12.8.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 270/8
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. juni 2019 — »Oribalt Rīga« SIA, tidligere »Oriola Rīga« SIA mod Valsts ieņēmumu dienests (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākā tiesa — Litauen)
(Sag C-1/18) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - toldunion - forordning (EØF) nr. 2913/92 - artikel 30, stk. 2, litra b) og c) - forordning (EØF) nr. 2454/93 - artikel 152, stk. 1, litra a) og b) - angivelse af varers toldværdi - begrebet »lignende varer« - lægemidler - hensyntagen til alle faktorer, som kan have indvirkning på det omhandlede lægemiddels økonomiske værdi - frist på 90 dage, inden for hvilken de indførte varer skal være solgt i Den Europæiske Union - præceptiv frist - manglende hensyntagen til rabatter)
(2019/C 270/09)
Processprog: lettisk
Den forelæggende ret
Augstākā tiesa
Parter i hovedsagen
Sagsøger:»Oribalt Rīga« SIA, tidligere »Oriola Rīga« SIA
Sagsøgt: Valsts ieņēmumu dienests
Konklusion
1)
Artikel 30, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 1996 skal fortolkes således, at såfremt toldværdien af varer, såsom de i hovedsagen omhandlede lægemidler, beregnes i henhold til den deduktive metode som fastsat i denne bestemmelse, skal den kompetente nationale toldmyndighed med henblik på identificering af »lignende varer« tage hensyn til samtlige relevante faktorer, såsom disse varers særlige sammensætning, deres substituerbarhed, henset til deres virkning, og om de kan ombyttes i handelen, ved således at foretage en faktuel vurdering under hensyntagen til samtlige faktorer, som kan påvirke de nævnte varers reelle økonomiske værdi, herunder den indførte vares og dens fabrikants markedsposition.
2)
Artikel 152, stk. 1, litra b), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 skal fortolkes således, at den frist på 90 dage, inden for hvilken de indførte varer skal være solgt i Den Europæiske Union, som fastsat i artikel 152, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2454/93, med henblik på fastlæggelsen af enhedsprisen for de indførte varer i henhold til den metode, der er fastsat i artikel 30, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 82/97, er en præceptiv frist.
3)
Artikel 30, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 82/97, skal fortolkes således, at der ikke kan tages hensyn til rabatter på de indførte varers salgspris ved fastsættelsen af disse varers toldværdi i henhold til denne bestemmelse.
(1) EUT C 104 af 19.3.2018.
Full & Egal Universal Law Academy