget appelkammeret til at træffe en anden afgørelse.
73
I henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, samt procesreglementets artikel 177, stk. 1, litra d), finder anvendelse på Retten, skal en stævning angive søgsmålets genstand og en kortfattet fremstilling af anbringenderne. Denne angivelse skal være tilstrækkeligt klar og præcis til, at det er muligt for sagsøgte at tilrettelægge sit forsvar og for Retten at træffe afgørelse i sagen. Det samme gælder med hensyn til påstande, som skal ledsages af anbringender og argumenter, således at sagsøgte og Retten kan vurdere påstanden. De væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som et søgsmål støttes på, skal i det mindste kortfattet fremgå af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde. Der stilles tilsvarende krav, når et klagepunkt eller et argument fremføres til støtte for et anbringende (jf. dom af 13.3.2013, Biodes mod KHIM – Manasul Internacional (FARMASUL), T-553/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:126, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
74
Sagsøgeren har i det væsentlige foreholdt appelkammeret, at det forbigående har udtalt sig om gyldigheden af det ældre varemærke, som selskabet er indehaver af, selv om det ikke har kompetence i denne henseende. Dette anbringende er derfor forståeligt og kan derfor ikke på forhånd afvises på grundlag af procesreglementets artikel 177, stk. 1, litra d).
75
Ikke desto mindre bør søgsmålet, for så vidt som det er rettet mod visse vurderinger af den beskrivende karakter af ordbestanddelen »cheapflights« i den anfægtede afgørelse, afvises, idet passagerne i den pågældende anfægtede afgørelse ikke er bebyrdende for sagsøgeren.
76
Som allerede anført i præmis 58 ovenfor kan kun konklusionen i en afgørelse truffet af et appelkammer have retsvirkninger og dermed være bebyrdende, uanset hvilke betragtninger afgørelsen er baseret på. Derimod kan vurderingerne i begrundelsen for en afgørelse fra et appelkammer ikke som sådan danne grundlag for en klage i medfør af artikel 72 i forordning 2017/1001. De kan kun undergives Unionens retsinstansers legalitetskontrol, for så vidt som de som begrundelse for en bebyrdende retsakt er nødvendige til støtte for retsaktens konklusion.
77
I den foreliggende sag fremgår det af opbygningen af den anfægtede afgørelse, at punkt 7 ikke er blevet fremført til støtte for et punkt i konklusionen. Selv om den anfægtede afgørelses præmis 16 udgør en begrundelse, hvorpå det store kammer har baseret sin konklusion i punkt 2 i konklusionen om, at parterne bærer deres egne sagsomkostninger, er der tale om et aspekt af konklusionen, som sagsøgeren ikke har anfægtet. Det fremgår således af stævningen, at kun det store kammers afslutning af indsigelses- og appelsagerne, som fremgår af punkt 1 i den anfægtede afgørelses konklusion, og ikke fordelingen af sagsomkostningerne, der er omhandlet i punkt 2 i konklusionen, bestrides.
78
Da de udtryk, der kritiseres i den anfægtede afgørelse, ikke i sig selv kan knyttes til det punkt i konklusionen, som sagsøgeren har anfægtet, kan de ikke indbringes for Retten.
79
Henset til det ovenstående skal det fastslås, at søgsmålet skal afvises, for så vidt som det vedrører dels afslutningen med den anfægtede afgørelse af klagesagen uden undersøgelse af den relative hindring for registrering i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, dels visse vurderinger af den beskrivende karakter af ordbestanddelen »cheapflights« i den anfægtede afgørelse, og at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, eftersom den vedrører appelkammerets manglende prøvelse af den kontraklage, som sagsøgeren har fremsat i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 216/96.
Sagsomkostninger
80
I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 137 er Retten frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostningerne, hvis den finder, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse.
81
For så vidt som nærværende søgsmål delvist er blevet afvist, delvist er blevet uden genstand, anvendes ovennævnte bestemmelser under de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i denne sag, retfærdigt ved at pålægge sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af de af EUIPO afholdte omkostninger.
På grundlag af disse præmisser bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1)
Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, for så vidt som den vedrører afslutningen af klagesagen med afgørelsen truffet 1. juni 2017 af det store kammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) af (sag R 1893/2011-G) for så vidt angår de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35 og 42, i forbindelse med hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet indsigelsen fra CheapFlights International Ltd.
2)
I øvrigt afvises sagen.
3)
CheapFlights International bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af EUIPO afholdte omkostninger.
4)
EUIPO bærer halvdelen af sine egne omkostninger.
Udfærdiget i Luxembourg, den 11. december 2018.
E. Coulon
Justitssekretær
M. Prek
Afdelingsformand
( *1 ) – Processprog: engelsk.
Full & Egal Universal Law Academy