3.6.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 187/26
Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. marts 2019 — SM mod Entry Clearance Officer og UK Visa Section (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supreme Court of the United Kingdom — Det Forenede Kongerige)
(Sag C-129/18) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - unionsborgerskab - unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område - direktiv 2004/38/EF - familiemedlemmer til unionsborgeren - artikel 2, nr. 2), litra c) - begrebet »direkte efterkommere« - barn, der er sat under permanent juridisk værgemål i henhold til den algeriske kafala-ordning (plejeforhold) - artikel 3, stk. 2, litra a) - andre familiemedlemmer - artikel 7 og artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - familieliv - barnets tarv)
(2019/C 187/29)
Processprog: engelsk
Den forelæggende ret
Supreme Court of the United Kingdom
Parter i hovedsagen
Sagsøger: SM
Sagsøgt: Entry Clearance Officer, UK Visa Section
Procesdeltagere: Coram Children’s Legal Centre (CCLC) og AIRE Centre
Konklusion
Det i artikel 2, nr. 2), litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF indeholdte begreb »direkte efterkommere« til en unionsborger skal fortolkes således, at det ikke omfatter et barn, der er sat under permanent juridisk værgemål hos en unionsborger i henhold til den algeriske kafala-ordning, for så vidt som denne anbringelse ikke skaber noget slægtskabsforhold mellem dem.
Det tilkommer imidlertid de kompetente nationale myndigheder at lette indrejse og ophold for et sådant barn i dets egenskab af andet familiemedlem til en unionsborger i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 7 og artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, efter at have foretaget en afbalanceret og rimelig vurdering af alle de aktuelle og relevante omstændigheder i den foreliggende sag under hensyntagen til de forskellige involverede interesser og navnlig det pågældende barns tarv. For det tilfælde, at det efter denne vurdering er godtgjort, at barnet og dets værge, som er unionsborger, forventes at ville have et faktisk familieliv, og at barnet er afhængigt af sin værge, vil de krav, der er knyttet til den grundlæggende ret til respekt for familielivet, sammenholdt med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, principielt indebære, at det pågældende barn skal tildeles en ret til indrejse og ophold med henblik på at gøre det muligt for barnet at leve sammen med sin værge i sidstnævntes værtsmedlemsstat.
(1) EUT C 134 af 16.4.2018.