11.11.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 383/21
Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. september 2019 – Antonio Romano og Lidia Romano mod DSL Bank – en filial under DB Privat- und Firmenkundenbank AG, tidligere DSL Bank – en afdeling under Deutsche Postbank AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Bonn – Tyskland)
(Sag C-143/18) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - direktiv 2002/65/EF - forbrugerkreditaftale indgået ved fjernsalg - fortrydelsesret - udøvelse af fortrydelsesretten, efter at aftalen efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt - meddelelse til forbrugeren af oplysninger om fortrydelsesretten)
(2019/C 383/21)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landgericht Bonn
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Antonio Romano og Lidia Romano
Sagsøgt: DSL Bank – en filial under DB Privat- und Firmenkundenbank AG, tidligere DSL Bank – en afdeling under Deutsche Postbank AG
Konklusion
1)
Artikel 6, stk. 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, stk. 1, og i lyset af 13. betragtning til direktivet, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for nationale bestemmelser, som fortolket i national retspraksis, der hvad angår en aftale om levering af en finansiel tjenesteydelse, som ved fjernsalg er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, ikke udelukker en fortrydelsesret for denne forbruger i et tilfælde, hvor denne aftale efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter, inden forbrugeren udøver sin fortrydelsesret. Det tilkommer den forelæggende ret at tage den nationale lovgivning i dens helhed i betragtning og at anvende fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne lovgivning, med henblik på at nå et resultat, der er i overensstemmelse med denne bestemmelse, ved i givet fald at ændre en fast national retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med denne bestemmelse.
2)
Artikel 5, stk. 1, i direktiv 2002/65, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra a), og med artikel 6, stk. 2, litra c), i dette direktiv, skal fortolkes således, at den forpligtelse, som en erhvervsdrivende, der ved fjernsalg med en forbruger indgår en aftale om levering af en finansiel tjenesteydelse, har til på en klar og forståelig måde – inden en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet forbruger forpligtes af en fjernsalgsaftale eller et tilbud – i overensstemmelse med de krav, som følger af EU-retten, at give denne forbruger oplysninger om, hvorvidt der er fortrydelsesret, ikke tilsidesættes, når den erhvervsdrivende oplyser forbrugeren om, at denne fortrydelsesret ikke finder anvendelse på den aftale, som efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter, inden forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, selv om denne oplysning ikke opfylder de nationale bestemmelser, som fortolket i national retspraksis, der bestemmer, at fortrydelsesretten finder anvendelse i et sådant tilfælde.
(1) EUT C 182 af 28.5.2018.