FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
G. PITRUZZELLA
fremsat den 11. april 2019 ( 1 )
Sag C-19/18 P
VG, der er indtrådt i rettighederne efter MS
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – regler for institutionerne – erstatningssag mod Kommissionen – erstatning for det ikke-økonomiske tab, som appellanten angiveligt har lidt – Kommissionens fejl i forbindelse med behandlingen af en klage over appellanten – Kommissionens afgørelse om at udelukke appellanten fra Team Europe-netværket af foredragsholdere – samarbejds- og tilknytningsaftale – begrebet »kontraktmæssig sammenhæng« – Unionens ansvar uden for kontrakt – begrundelsespligt«
1.
Appellanten VG, der er indtrådt i rettighederne efter MS, sagsøger for Den Europæiske Unions Ret, har nedlagt påstand for Domstolen om at ophæve Rettens kendelse af 31. maj 2017 (herefter »den appellerede kendelse«) ( 2 ), ved hvilken Retten afviste den sag, der var anlagt for den i henhold til artikel 268 TEUF, med påstand om, at Europa-Kommissionen dømmes til betaling af erstatning som følge af dens afgørelse af 10. april 2013, ved hvilken Kommissionen besluttede at bringe MS’ samarbejde med Team Europes netværk af foredragsholdere til ophør ( 3 ).
I. Tvistens baggrund
2.
Det fremgår af den appellerede kendelses præmis 1 ff., at VG var medlem af Team Europe-netværket som foredragsholder mellem den 20. juli 2011 og den 10. april 2013. Dette netværk er et lokalt kommunikationsnetværk, der bistår Kommissionens repræsentationer i deres kommunikation vedrørende de europæiske politikker på lokalt niveau. VG underskrev den 20. juli 2011 i Montpellier en »samarbejds- og tilknytningsaftale med Team Europe«, der forinden var underskrevet den 8. juli 2011 i Paris af chefen for Kommissionens repræsentation i Frankrig.
3.
Den 10. april 2013 kontaktede chefen for Kommissionens repræsentation VG telefonisk for at gøre ham bekendt med en klage vedrørende hans adfærd, der hidrørte fra mindst en kvinde (herefter »klagen fra X«), der havde deltaget i en af Team Europes aktiviteter med VG. VG blev herefter underrettet skriftligt om, at chefen for Kommissionens repræsentation bragte hans samarbejde med Team Europe til ophør med øjeblikkelig virkning i overensstemmelse med samarbejdsaftalens bestemmelser.
4.
Den 6. juni 2013 indgav VG en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Kommissionens afgørelse om at bringe hans samarbejde med Team Europe-netværket til ophør med henblik på, at den nævnte afgørelse blev annulleret, og at VG igen blev en del af det nævnte netværk og modtog en officiel skriftlig undskyldning. Denne klage gav anledning til en afgørelse fra ombudsmanden af 19. november 2015, ved hvilken ombudsmanden konkluderede, at der var tale om et tilfælde af dårlig forvaltning med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde hørt VG på en tilstrækkelig måde og heller ikke havde foretaget en tilstrækkeligt dybdegående vurdering af den foreliggende sag, før den traf sin afgørelse om at bringe samarbejdet til ophør. Kommissionen har intet foretaget efter ombudsmandens afgørelse.
II. Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede kendelse
5.
Forud for anlæggelse af sagen for Retten med påstand om annullation af afgørelsen af 10. april 2013 og om erstatning for det estimerede tab lidt som følge af udelukkelse fra Team Europe-netværket anmodede VG om retshjælp. Ved kendelse af 3. maj 2016 ( 4 ) besluttede Rettens præsident at efterkomme denne anmodning. Med henblik på at efterprøve, om betingelserne for tildeling af retshjælp var opfyldt i den foreliggende sag, har denne særlig støttet sig på Kommissionens bemærkninger, der er videresendt til ombudsmanden inden for rammerne af undersøgelsen af VG’s klage, hvorefter »medlemmerne af Team Europe ikke har noget kontraktligt forhold til Kommissionen« ( 5 ), idet det bemærkes, at Kommissionen ikke på dette tidspunkt ønskede at tage stilling til, hvordan de mellem parterne foreliggende retsforhold må kvalificeres ( 6 ). Rettens præsident har konkluderet, »at ved en første analyse på dette tidspunkt [var] det ikke åbenlyst, at genstanden for den erstatningssag, som den pågældende [havde] til hensigt at forelægge for EU-retsinstanserne, [var] erstatningspåstande, der objektivt og samlet byggede på rettigheder og forpligtelser med oprindelse i kontraktforhold og [skulle] anses for åbenbart at måtte afvises af denne grund« ( 7 ).
6.
Den 19. juli 2016 anlagde VG en sag baseret på artikel 268 TEUF med påstand om, at Kommissionen dømmes til betaling af erstatning som følge af Kommissionens afgørelse af 10. april 2013. Den 31. maj 2017 afsagde Retten den appellerede kendelse på grundlag af artikel 126 i Rettens procesreglement.
III. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
7.
Den 5. januar 2018 anlagde VG en appelsag til prøvelse af den appellerede kendelse. I sine konklusioner har VG nedlagt påstand om at ophæve den appellerede kendelse, hjemvise sagen til Retten eller, hvis Domstolen finder sagen moden til påkendelse, give ham medhold i hans påstande for Retten, anerkende Kommissionens ansvar uden for kontraktforhold, pålægge Kommissionen at fremlægge de dokumenter, den har klassificeret som fortrolige, og som udgør det nødvendige grundlag for afgørelsen om udelukkelse, pålægge erstatning for det ikke-økonomiske tab, som er en følge af Kommissionens ansvarspådragende adfærd, og som efter ret og billighed er opgjort til 20000 EUR, påbyde Kommissionen at offentliggøre en skriftlig undskyldning til appellanten og igen gøre denne til en del af Team Europe ( 8 ) samt tilpligte Kommissionen at betale sagsomkostningerne for de to instanser.
8.
Kommissionen har nedlagt påstand om, at appelsagen afvises eller i hvert fald anses for grundløs, og om, at VG tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
IV. Retlig bedømmelse
9.
Til støtte for sin appelsag har VG dels gjort gældende, at den appellerede kendelse er behæftet med en retlig fejl i den retlige kvalificering af grundlaget for den erstatningssag, der er indbragt for Retten, og at begrundelsespligten er tilsidesat. Dels har VG argumenteret for, at den appellerede kendelse er behæftet med en retlig fejl i den retlige kvalificering af samarbejdsaftalen, og at begrundelsespligten er tilsidesat, idet Retten også urigtigt har gengivet sagen.
10.
Forud for bedømmelsen vil jeg komme med en indledende bemærkning.
11.
Denne appelsag rejser spørgsmålet om fastlæggelse af karakteren af Unionens ansvar, hvilket appellanten søger at få konstateret. Dette spørgsmål stilles, som vi vil få at se, i en uklar faktisk og retlig sammenhæng, i mangel af et dokument, der udtrykkeligt er kontraktmæssigt, og under tilstedeværelse af modstridende erklæringer fra Kommissionen vedrørende samarbejdsaftalens karakter. Uden at det berører det resultat, som undersøgelsen af appelsagen vil føre til, forekommer det allerede åbenbart, at Retten har været lidt for tidligt ude, da den, for at afgøre den sag, der er indbragt for den, afsagde en kendelse støttet på artikel 126 i Rettens procesreglement og herunder konstaterede, at den nævnte sag åbenbart måtte afvises. Et sådant instrument forekommer i øvrigt lidet sammenhængende med den holdning, som Rettens præsident udtrykte i den kendelse, hvor der blev truffet afgørelse vedrørende VG’s anmodning om retshjælp ( 9 ).
12.
Med dette sagt foretages herefter en undersøgelse af det første anbringende.
A. Det første anbringende om fejl i den retlige kvalificering af erstatningssagen og tilsidesættelse af begrundelsespligten
1. Sammenfatning af parternes argumenter
13.
Ved første led i det første anbringende har VG mere præcist foreholdt Retten, at denne i den appellerede kendelses præmis 32-40 har kvalificeret grundlaget for VG’s sag for Retten fejlagtigt. Retten har ikke korrekt anvendt den test, der følger af Domstolens dom af 18. april 2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 10 ), eftersom Retten udelukkende støttede sig på samarbejdsaftalen uden også at tage den retsregel, som påstås tilsidesat, karakteren af det påberåbte tab, og den anfægtede adfærd i betragtning. Stævningen for Retten definerer dog sagens genstand som de af Kommissionen begåede fejl i behandlingen af klagen over appellanten, som har forårsaget en reel og sikker ikke-økonomisk skade, for hvilken VG håber at opnå erstatning. Appellanten har fremhævet, at den anfægtede adfærd ikke er udelukkelsen fra Team Europe-netværket, men behandlingen af klagen fra X, idet udelukkelsen alene er en konsekvens af fejlen. VG har desuden ikke bestridt, at Kommissionen kunne bringe samarbejdsaftalen til ophør. Tvistens genstand er således ikke ophævelsen af den kontraktmæssige sammenhæng – såfremt samarbejdsaftalen skulle udgøre en kontrakt – som det også fremgår af karakteren af de påberåbte regler (dvs. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 11 ) eller kodeksen for god forvaltningsskik ( 12 )), idet VG navnlig ikke har påberåbt sig tilsidesættelse af samarbejdsaftalens ordlyd. Tilsvarende er karakteren af det påberåbte tab uden sammenhæng med nogen form for tilsidesættelse af en kontraktmæssig forpligtelse, idet VG har anført, at den måde, hvorpå Kommissionen har behandlet X’ klage over VG, har krænket hans ære, værdighed og omdømme. Af disse grunde har Retten således fejlagtigt kvalificeret den adfærd, der er sat spørgsmålstegn ved i VG’s sag, navnlig i den appellerede kendelses præmis 35-37.
14.
Hvad det andet led i det første anbringende angår har VG gjort gældende, at Retten har tilsidesat begrundelsespligten. Dels har Retten ikke forklaret, hvorfor VG’s erstatningspåstand nødvendigvis skulle være forbundet med fortolkningen af samarbejdsaftalen, mens den anfægtede adfærd i den nævnte påstand ikke er ophævelsen af den hævdede kontrakt, således at fortolkningen af skrivelsen hverken var nødvendig eller uomgængelig for at undersøge erstatningspåstanden som omhandlet i præmis 80 i dom af 18. april 2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 13 ). Dels angiver den appellerede kendelse ikke grundene til, at Retten fandt, at Kommissionens behandling af X’ klage nødvendigvis er forbundet med fortolkningen af samarbejdsaftalen. VG har i denne henseende bemærket, at samarbejdsaftalen hverken indeholder bestemmelser vedrørende behandlingen af mulige klager eller vedrørende en forpligtelse for Kommissionen til at begrunde tilbagetrædelse fra en aftale inden for Team Europe-netværket. De retsregler, heriblandt de grundlæggende rettigheder, som VG har anført er tilsidesat, finder anvendelse uafhængigt af samarbejdsaftalens bestemmelser.
15.
Oplysningerne i VG’s stævning er forblevet ubesvarede af Retten, som ikke objektivt og samlet har efterprøvet, om en egentlig kontraktmæssig sammenhæng – henset til de forskellige elementer, der er indeholdt i sagen – foreligger, i overensstemmelse med det, der dog kræves i henhold til dommen i sagen Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 14 ).
16.
Kommissionen har fremhævet, at Rettens analyse er i overensstemmelse med forskrifterne i henhold til retspraksis, jf. Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 15 ). Retten har uden at begå retlige fejl bevist, at der foreligger en kontraktmæssig sammenhæng omkring appellantens påstand. Appellanten har ikke påberåbt sig andre dokumenter end opsigelsesskrivelsen og har kritiseret ophævelsen af kontrakten. Der foreligger en direkte sammenhæng mellem den anfægtede adfærd og afslutningen på VG’s samarbejde med Team Europe-netværket. Samarbejdsaftalen fastlægger parternes respektive forpligtelser og de nærmere bestemmelser om at bringe samarbejdet til ophør, og det er disse betingelser for ophævelse, som bestrides af VG, der ifølge sin stævning for Retten har til hensigt at sætte spørgsmålstegn ved »den radikale beslutning at bringe samarbejdet til ophør«. Tabet er også forbundet med ophævelsen, eftersom VG bl.a. anmodede om genansættelse i netværket. Kommissionens eventuelle ansvar må nødvendigvis undersøges i retspraksis’ forstand i henhold til sagen Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 16 ), idet indholdet af samarbejdsaftalen må vurderes. Påberåbelse af retsregler, der ikke følger af samarbejdsaftalen, gør ikke, at tvistens kontraktmæssige karakter mistes ( 17 ). Det påberåbte ikke-økonomiske tab følger på sin side af omstændighederne omkring ophævelsen af det kontraktmæssige forhold. VG har forsøgt kunstigt at adskille årsagerne og omstændighederne omkring ophævelsen fra selve ophævelsesskrivelsen. Spørgsmålet om, hvorvidt den påberåbte grund til ophævelsen er berettiget, er i høj grad kontraktmæssig.
17.
Hvad den hævdede manglende begrundelse angår har Kommissionen bemærket, at Retten har taget stilling til den ulovlighedsindsigelse, som Kommissionen har rejst, og ikke til realiteten. VG har desuden påberåbt sig en række argumenter, der allerede har været fremført for Retten og forkastet af denne, og der som følge heraf åbenbart må afvises ( 18 ). Under alle omstændigheder var det – for at afvise den for Retten anlagte sag – tilstrækkeligt for Retten at fastslå, at denne indgik i en egentlig kontraktmæssig sammenhæng forbundet med tvistens genstand, hvilket Retten korrekt har fastslået i den appellerede kendelses præmis 34-38. På dette punkt forekommer den nævnte kendelses begrundelse hverken utilstrækkelig eller modstridende, og Retten er ikke forpligtet til at svare på alle VG’s argumenter.
18.
I sin replik har VG bestridt, at han kunstigt skulle have forsøgt at isolere årsagerne og omstændighederne omkring ophævelsen af samarbejdsaftalen fra selve ophævelsen, og fastholder, at han ikke hverken har kritiseret ophævelsen af kontrakten eller bestridt, at Kommissionen kunne bringe samarbejdsaftalen til ophør. Eftersom VG ikke har påberåbt sig tilsidesættelse af samarbejdsaftalen, kan Kommissionen ikke gøre gældende, at dens fortolkning er nødvendig for at godtgøre, om appellantens argumenter er berettigede. VG har mindet om, at den adfærd, der foreholdes Kommissionen, er, at denne har tilsidesat VG’s ret til at blive hørt, begrundelsespligten, forpligtelsen til at udvise omhu samt formodningen for VG’s uskyld. Den af VG anlagte sag har således udelukkende til formål at anfægte Kommissionens administrative sagsbehandling. For en sikkerheds skyld har VG bemærket, at det ikke er udelukket, at en institutions ansvar i og uden for kontraktforhold kan sameksistere i forhold til en af dennes kontrahenter ( 19 ). Det påberåbte tab er under alle omstændigheder ikke forbundet med mangelfuld opfyldelse af kontrakten, dvs. samarbejdsaftalen. Kommissionens fejlagtige adfærd har ganske rigtigt haft afgørelsen om udelukkelse fra Team Europe-netværket som konsekvens, men den ønskede genansættelse i netværket er en del af en erstatningspåstand, der har til formål at give genoprejsning til VG’s image, der er flosset på grund af den måde, hvorpå Kommissionen har behandlet X’ klage.
19.
Kommissionen har i sin duplik gjort gældende, at VG’s påstande er meget modsætningsfyldte. VG har foreholdt Kommissionen, at denne ikke har overholdt VG’s grundlæggende rettigheder, samtidig med, at den har gjort gældende, at samarbejdsaftalen kun fastsætter retningslinjer, der ikke er bindende, og ikke regulerer det særlige forhold mellem VG og Kommissionen. Hvis imidlertid samarbejdsaftalen blot er en ensidig retsakt fra Kommissionen uden sammenhæng med VG, forstår Kommissionen ikke, hvad grundlaget er for dens forpligtelse til at høre VG eller til at overholde begrundelsespligten. VG’s påstand giver kun mening, hvis det omhandlede dokument er en kontrakt. Kommissionen har desuden gentaget, at den blotte påberåbelse af tilsidesættelsen af retsregler, der ikke følger af kontrakten, ikke ændrer tvistens kontraktmæssige karakter ( 20 ). VG’s tilgang er imidlertid ikke alene i strid med retspraksis, jf. sagen Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 21 ), men tillader også, at enhver kontraktmæssig tvist omdannes til en sag om ansvar uden for kontrakt, hvilket risikerer at udligne sondringen mellem de to typer ansvar. Desuden har Kommissionen fremhævet, at anmodningen om genansættelse i netværket bekræfter, at det tab, som den er bedt om at erstatte, er resultatet af udelukkelsen fra Team Europe-netværket, dvs. ophøret af den tilknytning til kontrakten, som er samarbejdsaftalen, hvis fulde titel i øvrigt er »samarbejds- og tilknytningsaftale«. Genansættelse i netværket sigter ikke alene til erstatning for det ikke-økonomiske tab, men også til genoprettelse af det kontraktmæssige forhold, som forelå før kontraktens ophævelse.
2. Bedømmelse
20.
Jeg bemærker straks, at parterne ikke har bestridt Rettens prøvelsesgrundlag, som er gentaget i den appellerede kendelses præmis 25 ff. Retten, der i det væsentlige støtter sig på Domstolens dom af 18. april 2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 22 ), har således bemærket, at EUF-traktaten fastsætter en fordeling af kompetencer mellem EU’s retsinstanser og de nationale domstole hvad angår sager mod Unionen, der har til formål at pålægge denne ansvar. Unionens ansvar uden for kontraktforhold henhører under de førstnævntes enekompetence ( 23 ). Hvad Unionens ansvar i kontraktforhold angår er kompetencen – i tilfælde af, at der foreligger en voldgiftsbestemmelse – fordelt mellem EU’s retsinstanser, og i andre tilfælde de nationale domstole ( 24 ).
21.
Det er sagens genstand, som afgør, hvorvidt sagen henhører under Unionens ansvar i eller uden for kontraktforhold ( 25 ). I dommen i sagen Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 26 ) er den metode, der skal følges for en sådan vurdering, fastsat. Domstolen har således fastslået, at EU’s retsinstanser ikke – med henblik på at tage stilling til deres kompetence til at træffe afgørelse vedrørende en erstatningspåstand – alene kan tage udgangspunkt i de påberåbte regler ( 27 ). De er forpligtede til at efterprøve, om genstanden for de erstatningssøgsmål, som de er blevet forelagt, »er erstatningspåstande, der objektivt og samlet bygger på rettigheder eller forpligtelser med oprindelse i eller uden for kontraktforhold« ( 28 ). Bedømmelsen skal omfatte alle sagens elementer, dvs. navnlig den retsregel, som hævdes at være tilsidesat, arten af det lidte tab, den anfægtede adfærd samt de mellem sagens parter bestående retsforhold ( 29 ). Hvis det følger af denne bedømmelse, at der mellem parterne foreligger »en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som er forbundet med tvistens genstand, og hvoraf en dybdegående undersøgelse fremstår som uomgængelig for at afgøre sag[en]« ( 30 ), hvis det forekommer »nødvendigt at fortolke indholdet af en eller flere af de mellem sagens parter indgåede kontrakter for at fastslå berettigelsen af [parternes] påstand« ( 31 ) – og naturligvis i mangel af en voldgiftsklausul – er EU’s retsinstanser forpligtede til at stoppe med deres prøvelse af tvisten på dette trin og fastslå, at de mangler kompetence til at træffe afgørelse, eftersom undersøgelsen af sagen ville omfatte en vurdering af rettigheder og forpligtelser i kontraktforhold, som i henhold til artikel 274 TEUF henhører under de nationale domstoles kompetence ( 32 ).
22.
Det er således i lyset af disse principper, at det første anbringende skal undersøges.
23.
I denne henseende må det bemærkes, at Retten har fokuseret på samarbejdsaftalens indhold, som ifølge Retten fastslår parternes respektive forpligtelser, samarbejdets varighed og de nærmere bestemmelser for at bringe samarbejdet til ophør ( 33 ). Da appellanten ikke har anført andre dokumenter, har Retten deraf konkluderet, at den anfægtede adfærd har en direkte sammenhæng med det foreliggende kontraktmæssige forhold ( 34 ). Kravet om erstatning er ifølge Retten forbundet med fortolkningen af samarbejdsaftalen, som skal udgøre en integrerende del af de elementer, der skal undersøges inden for rammerne af vurderingen af Kommissionens ansvar ( 35 ). Denne fastsætter, fortsat ifølge Retten, betingelserne for ophævelse af kontrakten og giver således tvisten en kontraktmæssig karakter ( 36 ).
24.
Ved at fastslå dette fremgår det, at Retten ikke har anvendt den test, som Domstolen har defineret i dommen i sagen Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 37 ), korrekt, og at Retten fortrinsvist har lagt vægt på samarbejdsaftalen, som den hurtigt har konstateret er af kontraktmæssig karakter. Imidlertid foreskriver den ovennævnte retspraksis en bedømmelse af alle akterne i sagen, herunder den retsregel, som påstås tilsidesat, karakteren af det påberåbte tab, den anfægtede adfærd og de foreliggende retsforhold. En tilsvarende vægt skal tillægges disse forskellige elementer, særlig hvis den kontraktmæssige karakter af det dokument, der anses for at forbinde parterne, er seriøst omdiskuteret, som det er tilfældet i denne sag.
25.
Det fremgår således klart af sagen, at genstanden for appellantens stævning for Retten er »de fejl, som [Kommissionen] har begået i behandlingen af X’ klage over appellanten, der har påført denne en sikker og reel ikke-økonomisk skade« ( 38 ). Dermed findes det, der har givet anledning til det af VG identificerede ansvar, ikke i en urimelig ophævelse af det kontraktmæssige forhold, som samarbejdsaftalen har tilvejebragt. Det forekommer nærmere, at denne ophævelse – såfremt den foreligger – henhører under det tab, som Kommissionen har forårsaget. I denne henseende siger det forhold, at VG for Retten også har påstået sig genansat i Team Europe-netværket, intet om karakteren af forholdet mellem VG og Kommissionen. Denne genansættelse, hvis en sådan er mulig, har til formål at genoprette VG’s situation forud for den hævdede fejl, men ikke nødvendigvis at genoprette det kontraktmæssige forhold. Under alle omstændigheder fremgår det ikke, at Retten har draget nogen form for konsekvens af denne påstand, idet denne ganske enkelt har begrænset sig til at nævne genansættelse i netværket i den appellerede kendelses præmis 33. Dette er dog uden konsekvens, idet VG nødvendigvis har måttet frafalde denne påstand ved proceduren for Domstolen.
26.
Herefter bemærkes, at de påberåbte regler også burde have været taget i betragtning af Retten, selv om de ikke i sig selv er afgørende. Også på dette punkt er Rettens analyse utilstrækkelig ( 39 ). VG har foreholdt Kommissionen, at denne ved behandlingen af X’ klage har tilsidesat chartrets artikel 41, de almindelige principper om god forvaltningsskik, retten til forsvar, artikel 16 i kodeksen for god forvaltningsskik, princippet om at udvise omhu og princippet om uskyldsformodning, begrundelsespligten og proportionalitetsprincippet. Af disse regler fremgår det således klart, at VG ikke befinder sig på kontraktmæssigt område, idet appellanten har påberåbt regler, der må anses for at regulere Kommissionens handling i egenskab af forvaltning, og ikke regler, der følger af den hævdede kontrakt. Særlig har VG ikke gjort gældende, at der foreligger tilsidesættelse af samarbejdsaftalens bestemmelser. På dette punkt er jeg en smule forvirret omkring Kommissionens argumentation, som giver indtryk af ikke at identificere grundlaget for de af VG påberåbte retlige forpligtelser, hvis sagen skal anses for et spørgsmål om ansvar uden for kontraktforhold. For eksempel har jeg svært ved at tro, at Kommissionen kan være uvidende om, at retten til en god forvaltningsskik eller retten til forsvar også er pålagt den, når den handler uden for kontraktforhold.
27.
Endelig holdes Rettens analyse af det påberåbte tab til et punkt ( 40 ) og begrænses til endnu en gang at gentage, at VG håber på at opnå en økonomisk erstatning samt et påbud til Kommissionen. Tabets karakter analyseres ikke yderligere.
28.
Idet Rettens analyse er begrænset til en isoleret analyse af samarbejdsaftalen, mens dennes kontraktmæssige karakter ikke er bevist, har Retten ikke foretaget den efterprøvelse, som er pålagt ifølge retspraksis, hvorefter EU’s retsinstanser er forpligtede til at efterprøve, om genstanden for den sag, den er forelagt, udgøres af erstatningspåstande, der objektivt og samlet bygger på kontraktlige rettigheder og forpligtelser. Imidlertid kunne det forhold, at samtlige sagens elementer blev taget i betragtning, som VG har gjort gældende, føre til tvivl om, hvorvidt der foreligger en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som VG’s sag er en del af.
29.
Særlig kunne Retten ikke ved korrekt og sammen med samarbejdsaftalen at undersøge de retsregler, som påstås tilsidesat, karakteren af det påberåbte tab og den anfægtede adfærd, uden at begå en retlig fejl konkludere, at »kravet om erstatning [var] forbundet med fortolkningen af samarbejdsaftalen« ( 41 ). VG har ikke bestridt, at samarbejdsaftalen bestemmer, at parterne frivilligt kan træde tilbage fra aftalen på et hvilket som helst tidspunkt, når dette sker skriftligt. Dette bekræfter, at Retten har anlagt en reduktiv tilgang, idet den har fundet, at den sag, der er anlagt for den, ganske enkelt har til formål at anfægte de omstændigheder, hvorunder Kommissionen har bragt det kontraktmæssige forhold, som forbandt den til VG, til ophør.
30.
Ikke alene har Retten ikke taget hensyn til alle de oplysninger, der er nødvendige for fastlæggelsen af grundlaget for den sag, der er indledt for den, men Retten har også undladt i sin begrundelse at forklare, hvorfor samarbejdsaftalen ifølge den er af kontraktmæssig karakter.
31.
Den appellerede kendelses præmis 35-37 udgør en række udsagn, der ikke er understøttede. Imidlertid er en grundig begrundelse så meget desto mere påkrævet, fordi sagen indeholdt to vigtige elementer. VG har for Retten tydeligt påberåbt Kommissionens erklæring under proceduren for ombudsmanden, hvor Kommissionen tilkendegav, at »medlemmerne af Team Europe ikke havde noget kontraktmæssigt forhold til [den]«. Dette følger af den appellerede kendelses præmis 23.
32.
I øvrigt havde VG ligeledes i sine bemærkninger vedrørende Kommissionens ulovlighedsindsigelse henledt Rettens opmærksomhed på kendelsen fra Rettens præsident, der har truffet afgørelse vedrørende anmodningen om retshjælp ( 42 ). Det er i denne kendelses præmis 15 nævnt, at Kommissionen på dette tidspunkt havde valgt ikke at tage stilling til kvalificeringen af de retsforhold, der følger af samarbejdsaftalen. Rettens præsident havde af dette udledt, at Kommissionen mente, at en sådan fastlæggelse kun kunne ske efter en dybdegående analyse af samarbejdsaftalen ( 43 ). Rettens præsident havde udledt af disse oplysninger, »at ved en første analyse på dette tidspunkt [var] det ikke åbenlyst, at genstanden for den erstatningssag, som den pågældende [havde] til hensigt at forelægge for EU-retsinstanserne, [var] en erstatningspåstand, der objektivt og samlet byggede på rettigheder og forpligtelser i kontraktforhold« ( 44 ). Jeg forstår således VG’s forvirring omkring den appellerede kendelse, som dog – hvilket jeg bemærker – fastslår, at VG’s sag var af en sådan karakter, at den åbenbart måtte afvises.
33.
Som Kommissionen har bemærket, pålægger den pligt til at begrunde domme, der påhviler Retten, ikke Retten at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af tvistens parter. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til de grunde, som Retten har baseret sin dom på, og at Domstolen råder over de til udøvelsen af dens prøvelsesret nødvendige oplysninger under en appelsag ( 45 ). Som Kommissionen har gjort gældende, fører gentagelse af argumenter, som allerede har været fremført for Retten, ganske rigtigt til, at de nævnte argumenter åbenbart må afvises. Dette er dog ikke tilfældet, hvis det er Rettens tavshed omkring disse argumenter, som har nødvendiggjort gentagelsen af argumenterne for Domstolen.
34.
Selv om klagepunktet om tilsidesættelse af begrundelsespligten imidlertid skal imødekommes, er dette ikke, fordi Retten ikke har besvaret samtlige de af VG påberåbte argumenter, men fordi en læsning af den appellerede kendelse ikke på tilstrækkelig vis udskiller de grunde, som – for at fastslå tvistens kontraktmæssige karakter alene på grundlag af samarbejdsaftalen – har ført Retten til at gå videre end en tekst, som ikke åbent er kontraktmæssig, og erklæringer fra Kommissionen, som er modstridende eller meget forbeholdne. Denne læsning understøtter heller ikke grundene til, at Retten – mens tvistens genstand, som denne er identificeret af VG, bestod i den af Kommissionen begåede fejl i behandlingen af X’ klage – har fastslået, at der forelå en »direkte sammenhæng« ( 46 ) mellem den anfægtede adfærd og det kontraktmæssige forhold, der hævdes at følge af samarbejdsaftalen, og at undersøgelsen af denne var nødvendig for at tage stilling til Kommissionens ansvar ( 47 ).
35.
Ved således at have undladt at undersøge alle sagens elementer, herunder Kommissionens erklæringer, har Retten kun delvist anvendt den metode, som Domstolen har fastsat i sin dom, ligesom den har tilsidesat sin begrundelsespligt. Under disse omstændigheder skal det første anbringende tiltrædes i sin helhed.
B. Det andet anbringende om fejl i den retlige kvalificering af samarbejdsaftalen, tilsidesættelse af begrundelsespligten og forkert gengivelse af sagen
1. Sammenfatning af parternes argumenter
36.
VG har nærmere bestemt gjort gældende, at Retten med urette har kvalificeret samarbejdsaftalen som en kontrakt, mens samarbejdsaftalen nærmere indeholder retningslinjer, der ikke er bindende, som Kommissionen har defineret ensidigt, og som regulerer Team Europe-netværkets funktionsmåde. Kommissionen har aldrig bekræftet, at forholdet var af kontraktmæssig karakter, hvilket fremgår af punkt 21 i Kommissionens bemærkninger til ombudsmanden og af præmis 15 i den kendelse fra Retten, hvor der er truffet afgørelse vedrørende VG’s anmodning om retshjælp ( 48 ), samarbejdsaftalen er begrænset til en sammenfatning af de rettigheder og forpligtelser, der regulerer Team Europe, og ikke de rettigheder og forpligtelser, der regulerer det særlige forhold mellem Kommissionen og VG, den fastsætter ikke nogen sanktion i tilfælde af tilsidesættelse eller henvisning til den anvendelige lovgivning eller til de kompetente retter, samarbejdsaftalen anvender udtrykket »pligter« og ikke »forpligtelser«, og henviser således mere til simple forskrifter for adfærd og ikke til de egentlige retlige sammenhænge mellem personerne. Kommissionen har for sent ændret holdning og påberåbt sig, at samarbejdsaftalen er af kontraktmæssig karakter. Parternes fælles hensigt har aldrig været at forpligte sig gensidigt på grundlag af en kontrakt. Imidlertid er hensigten et afgørende element i kvalificeringen af et dokument som værende kontraktmæssig, som det fremgår af punkt 102 i Principles of European Insurance Contract Law ( 49 ). Således har Retten fejlagtigt kvalificeret samarbejdsaftalen som en kontrakt, gengivet den nævnte skrivelse urigtigt og tilsidesat sin begrundelsespligt. Den appellerede kendelse har ikke fastslået den anvendelige lovgivning med henblik på at kvalificere samarbejdsaftalen som en kontrakt, hvilket er nødvendigt, hvis – hvilket ikke er tilfældet – den nævnte skrivelse er en kontrakt. Kommissionen har gjort gældende, at det er fransk ret, der finder anvendelse. Imidlertid er det i medfør af artikel 1101 ( 50 ) og 1156 ( 51 ) i den franske code civil ikke længere muligt at kvalificere en samarbejdsaftale som en kontrakt som omhandlet i fransk ret i mangel af hensigt fra VG til at forpligte sig og henset til den omstændighed, at intet lod VG forstå, at han underskrev en kontrakt, hvis indhold ensidigt var fastsat af Kommissionen, som aldrig nævnte den kontraktmæssige karakter. I henhold til fransk ret fastsætter en kontrakt desuden forpligtelser, der kan tvangsfuldbyrdes ( 52 ). Imidlertid tillader samarbejdsaftalen ikke, at rettighedernes og forpligtelsernes overholdelse sker tvangsmæssigt, og den fastsætter hverken nogen sanktion eller tvungen opfyldelse, idet hver part på et hvilket som helst tidspunkt kan frigøre sig fra aftalen. Samarbejdsaftalens kontraktmæssige karakter følger således hverken af parternes hensigt, af deres vilje eller af aftalens tekst som affattet af Kommissionen. Det følger heraf, at samarbejdsaftalen selv efter fransk ret ikke kan kvalificeres som en kontrakt. Retten har således også gengivet samarbejdsaftalen urigtigt og begået en retlig fejl, idet den i den appellerede kendelses præmis 39 har fastslået, at sagens genstand var en erstatningspåstand i kontraktforhold.
37.
Kommissionen har gjort gældende, at det alene er Retten, der er kompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder, når bortses fra forkert gengivelse, som skal være åbenlys, og som skal fremgå, uden at der er behov for nye bevisoplysninger. Dette er ikke tilfældet her. Desuden har appellanten begrænset sig til at påberåbe sig de samme argumenter, som allerede har været fremført for og undersøgt af Retten, og som af den grund åbenbart må afvises. Kommissionens erklæringer for ombudsmanden kan ikke underminere kontrakten, og de skal fortolkes i denne retning, at Kommissionen benægtede, at samarbejdsaftalen var en arbejdskontrakt. Derimod udelukker Kommissionen ikke, at der kan være tale om en tiltrædelseskontrakt. VG har ikke forklaret, hvordan parternes hensigt kan være i strid med samarbejdsaftalens klare og utvetydige bestemmelser. Redegørelsen vedrørende begrebet parternes hensigt er ny og må af den grund åbenbart afvises, selv om parternes hensigt om at nå til enighed om et sæt rettigheder og forpligtelser under alle omstændigheder har været klar. Redegørelsen vedrørende begrebet kontrakt som omhandlet i fransk ret er også ny. Fortolkningen af fransk ret er under alle omstændigheder en del af et faktisk spørgsmål, i forhold til hvilket Rettens prøvelsesret skal være fuldstændig. Argumentet vedrørende tvungen opfyldelse er fremført for første gang ved appelsagen og må således åbenbart afvises. Den nævnte opfyldelse er i hvert fald ikke en nødvendig betingelse for kvalificering som en kontrakt.
38.
Endelig har Kommissionen tilføjet, at VG’s anmodning om fremlæggelse af fortrolige dokumenter havde til formål at få bekræftet sammenhængen mellem det lidte tab og ophævelsen af det kontraktmæssige forhold, og ikke havde behandlingen af X’ klage for øje. Kommissionen har erindret om, at denne anmodning har været genstand for to sager for Retten ( 53 ). Hvad anmodningen om påbud angår følger det af fast retspraksis, at Domstolen ikke har kompetence til at meddele et sådant ( 54 ).
39.
I sin replik har VG bemærket, at det andet anbringende ikke blot omhandler forkert gengivelse, men også fejl i den retlige kvalificering af samarbejdsaftalen og tilsidesættelse af begrundelsespligten. Kommissionen har ikke i appelsagen tilstrækkeligt identificeret de argumenter, som den gør gældende ikke er gentagelser i forhold til de for Retten fremførte. Hvad angår argumentet vedrørende parternes hensigt har VG bestridt, at dette er nyt, eftersom det er en del af analysen af de mellem parterne foreliggende retsforhold i henhold til dom af 18. april 2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 55 ). Den nævnte analyse indebærer nødvendigvis, at parternes hensigt tages i betragtning. Samarbejdsaftalens bestemmelser er ikke så klare og utvetydige, som Kommissionen har gjort gældende, og så meget desto mindre som Kommissionen selv har benægtet aftalens kontraktmæssige karakter ved sine erklæringer for ombudsmanden. Hvad angår påberåbelsen af fransk ret har VG erkendt ikke at have henvist hertil for Retten, men VG har gjort gældende, at han har begrænset sig til at påberåbe fransk ret for at underbygge sit andet anbringende med henblik på at bevise en fejl ved ræsonnementet i den appellerede kendelse, mens Kommissionen selv gjorde gældende for Retten, at den anvendelige lovgivning var fransk ret, i forhold til hvilken Retten burde have undersøgt samarbejdsaftalens kontraktmæssige karakter.
40.
Med sin duplik har Kommissionen gjort gældende, at hvis VG har fremført argumenter i forbindelse med parternes hensigt, er det fordi, at det ikke er åbenbart, at samarbejdsaftalen ikke er af kontraktmæssig karakter. VG har ikke forklaret, hvorfor MS dengang har underskrevet samarbejdsaftalen, hvis der alene var tale om retningslinjer. Hvad angår argumentet om, at fransk ret finder anvendelse, må dette åbenbart afvises på dette tidspunkt. Under alle omstændigheder ville det forhold, at der foreligger en kontraktmæssig sammenhæng i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dommen i sagen Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 56 ), kunne fastslås uden anvendelse af fransk ret. VG har også forbigået visse elementer, der kunne vise skrivelsens kontraktmæssige karakter, navnlig dens nøjagtige betegnelse og den endelige formulering af ophævelsen, i tavshed. Kommissionen har bemærket, at Retten uden at begå en retlig fejl udelukkende har taget stilling til spørgsmålet om sin kompetence. I øvrigt har Kommissionen gjort gældende, at VG har forvekslet anbringendet om den retlige kvalificering af samarbejdsaftalen med anbringendet om forkert gengivelse. VG har påberåbt sig forkert gengivelse af sagen, men ifølge Domstolens praksis skal den forkerte gengivelse af beviselementerne fremgå åbenlyst af akterne i sagen, uden at det er nødvendigt at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne. VG skulle således præcist have udpeget de faktiske omstændigheder eller dokumenter, som Retten urigtigt skulle have gengivet, men i stedet har VG begrænset sig til at gentage argumenter, der allerede har været fremført for Retten, uden at bevise nogen form for indholdsmæssig urigtighed fra Rettens side. Kommissionen har foreholdt appellanten, at denne har forsøgt at komme uden om, at annullationssøgsmålet vedrørende afgørelsen om udelukkelse fra Team Europe, som appellanten ikke har anlagt i tide, åbenbart må afvises. Dermed skal Domstolen følge den samme tilgang, som den gjorde i sin dom i sagen Guigard mod Kommissionen ( 57 ).
2. Bedømmelse
41.
VG’s andet anbringende kan opdeles i tre led – det første vedrørende en retlig fejl i den retlige kvalificering af samarbejdsaftalen, det andet vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten, og det tredje vedrørende forkert gengivelse »af sagen«.
42.
I forlængelse af det, der er konstateret inden for rammerne af det første anbringende, vil jeg indlede analysen af det andet anbringende med anbringendets andet led vedrørende Rettens tilsidesættelse af begrundelsespligten på det tidspunkt, hvor samarbejdsaftalen blev kvalificeret som en kontrakt. Af de samme grunde som de i punkt 34 i dette forslag til afgørelse angivne skal dette andet led tiltrædes.
43.
Det fremgår af læsningen af VG’s bemærkninger vedrørende Kommissionens ulovlighedsindsigelse, at de argumenter, der bestrider samarbejdsaftalens kontraktmæssige karakter, enten ikke er blevet undersøgt af Retten – som Kommissionens erklæring for ombudsmanden eller manglen på stillingtagen fra Kommissionen vedrørende samarbejdsaftalens karakter i løbet af proceduren vedrørende anmodningen om retshjælp ( 58 ) for Retten – eller er blevet forkastet uden egentlig forklaring ( 59 ). VG støtter sig desuden på præmis 80 i dommen i sagen Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 60 ), hvorefter »det ikke er tilstrækkeligt at påberåbe sig et hvilket som helst kontraktligt forhold […] eller kontraktlige forpligtelser, som ikke tager sigte på den omtvistede adfærd, for at kunne ændre tvistens art ved give den et kontraktligt grundlag«, og udleder deraf, at alene det, at der foreligger en kontrakt, ikke er til hinder for en sag, der undersøger Unionens ansvar uden for kontraktforhold. På denne baggrund forekommer Rettens kvalificering af samarbejdsaftalen som en kontrakt utilstrækkeligt begrundet.
44.
Under henvisning til det ovenstående vil det være overflødigt, at jeg undersøger de resterende led i det andet anbringende.
45.
Hvad angår det første led i det andet anbringende har VG argumenteret for, at Retten har begået en retlig fejl ved at kvalificere skrivelsen som en kontrakt. Retten burde have taget parternes hensigt i betragtning som angivet i punkt 102 i principperne for europæisk aftaleret. VG har foreholdt Retten, at denne ikke har fastslået, hvilken lovgivning der finder anvendelse på kontrakten, og som egenskaben af kontrakt skulle have været undersøg i lyset af. Såfremt dette er fransk ret, som Kommissionen har gjort gældende, burde Retten særlig have været opmærksom på parternes hensigt og på spørgsmålet om, hvorvidt de forpligtelser, der hævdes at følge af samarbejdsaftalen, kunne opfyldes tvangsmæssigt.
46.
Hvad angår argumentet vedrørende parternes hensigt nævner den appellerede kendelse, som fremhævet af VG, ganske rigtigt intet herom, men appellanten selv har ikke drøftet spørgsmålet i sine bemærkninger vedrørende Kommissionens ulovlighedsindsigelse for Retten. Denne har heller ikke påberåbt sig principperne i europæisk aftaleret. Det samme gælder spørgsmålet om tvungen opfyldelse. Disse argumenter skal således afvises, fordi de er nye ( 61 ). Tilsvarende har hverken diskussionen vedrørende fastlæggelsen af den anvendelige ret eller fransk ret været fremført for Retten, hvilket VG har anerkendt. Retten har under alle omstændigheder ikke lagt sig fast på en bestemt ret for at kvalificere samarbejdsaftalen som en kontrakt. Under disse omstændigheder kan ingen kritik rettes mod Rettens analyse, hvoraf følger, at fransk ret ikke forstås eller anvendes korrekt.
47.
Hvad angår det andet anbringendes sidste led bemærkes, at en appelsag i overensstemmelse med artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, er begrænset til retsspørgsmål. Det er alene Retten, der har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, og til at tage stilling til beviserne. Konstateringen af disse faktiske omstændigheder og bedømmelsen af disse elementer er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen, medmindre disse omstændigheder og elementer er blevet forkert gengivet ( 62 ). En sådan forkert gengivelse skal fremgå utvetydigt af akterne i sagen, uden at det er nødvendigt at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne ( 63 ).
48.
Forkert gengivelse er således et begreb, der i høj grad er forbundet med vurderingen af de faktiske omstændigheder. Imidlertid har VG gjort gældende, at den forkerte gengivelse af samarbejdsaftalen hidrører fra Rettens retlige »kvalificering« af denne som en kontrakt. Denne kritik sigter således ikke til den forkerte gengivelse af de faktiske omstændigheder i klassisk forstand i henhold til Domstolens praksis, som er beskrevet i det foregående, men til en fejl i kvalificeringen af samarbejdsaftalen. Således forstået skal det ikke analyseres som et klagepunkt, der er særskilt fra det, der allerede er undersøgt inden for rammerne af det andet anbringendes andet led, og dette fordrer således ikke, at der må foretages nogen supplerende redegørelser.
C. EU’s retsinstansers kompetence til at træffe afgørelse vedrørende VG’s påstand
49.
I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver en af Retten truffen afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise sagen til Retten til afgørelse. Da kendelsen efter min mening skal ophæves, kan Domstolen tage stilling til, om EU’s retsinstanser har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende VG’s påstand.
50.
Det fremgår af alle de relevante elementer i sagen, at Domstolen behørigt skal tage i betragtning, at VG søger at pålægge Unionen ansvar på grund af Kommissionens adfærd ved behandlingen af X’ klage over VG. VG har påberåbt sig tilsidesættelse af chartrets artikel 41, de almindelige principper om god forvaltningsskik, retten til forsvar, artikel 16 i kodeksen for god forvaltningsskik, princippet om at udvise omhu og princippet om uskyldsformodning samt begrundelsespligten og proportionalitetsprincippet. Det hævdede tab er af ikke-økonomisk karakter, idet Kommissionens adfærd angiveligt har krænket VG’s ære, værdighed og omdømme.
51.
Det fremgår således af denne række elementer, at det undersøgte ansvar forekommer prima facie uden for kontrakt. Tilbage står at afgøre, om det af begge parter underskrevne dokument er af en sådan karakter, at det ændrer denne konklusion.
52.
Samarbejds- og tilknytningsaftalen præciserer ikke udtrykkeligt, at den er af kontraktmæssig karakter. Aftalens præambel angiver, at den blot er en sammenfatning af de rettigheder og forpligtelser, som en »tilknytning« til Team Europe indebærer. Intet punkt i skrivelsen antyder, at skrivelsen har en særlig retskraft eller i det mindste en retskraft svarende til en kontrakt. Navnlig nævner intet punkt en mulig sanktion for manglende overholdelse af samarbejdsaftalen. Intet punkt i skrivelsen fastsætter den anvendelige lovgivning eller de kompetente retter til at påkende en mulig tvist. Samarbejdsaftalens punkt 5, stk. 2, bestemmer, at parterne på et hvilket som helst tidspunkt skriftligt kan frigøre sig fra de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i den nævnte skrivelse. Forud for anlæggelse af sagen var Kommissionen selv ikke overbevist om, at samarbejdsaftalen var af kontraktmæssig karakter.
53.
Det kan ikke udledes af det ovenstående, at der foreligger en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, der støtter VG’s påstand i dommen i sagen Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg ( 64 ), uden at begrebet kontrakt i den faktiske sammenhæng i nærværende sag må genovervejes. Jeg må tilføje, at en udledning alene baseret på en læsning af samarbejdsaftalens punkt 5, hvorefter denne er af kontraktmæssig karakter, fordrer en særlig og konkret analyse af den hævdede kontrakts indhold, hvilket Domstolen har udelukket i denne doms præmis 76 og 77 på grund af, at en sådan analyse henhører under undersøgelsen af tvistens realitet og ikke under fastlæggelsen af selve tvistens karakter.
54.
Under alle omstændigheder følger det klart af det ovenstående, at det ikke fremgår af analysen af sagsakterne, at fortolkningen af samarbejdsaftalen som værende en kontrakt er nødvendig for at godtgøre rigtigheden af VG’ påstande.
55.
I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er de faktiske omstændigheder i denne sag ikke sammenlignelige med dem, der gav anledning til dom af 20. maj 2009, Guigard mod Kommissionen ( 65 ). I denne dom forelå der strid om en manglende fornyelse af en arbejdskontrakt, som var indgået med Kommissionen. Appellanten søgte at pålægge Unionen ansvar uden for kontrakt på grund af nægtelsen af at forny dennes arbejdskontrakt. Mens Retten – på grund af de regler, som var påstået tilsidesat ( 66 ), og fordi det var et spørgsmål om at indgå en ny kontrakt – havde fastslået, at sagen kunne anses for henhørende under området for Unionens ansvar uden for kontrakt, der kan forelægges EU’s retsinstanser, fulgte Domstolen ikke denne tilgang, men fastslog, at sagen ikke kunne adskilles fra de kontraktmæssige sammenhænge, der forbandt parterne i arbejdskontrakten, så meget desto mere fordi de betingelser, hvorunder kontrakten kunne fornyes, var fastslået i kontrakten selv ( 67 ). Den kontraktmæssige sammenhæng var helt klar, og parterne bestred ikke, at de havde været kontraktligt forbundne. Dette er en grundlæggende forskel i forhold til situationen i nærværende appelsag, og denne foregående sag kan således ikke automatisk bruges som præcedens til løsningen af nærværende sag.
56.
Det følger således af den foregående bedømmelse, at VG’s erstatningspåstand ikke objektivt og samlet bygger på kontraktlige forpligtelser. Sagens genstand består således i et krav om erstatning uden for kontrakt. Denne er omfattet af Rettens kompetence som defineret i artikel 268 TEUF.
57.
Selv om appelsagen godtages, og sagen for Retten antages til realitetsbehandling, er tvisten dog ikke klar til at blive afgjort vedrørende realiteten. Under disse omstændigheder skal sagen hjemvises til Retten i henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
V. Sagsomkostninger
58.
Da sagen ifølge min bedømmelse skal hjemvises til Retten, skal afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
VI. Forslag til afgørelse
59.
Under henvisning til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at afsige dom som følger:
»1)
Den Europæiske Unions Rets kendelse af 31. maj 2017, MS mod Kommissionen (T-17/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:379), ophæves.
2)
Den af VG anlagte sag T-17/16 skal antages til realitetsbehandling.
3)
I øvrigt hjemvises sagen til Retten.
4)
Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – Kendelse MS mod Kommissionen (T-17/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:379).
( 3 ) – Efter MS’ død den 16.2.2018 anmodede VG, der var den eneste berettigede efter MS, om genoptagelse for at indtræde i denne sidstnævntes rettigheder, hvilket blev ham bevilget. I den videre analyse og i et forsøg på forenkling betegner jeg herefter både appellanten i appelsagen og sagsøgeren for Retten samlet for »VG«.
( 4 ) – Kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446).
( 5 ) – Kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446, præmis 15).
( 6 ) – Kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446, præmis 15).
( 7 ) – Kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446, præmis 16).
( 8 ) – Efter MS’ død er en sådan genansættelse ikke længere tænkelig, og VG har i sin replik for Domstolen ladet denne påstand udgå (jf. denne repliks punkt 10).
( 9 ) – Kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446). Jf. også punkt 5 in fine i dette forslag til afgørelse.
( 10 ) – C-103/11 P, EU:C:2013:245.
( 11 ) – Herefter »chartret«.
( 12 ) – Tilgængeligt på
( 13 ) – C-103/11 P, EU:C:2013:245.
( 14 ) – Dom af 18.4.2013 (C-103/11 P, EU:C:2013:245).
( 15 ) – Dom af 18.4.2013 (C-103/11 P, EU:C:2013:245).
( 16 ) – Dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 67).
( 17 ) – Kommissionen støtter sig her på præmis 65 i dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245).
( 18 ) – Kommissionen har her påberåbt sig kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.1.2018, Kommissionen mod RW (C-442/17 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:6, præmis 66).
( 19 ) – VG støtter sig her på dom af 18.11.2015, Synergy Hellas mod Kommissionen (T-106/13, EU:T:2015:860, præmis 150).
( 20 ) – Kommissionen har her påberåbt sig dom af 20.5.2009, Guigard mod Kommissionen (C-214/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:330), hvormed den fremhæver lighederne med denne sag.
( 21 ) – Dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245).
( 22 ) – C-103/11 P, EU:C:2013:245.
( 23 ) – Jf. artikel 256, stk. 1, TEUF, artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF.
( 24 ) – Jf. artikel 272 TEUF og 274 TEUF.
( 25 ) – Jf. den appellerede kendelses præmis 29 og den deri nævnte retspraksis.
( 26 ) – Dom af 18.4.2013 (C-103/11 P, EU:C:2013:245).
( 27 ) – Jf. dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 64).
( 28 ) – Jf. dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 66). Min fremhævelse.
( 29 ) – Jf. dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 66).
( 30 ) – Jf. dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 66). Min fremhævelse.
( 31 ) – Jf. dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 67). Min fremhævelse.
( 32 ) – Jf. dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 67).
( 33 ) – Jf. den appellerede kendelses præmis 34.
( 34 ) – Jf. den appellerede kendelses præmis 36.
( 35 ) – Jf. den appellerede kendelses præmis 37.
( 36 ) – Jf. den appellerede kendelses præmis 38.
( 37 ) – Dom af 18.4.2013 (C-103/11 P, EU:C:2013:245).
( 38 ) – Jf. punkt 38 i stævningen for Retten.
( 39 ) – Den appellerede kendelses præmis 32 begrænser sig til at sammenfatte VG’s argumentation, som detaljeret er beskrevet i den nævnte kendelses præmis 19-21.
( 40 ) – Jf. den appellerede kendelses præmis 33.
( 41 ) – Den appellerede kendelses præmis 37.
( 42 ) – Kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446).
( 43 ) – Jf. kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446, præmis 15).
( 44 ) – Kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446, præmis 16).
( 45 ) – Blandt en omfattende retspraksis, jf. dom af 30.11.2016, Kommissionen mod Frankrig og Orange (C-486/15 P, EU:C:2016:912, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).
( 46 ) – Den appellerede kendelses præmis 36.
( 47 ) – Som det følger af den appellerede kendelses præmis 37.
( 48 ) – Kendelse af 3.5.2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446).
( 49 ) – Jf. O. Lando og H. Beale (red.), Principles of European Contract Law, Kluwer Law International, Den Haag, London, Boston, 2000, s. 394.
( 50 ) –
( 51 ) – »Det skal i aftalerne undersøges, hvad de kontraherende parters fælles hensigt har været, nærmere end hvad der følger bogstaveligt af aftalens ordlyd« (den version, der fandt anvendelse, da Kommissionen traf de omtvistede afgørelser).
( 52 ) – Som fastsat i artikel 1184 i den franske code civil, som denne var affattet inden den 1.10.2016, hvorefter »[d]en part, over for hvem forpligtelsen ikke er blevet opfyldt, kan vælge imellem at tvinge den anden til at opfylde aftalen, når dette er muligt, eller at kræve erstatning«.
( 53 ) – Dom af 27.11.2018, VG mod Kommissionen (T-314/16 og T-435/16, EU:T:2018:841).
( 54 ) – Kommissionen henviser her til dom af 22.1.2004, Mattila mod Rådet og Kommissionen (C-353/01 P, EU:C:2004:42, præmis 15).
( 55 ) – C-103/11 P, EU:C:2013:245.
( 56 ) – Dom af 18.4.2013 (C-103/11 P, EU:C:2013:245).
( 57 ) – Dom af 20.5.2009 (C-214/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:330).
( 58 ) – Jf. punkt 27 i bemærkningerne vedrørende ulovlighedsindsigelsen.
( 59 ) – Eksempelvis argumentet om, at ordet »forpligtelse« ikke findes i samarbejdsaftalen, eller at henvisningen i den nævnte skrivelses præambel til sammenfatningen af de rettigheder og forpligtelser, som samarbejdsaftalen består af, hvilket bekræfter, at denne er begrænset til at fastlægge retningslinjer, der ikke bindende.
( 60 ) – Dom af 18.4.2013 (C-103/11 P, EU:C:2013:245).
( 61 ) – Blandt en omfattende retspraksis, jf. dom af 17.9.2015, Total mod Kommissionen (C-597/13 P, EU:C:2015:613, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
( 62 ) – Blandt en omfattende retspraksis, jf. dom af 3.12.2015, PP Nature-Balance Lizenz mod Kommissionen (C-82/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:796, præmis 26 og 27), og af 15.6.2017, Spanien mod Kommissionen (C-279/16 P, EU:C:2017:461, præmis 36).
( 63 ) – Blandt en omfattende retspraksis, jf. dom af 16.11.2017, Ludwig-Bölkow-Systemtechnik mod Kommissionen (C-250/16 P, EU:C:2017:871, præmis 39).
( 64 ) – Dom af 18.4.2013 (C-103/11 P, EU:C:2013:245). Jeg bemærker, at Kommissionens blotte påberåbelse af talrige tilstedeværende kontraktmæssige dokumenter i denne dom var tilstrækkelig til, at der forelå en »egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som er forbundet med tvistens genstand, og hvoraf en dybdegående undersøgelse fremstår som uomgængelig for at fastslå den eventuelle ulovlighed af den adfærd, der foreholdes Kommissionen« (jf. dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg, C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 81).
( 65 ) – C-214/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:330.
( 66 ) – Det vil i denne sag sige den fjerde Lomékonvention, princippet om god forvaltningsskik, omsorgsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. dom af 20.5.2009, Guigard mod Kommissionen, C-214/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:330, præmis 43).
( 67 ) – Jf. dom af 20.5.2009, Guigard mod Kommissionen (C-214/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:330, præmis 38).