Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
E. TANCHEV
fremsat den 4. juli 2019(1)
Sag C-56/18 P
Europa-Kommissionen
mod
Gmina Miasto Gdynia,
Port Lotniczy Gdynia Kosakowo sp. z o.o.
»Appel – statsstøtte – artikel 108, stk. 2, TEUF – investeringsstøtte – driftsstøtte – lufthavnsinfrastrukturer – afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked og anordnes tilbagesøgt – Rettens annullation – væsentlig formforskrift – de interesserede parters processuelle rettigheder«
1. Ved nærværende appel har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af Rettens dom i sag T-263/15 (2), for så vidt som artikel 2-5 i Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1586 (3) heri blev annulleret. I denne afgørelse fandt Kommissionen, at de polske kommuner Gdynia og Kosakowo havde tildelt statsstøtte, som var uforenelig med det indre marked, til virksomheden Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo sp. z o.o. (herefter »PLGK«) med henblik på at dække investeringsomkostningerne forbundet med ombygningen af militærlufthavnen Gdynia-Oksywie i det nordlige Polen til en civil lufthavn (»investeringsstøtte«) og den fremtidige lufthavns driftsomkostninger (»driftsstøtte«). Kommissionen undersøgte tilførslen af midler til en samlet værdi af ca. 207,48 mio. polske zloty (PLN) (ca. 48,7 mio. EUR). Den omtvistede afgørelse erstattede den tidligere afgørelse i samme sag, Kommissionens afgørelse 2014/883/EU (4), som den ophævede.
2. I den foreliggende sag skal Domstolen navnlig vurdere, hvorvidt kravet om, at alle interesserede parter skal gives mulighed for at udtale sig i løbet af en statsstøtteprocedure efter en væsentlig ændring af den retlige ramme, er en væsentlig formforskrift (hvis tilsidesættelse ville medføre, at afgørelsen skal annulleres, uanset hvilken indvirkning en sådan ændring måtte have på afgørelsen), eller hvorvidt, hvilket jeg kommer til at konkludere, der kun findes et sådant krav, hvis denne væsentlige ændring kan have indvirkning på afgørelsen.
I. Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse
3. Tvistens relativt komplekse baggrund er beskrevet i detaljer i den appellerede doms præmis 1-25. Jeg skal i forbindelse med nærværende appel begrænse mig til følgende sammendrag.
4. Den 7. september 2012 anmeldte Polen af hensyn til retssikkerheden sine planer om at finansiere det ovennævnte projekt til Kommissionen. Polen bekræftede senere, at den anmeldte finansiering allerede var uigenkaldeligt tildelt.
5. Efter brevveksling mellem Kommissionen og Polen indledte Kommissionen ved afgørelse af 2. juli 2013 en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og opfordrede interesserede parter til at sende deres bemærkninger (afgørelse C(2013) 4045 final af 2.7.2013 om foranstaltning SA.35388 (2013/C) (ex 2013/NN og ex 2012/N) – Polen – Etablering af Gdynia-Kosakowo-lufthavnen (EUT 2013, C 243, s. 25) (herefter »indledningsbeslutningen«)). Da Kommissionen ikke havde modtaget bemærkninger fra Polen eller interesserede parter, vedtog den den 11. februar 2014 afgørelse 2014/883, hvori den erklærede statsstøtten (både investeringsstøtten og driftsstøtten) uforenelig med det indre marked. Kommissionen undersøgte denne støtte i medfør af undtagelsen i artikel 107, stk. 3, litra a), TEUF og retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for 2007-2013 (EUT 2006, C 54, s. 13, herefter »regionalretningslinjerne«).
6. Kosakowo kommune og Gdynia kommune samt PLGK anfægtede afgørelse 2014/883 ved Retten (sagerne T-215/14 og T-217/14). Polen intervenerede i begge sager. I mellemtiden afsagde byretten i Gdańsk-Polnoc en kendelse, der erklærede PLGK konkurs, og ifølge hvilken lufthavnen skulle afvikles. I forbindelse med sagen ved Retten tilbagekaldte Kommissionen den 25. februar 2015 afgørelse 2014/883 og erstattede den med den omtvistede afgørelse. Årsagen hertil var, at det i indledningsbeslutningen var fastslået, at investeringer i bygninger og udstyr til brandfolk, toldembedsmænd, lufthavnens sikkerhedsvagter, politifolk og grænsevagter ikke udgør statsstøtte, og Kommissionen mente, at denne konklusion ikke kunne drages i tvivl i den endelige afgørelse om foranstaltningen.
7. I perioden mellem afgørelse 2014/883 og den omtvistede afgørelse trådte Meddelelse fra Kommissionen – Retningslinjer for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber af 31. marts 2014 (EUT 2014, C 99, s. 3, herefter »2014-retningslinjerne«) i kraft den 4. april 2014, hvilke retningslinjer erstattede rammebestemmelserne for statsstøtte til luftfartssektoren fra 2005 (herefter »2005-retningslinjerne«) (5). På baggrund af punkt 172 i 2014-retningslinjerne fastslog Kommissionen i den omtvistede afgørelse, at disse retningslinjers principper ikke fandt anvendelse på investeringsstøtte ydet før den 4. april 2014, men at de med det samme fandt anvendelse på driftsstøtten.
8. I 244. betragtning til den omtvistede afgørelse bemærkede Kommissionen, at den havde baseret sin vurdering af driftsstøtten i 227. betragtning til afgørelse 2014/883 på den holdning, at »tildeling af driftsstøtte med henblik på at sikre driften af et investeringsprojekt, der modtager uforenelig investeringsstøtte, er principielt uforenelig med det indre marked«. Uden investeringsstøtten, der var uforenelig med det indre marked, ville Gdynia lufthavn ikke eksistere, da den udelukkende finansieres af den støtte, og der kan ikke ydes driftsstøtte til ikke-eksisterende lufthavnsinfrastruktur. I 245. betragtning anførte Kommissionen, at den konklusion, der blev truffet på grundlag af 2005-retningslinjerne, også gælder i medfør af 2014-retningslinjerne og er tilstrækkelig til at fastslå, at den driftsstøtte, der ydes til lufthavnsoperatøren, er uforenelig med det indre marked. I 246. og 247. betragtning til den omtvistede afgørelse henviste Kommissionen til den første betingelse for forenelighed med det indre marked i henhold til 2014-retningslinjerne (i punkt 113 deri) og til afgørelse 2014/883, idet den forklarede, at hvis denne støtte ikke var forenelig med 2005-retningslinjerne, ville den heller ikke være forenelig med 2014-retningslinjerne. Endelig undersøgte Kommissionen i 248. og 249. betragtning til den omtvistede afgørelse for fuldstændighedens skyld driftsstøttens overensstemmelse med regionalretningslinjerne.
I. Sagen for Retten og den appellerede dom
9. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. maj 2015 anlagde Gdynia og PLGK (i denne appel samlet benævnt »de indstævnte«) sag til prøvelse af den omtvistede afgørelse. Polen intervenerede til støtte for dette søgsmål. Ved den appellerede dom tog Retten det af Gdynia og PLGK anførte sjette anbringendes tredje klagepunkt til følge, hvorved de gjorde gældende, at Kommissionen havde tilsidesat deres processuelle rettigheder som interesserede parter (dvs. ved at fratage dem muligheden for at fremkomme med bemærkninger til anvendelsen af de nye 2014-retningslinjer).
II. Appelsagen
A. Det første og det andet appelanbringende
1. Det første appelanbringendes første led (urigtig retlig kvalificering af interesserede parters ret til at fremkomme med deres bemærkninger)
a) Kort sammendrag af parternes argumenter
10. Kommissionen har gjort gældende, at dens konklusion i den omtvistede afgørelse om, at driftsstøtten var uforenelig med det indre marked, var støttet på to indbyrdes uafhængige grunde. Hovedgrunden var, at investeringsstøtten selv var uforenelig med det indre marked, hvorimod den manglende opfyldelse af 2014-retningslinjernes første betingelse (driftsstøtte, som bidrager til et veldefineret mål af fælles interesse) alene var en yderligere, supplerende begrundelse. Ikke desto mindre lagde Retten til grund, at driftsstøttens uforenelighed med det indre marked udelukkende fulgte af en anvendelse af 2014-retningslinjerne.
11. Ifølge det første appelanbringendes første led begik Retten en fejl i dens retlige kvalifikation af »de [interesserede] parters ret til at fremkomme med deres bemærkninger« i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF i strid med dom af 8. maj 2008, Ferriere Nord mod Kommissionen (C-49/05 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:259, herefter »Ferriere Nord-dommen«, præmis 78-84).
12. Kommissionen har gjort gældende, at det fremsatte anbringende i denne henseende ikke kan antages til realitetsbehandling, da Polen ikke anlagde sag til prøvelse af den omtvistede afgørelse på baggrund af en overtrædelse af Polens ret til forsvar eller ret til en kontradiktorisk procedure.
13. Kommissionen har endvidere anført, at Retten, i betragtning af at tilsidesættelsen af interesserede parters ret til at fremsætte bemærkninger ikke udgør en væsentlig formforskrift, burde have afvist at antage sjette anbringendes tredje klagepunkt til realitetsbehandling og ikke have undersøgt dette anbringende ex officio.
14. De indstævnte har gjort gældende, at Kommissionens tilgang forringer betydningen af interesserede parters ret til at blive hørt, inden der træffes afgørelse. Ifølge de indstævnte fremgår det tydeligt af dom af 11. december 2008, Kommissionen mod Freistaat Sachsen (C-334/07 P, EU:C:2008:709, herefter »Freistaat Sachsen-dommen«, præmis 56), at Kommissionen, når der sker en ændring af den retlige ramme, inden afgørelsen vedtages, skal opfordre interesserede parter til at fremsætte bemærkninger om støttens forenelighed. De indstævnte er af den opfattelse, at der er vigtige faktiske og retlige forskellige mellem Ferriere Nord-sagen og den foreliggende sag. I Ferriere Nord-sagen var indledningsbeslutningen og den endelige afgørelse identiske. Endvidere var de retlige rammer, som i denne sag fulgte efter hinanden, i det væsentlige enslydende, hvilket gjorde det muligt for Domstolen at fastslå, at Kommissionen ikke var forpligtet til at opfordre parterne til at fremsætte bemærkninger.
15. I den foreliggende sag var det i sidste ende de betydelige forskelle mellem de retlige rammer og Kommissionens forpligtelse til i tilstrækkelig grad at fastsætte parametrene for dens vurdering, som foranledigede Retten til at anse Kommissionens forpligtelse til at give interesserede parter mulighed for at fremsætte bemærkninger for en væsentlig formforskrift. I modsætning til, hvad Kommissionen har anført, er det ikke eventuelle bemærkningers indvirkning på den endelige afgørelse, som afgør forpligtelsen til at opfordre parter til at fremsætte bemærkninger om ændrede retlige rammer, men snarere denne ændrings væsentlige karakter.
16. Den polske regering har gjort gældende, at interesserede parters ret til at fremsætte bemærkninger i en formel undersøgelsesprocedure skal vurderes på et mere generelt plan som en vigtig del af god retspleje i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Kommissionen har i sin sagsbehandling pligt til at iagttage chartret, som pålægger Kommissionen forpligtelser, der er strengere i denne henseende, end de var, inden chartret trådte i kraft. Den polske regering er af den opfattelse, at Domstolen i Freistaat Sachsen-dommen (præmis 55) fandt, at Kommissionens pligt til at give interesserede parter mulighed for at fremsætte bemærkninger er et væsentligt formkrav. Domstolen formulerede dernæst i dommens præmis 56 en undtagelse fra dette princip i tilfælde, hvor der ikke foretages indholdsmæssige ændringer af den retlige ramme, inden der træffes afgørelse. Denne undtagelse skal undergives en streng fortolkning og bør ikke anvendes i nærværende sag, henset til, at der med 2014-retningslinjerne blev indført en væsentlig ændring af den retlige ramme. Endelig tilsidesatte Kommissionens adfærd Polens ret til forsvar i dennes egenskab af den medlemsstat, til hvilken den omtvistede afgørelse retter sig.
b) Bedømmelse
17. Domstolen tog første gang stilling til spørgsmålet om interesserede parters ret til at fremsætte bemærkninger i Ferriere Nord-dommen, præmis 83, hvor den fastslog, at »Kommissionen […] ikke fra det nye regelsæt [har] udledt principper og vurderingskriterier, som ville have ændret dens vurdering, og under disse særlige omstændigheder var en ny høring af de interesserede parter ikke nødvendig, for så vidt som den næppe ville ændre den omtvistede afgørelse«. Det er værd at bemærke, at Domstolen foretog en udtrykkelig henvisning til den ændrede retlige rammes eventuelle indvirkning på afgørelsen.
18. Domstolen udtalte sig derefter om dette spørgsmål i Freistaat Sachsen-dommen, præmis 55 og 56. I denne dom anførte Domstolen ikke nogen udtrykkelig henvisning til den ændrede retlige rammes eventuelle indvirkning på afgørelsen, men fastslog, at »når Kommissionen beslutter at indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende påtænkt støtte, skal dette gøre det muligt for interesserede parter, herunder den eller de berørte virksomheder, at fremsætte bemærkninger. Denne bestemmelse udgør et væsentligt formkrav […] Det følger heraf, at når de bestemmelser, der var gældende, da en medlemsstat foretog anmeldelse af påtænkt støtte, bliver ændret, inden Kommissionen vedtager sin afgørelse, skal sidstnævnte med henblik på at træffe afgørelse på grundlag af de nye bestemmelser, således som den er forpligtet til, opfordre interesserede parter til at udtale sig om støttens forenelighed med sidstnævnte bestemmelser. Det forholder sig kun anderledes, hvis de nye bestemmelser ikke indeholder indholdsmæssige ændringer i forhold til de bestemmelser, der tidligere var gældende« (min fremhævelse, Domstolen henviser i denne dom til Ferriere Nord-dommen, præmis 68-71).
19. Jeg vil nævne, at Freistaat Sachsen-sagen, særlig præmis 56, vedrørte et andet retligt spørgsmål end det, som var omhandlet i Ferriere Nord-sagen. Den førstnævnte sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen tilsidesatte princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, da den ved sin afgørelse af denne sag anvendte forordning nr. 70/2001. Denne forordning var ny på dette tidspunkt og definerede kategorier af statsstøtte til fordel for små og mellemstore virksomheder som forenelig med det indre marked og ikke omfattet af anmeldelsespligten i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF. Den trådte i kraft efter støtteforanstaltningen blev anmeldt til Kommissionen. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger vedrørende anvendelsen af denne forordning, og præmis 56 i Freistaat Sachsen-sagen skal derfor ses ud fra dette synspunkt.
20. Efter min opfattelse er den foreliggende sag sammenlignelig med Ferriere Nord-sagen, hvor Kommissionen havde undladt at høre de interesserede parter om betingelserne for forenelighed med det indre marked, som var fastlagt i retningslinjerne, og som var trådt i kraft inden vedtagelsen af den omtvistede afgørelse. Det var netop i denne faktiske sammenhæng, at Domstolen ikke fandt, at en sådan høring havde karakter af en væsentlig formforskrift.
21. På trods af Ferriere Nord-dommen fastslog Retten i den appellerede dom, at det forhold, at de interesserede parter ikke var blevet hørt med hensyn til de nye 2014-retningslinjer, udgjorde en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, og en tilsidesættelse heraf medfører annullation af den pågældende foranstaltning, uden at det er nødvendigt at vurdere, om procedurens resultat ville have været et andet, hvis den proceduremæssige uregelmæssighed ikke havde foreligget (præmis 81 og 83).
22. Som nævnt i dette forslag til afgørelses punkt 2, er det min konklusion i nærværende sag, at kravet om at høre de interesserede parter i løbet af proceduren alene gælder, hvis den væsentlige ændring af den retlige ramme kan have indvirkning på den endelige afgørelse.
23. Efter min opfattelse ville det ikke være foreneligt med Domstolens retspraksis fuldstændigt at se bort fra en sådan indvirkning. Domstolen søger at bevare den grundlæggende og derfor exceptionelle karakter af krav, som udgør væsentlige formforskrifter. Som påpeget af generaladvokat Sharpston i forslaget til afgørelse Spanien mod Kommissionen, C-114/17 P, EU:C:2018:309, præmis 95, har »Domstolen fastslået, at manglende overholdelse af en væsentlig formforskrift medfører annullation af den retsakt, der er behæftet hermed […] I denne forbindelse er […] kun de formforskrifter, som i det væsentlige er forbundet med udformningen og tilkendegivelsen af hensigten hos den vedtagende myndighed, […] væsentlige. Overholdelse af disse er af generel interesse […] Disse formforskrifter er af så afgørende betydning, at enhver tilsidesættelse af disse medfører annullation af den efterfølgende retsakt, uanset om udfaldet af proceduren ville have været anderledes, såfremt formforskrifterne var blevet overholdt« (6).
24. Endvidere er det for det første værd at bemærke, at Retten synes at se bort fra, at interesserede parter i statsstøttesager ikke har nogen ret til forsvar eller til en kontradiktorisk forhandling med Kommissionen, idet deres rolle alene er at fremlægge alle oplysninger, som kan klarlægge forholdene for Kommissionen (7).
25. Den administrative procedure vedrørende statsstøtte indledes alene mod den medlemsstat, som er ansvarlig for ydelsen af støtten. Det er endvidere medlemsstaten, som Kommissionens endelige afgørelse er rettet til, hvilket begrunder medlemsstatens privilegerede status i forhold til kontakten med Kommissionen (8) og navnlig dens ret til forsvar (9).
26. Dette står i modsætning til de interesserede parters begrænsede proceduremæssige rettigheder i statsstøttesager: Høringer af disse parter tilsigter alene at fremskaffe alle de nødvendige oplysninger fra dem, således at Kommissionen kan basere sin fremtidige handling på alle relevante forhold (10). De interesserede parters væsentlige rolle er derfor at være »informationskilder« for Kommissionen (11). Faktisk har selv den polske regering i sit skriftlige indlæg medgivet, at interesserede parters ret til at fremsætte bemærkninger »ikke er identisk« med den ret til forsvar, som tilkommer den pågældende medlemsstat.
27. Interesserede parter har således ikke en særlig stilling i proceduren og kan selvsagt ikke påberåbe sig rettigheder, som er lige så omfattende som den sagsøgte medlemsstats rettigheder (12) – retten til at blive hørt under proceduren er en rettighed, som tilkommer personer, mod hvem proceduren er indledt (13). Navnlig kan de ikke påberåbe sig en ret til behandling af Kommissionen svarende til den, medlemsstaten får (14). Deres eneste ret er at deltage i den administrative procedure i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til de nærmere omstændigheder i den foreliggende sag (15).
28. Som Retten således med rette har fastslået, indeholder generelle retsprincipper, såsom retten til en retfærdig rettergang, retten til at blive hørt, princippet om god forvaltning eller ikke-diskriminering, ikke grundlag for Unionens retsinstanser til at udvide de processuelle rettigheder, som ifølge traktaten og afledt ret tilkommer de interesserede parter under en procedure om kontrol med statsstøtte (16). Proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF er derfor alene en kontradiktorisk procedure i forhold til den omhandlede medlemsstat og ikke i forhold til de interesserede parter (17).
29. For det andet skal det fremhæves, at Retten i den appellerede dom ikke fastslog, at Kommissionen skulle have indledt en ny formel procedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF som sådan. Den har i stedet lagt Kommissionen til last, at den tilsidesatte en væsentlig formforskrift ved ikke at give de interesserede parter mulighed for at fremsætte bemærkninger til 2014-retningslinjerne.
30. Jeg er enig med Kommissionen i, at det følger af præmis 55 og 56 i Freistaat Sachsen-dommen, at det for så vidt angår interesserede parter i statsstøtteprocedurer er nødvendigt at skelne mellem en »væsentlig formforskrift« i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF på den ene side og andre proceduremæssige rettigheder (som ikke i det væsentlige er forbundet med tilkendegivelsen af Kommissionens hensigt i en afgørelse på grundlag af artikel 108, stk. 2, TEUF) på den anden side (18). Sådanne rettigheder omfatter interesserede parters ret til at fremsætte bemærkninger til de bestemmelser, som Kommissionen har til hensigt at anvende for at vurdere den omhandlede foranstaltning. Det er denne rettighed, der var omhandlet i Ferriere Nord-sagen, og i dommen i sagen anså Domstolen den ikke for en »væsentlig formforskrift« (som selv den polske regering har anerkendt i punkt 13 i sit svarskrift).
31. Kommissionens forpligtelse til at give interesserede parter mulighed for at fremsætte bemærkninger efter indledningen af en formel undersøgelse udgør en væsentlig formforskrift (Freistaat Sachsen, præmis 55 og 56). I den foreliggende sag opfyldte Kommissionen denne forpligtelse ved at offentliggøre indledningsbeslutningen. Henset til, at Kommissionen ikke havde baseret sig på nye faktiske omstændigheder, var den ikke forpligtet til at genåbne den formelle undersøgelse og på ny opfordre interesserede parter til at fremsætte bemærkninger. Domstolen fastslog, at når den retlige ramme ændres i løbet af proceduren i et omfang, hvor denne ændring er tilstrækkelig identisk og næppe kan ændre den oprindelige vurdering foreslået af Kommissionen, er en ny høring af de interesserede parter ikke nødvendig (Ferriere Nord-dommen, præmis 79-83) – og, som jeg skal forklare nedenfor, er situationen den samme i nærværende sag.
32. Hvis høringen af interesserede parter kunne anses for at udgøre en væsentlig formforskrift i en situation, hvor den retlige ramme ændrer sig i løbet af proceduren (som det var tilfældet her), ville Domstolen ikke have foretaget en bedømmelse i Ferriere Nord-sagen af de nye bestemmelsers indvirkning på Kommissionens vurdering. Endvidere ville en sådan konklusion være det samme som at anerkende, at interesserede parter har ret til forsvar, hvilket ville være i strid med den retspraksis, som jeg har henvist til ovenfor. Selv i det tilfælde følger det imidlertid af fast retspraksis, at tilsidesættelsen af retten til forsvar, som er en stærkere ret end retten til at fremsætte bemærkninger, kun kan medføre, at den omtvistede afgørelse annulleres, hvis det fastslås, at denne procedure kunne føre til et andet resultat, såfremt denne tilsidesættelse ikke havde fundet sted (19).
33. Hvis en forpligtelse som den her omhandlede blev anset for at udgøre en væsentlig formforskrift, der medfører, at en afgørelse, som tilsidesætter denne forpligtelse, automatisk annulleres, ville vi kunne havne i en situation, hvor de interesserede parter har en bedre beskyttelse af deres rettigheder end selve sagens parter (for at tilsidesættelsen af retten til forsvar skal kunne medføre annullation af en afgørelse, skal tilsidesættelsen i princippet være til skade for den, som afgørelsen retter sig til).
34. Dette gælder så meget desto mere, som dette ville være i strid med retspraksis om medlemsstaters ret til forsvar (som udgør en stærkere ret end retten til at fremsætte bemærkninger): Domstolen har f.eks. fastslået, at det ikke var berettiget at annullere en afgørelse, som var vedtaget, efter at en tidligere afgørelse om en statsstøttes forenelighed med det indre marked blev annulleret, selv om den nye afgørelse tog hensyn til et vilkår, som medlemsstaten ikke var blevet hørt om (20). Domstolen har tilsvarende fundet, at en afgørelse ikke kunne annulleres til trods for, at den tog højde for bemærkninger, som var indgivet af interesserede parter, men som ikke var forelagt for den pågældende medlemsstat til udtalelse (21). I disse sager tog Domstolen udtrykkeligt stilling til, hvorvidt den omtvistede afgørelse ville have været anderledes, hvis Kommissionen havde undladt at anvende betingelser, som ikke var forelagt for medlemsstaten i strid med dens ret til forsvar.
35. Det kan tilføjes, at såfremt Domstolen måtte se bort fra en bedømmelse af, hvilken indvirkning vedtagelsen af nye retningslinjer har på afgørelsen, så ville dette føre til, at der ikke blev taget hensyn til situationer som den i hovedsagen omhandlede, hvor – selv om det er rigtigt, at den retlige ramme havde ændret sig – den omhandlede støtte var driftsstøtte, og dens uforenelighed med det indre marked ikke var baseret på den gældende retlige ramme for denne form for støtte, men på uforeneligheden med det indre marked af den centrale støtte til lufthavnsprojektet (investeringsstøtte).
36. De tildelte midler var tiltænkt at skulle dække såvel investeringsomkostningerne (dvs. ombygningen af lufthavnen: investeringsstøtten) som omkostningerne forbundet med at drive den ombyggede lufthavn i begyndelsens af dens virksomhed (driftsstøtten).
37. Den proceduremangel, som Retten har identificeret, vedrører alene driftsstøtten.
38. Jeg henviser i denne forbindelse til den nøjagtige ordlyd af 244. betragtning (jf. dette forslag til afgørelses punkt 8). Konklusionen i denne betragtning er tydeligvis selvstændig og afhænger på ingen måde af Kommissionens retningslinjer. Den gælder både i henhold til 2014-retningslinjerne og 2005-retningslinjerne eller for den sags skyld i henhold til regionalretningslinjerne.
39. Faktum er, at Retten i den appellerede doms præmis 85 så en klar forbindelse mellem investeringsstøtten og driftsstøtten.
40. Den fandt imidlertid, at der forelå en vis uklarhed hvad angår den retlige ramme, som denne forbindelse var støttet på.
41. Ifølge Retten beroede denne uklarhed på forskellen mellem de retlige rammer, som var angivet i 245. betragtning til den omtvistede afgørelse, og de, som var angivet i 227. og 228. betragtning til afgørelse 2014/883, samt ordlyden af sidstnævnte afgørelse.
42. Selv om den foreliggende appel ikke benægter denne forskel, er jeg enig med Kommissionen i, at denne forskel mellem retlige rammer i sidste ende ikke er relevant i den foreliggende sag, henset til, at afgørelsen om at anse driftsstøtten for uforenelig med det indre marked (primært) er baseret på et logisk princip med hjemmel i artikel 107 TEUF, som finder anvendelse under alle omstændigheder.
43. I 244. betragtning til den omtvistede afgørelse henviste Kommissionen faktisk til 227. betragtning til afgørelse 2014/883 og gentog konklusionen i denne afgørelse, hvorefter »tildeling af driftsstøtte med henblik på at sikre driften af et investeringsprojekt, der modtager uforenelig investeringsstøtte[, der er uforenelig med det indre marked], er principielt uforenelig med det indre marked« (min fremhævelse). I den efterfølgende sætning i 244. betragtning retfærdiggjorde Kommissionen sin konklusion på følgende måde: »Uden den [med det indre marked] uforenelige investeringsstøtte ville Gdynia lufthavn ikke eksistere, da den udelukkende finansieres af den støtte, og der kan ikke ydes driftsstøtte til ikkeeksisterende lufthavnsinfrastruktur.«
44. Rettens uforholdsmæssigt formalistiske tilgang i den appellerede dom er allerede blevet kritiseret i den retsvidenskabelige litteratur (22): »[U]anset forskellene [mellem de forskellige retningslinjer] overså Retten et vigtigt punkt. Kommissionen fandt, at støtten til Gdynia lufthavn var uforenelig med det indre marked, fordi den finansierede dobbelt og derfor unødvendig infrastruktur. Den nærliggende lufthavn i Gdansk opererede ikke med fuld kapacitet, og der var ingen grund til at bygge endnu en lufthavn. Retten vurderede ikke, hvorvidt forskellene i ordlyden mellem regionalretningslinjerne og luftfartretningslinjerne ville have gjort en forskel for Kommissionens konklusion om, at infrastruktur ikke udgjorde et legitimt mål af almen interesse. Polen gjorde fornuftigt nok ikke gældende, at landet havde ret til at spilde sine penge. Hvad sker der nu? Kommissionen vil formentligt genåbne den formelle undersøgelsesprocedure, løse problemet med vurderingens retsgrundlag, behandle en række andre spørgsmål, som Domstolen har rejst som f.eks. den forskellige vurdering af driftsstøtte og investeringsstøtte, og vedtage den negative afgørelse på ny. Det er ret utænkeligt, at Kommissionen vil medgive, at støtte til overflødig infrastruktur er i forenelig med det indre marked.«
45. Det skal tilføjes, at det åbenlyst alene var »subsidiært«, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse bemærkede, at driftsstøtten ligeledes var uforenelig i henhold til 2014-retningslinjerne.
46. Jeg vil gå så langt som at sige, at det var uheldigt, at Kommissionen gjorde dette supplerende argument gældende, som Retten siden fokuserede på og (fejl)fortolkede således, at den omtvistede afgørelse skulle annulleres.
47. Efter min opfattelse burde Kommissionen i den omtvistede afgørelse alene have baseret driftsstøttens uforenelighed med det indre marked på begrundelsen i 244. og 245. betragtning til denne afgørelse (jf. dette forslag til afgørelses punkt 8).
48. Det er sandt, at dette rejser spørgsmålet om, hvorfor Kommissionen ikke blot berigtigede sin tidligere afgørelse i stedet for at vedtage en ny afgørelse (hvilket indebar en ny procedure). Som Kommissionen imidlertid forklarede i retsmødet, var dette ikke muligt i den foreliggende sag, da en reducering af tildelingen af midler ville kræve en ny vurdering af kriteriet vedrørende den private investor (for at fastlægge om der var en økonomisk fordel).
49. Det ovenstående rejser endvidere følgende spørgsmål: På hvilket trin i den administrative procedure gør den væsentlige formforskrift sig gældende? Som Kommissionen gjorde gældende i retsmødet, sker dette i en situation, hvor Kommissionen er i tvivl om støtteforanstaltningens forenelighed med det indre marked. Fra og med dette tidspunkt er Kommissionen forpligtet til at offentliggøre beslutningen om at indlede en formel undersøgelsesprocedure i Den Europæiske Unions Tidende. Således indebærer den væsentlige formforskrift, at alle interesserede parter (konkurrenter, støttemodtagere osv.) og medlemsstater ud fra denne offentliggørelse har mulighed for at fremsætte bemærkninger i forhold til den foranstaltning, som Kommissionen undersøger.
50. Hvis den retlige ramme derfor ændres i løbet af proceduren ved Kommissionen, og denne ændring er væsentlig og kan påvirke resultatet af vurderingen af foranstaltningens forenelighed med det indre marked, kan Kommissionen opfordre medlemsstaten til at fremsætte bemærkninger. Det er imidlertid kun medlemsstaten (og ikke interesserede parter), som kan fremsætte bemærkninger og denne situation udgør, vigtigt nok, ikke en væsentlig formforskrift.
51. Imidlertid har de indstævnte i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens standpunkt er i strid med chartret og det forhold, at EU er et retsfællesskab, og at det svækker de interesserede parters (PLGK som modtager af støtten) og Polens ret til at fremsætte bemærkninger. De har endvidere gjort gældende, at chartret forpligter Kommissionen til at tage hensyn til interesserede parters ret til at blive hørt inden en afgørelse om statsstøtte.
52. Det er imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at chartrets ikrafttræden ikke ændrede karakteren af de rettigheder, som indrømmes i henhold artikel 108, stk. 2, og stk. 3, TEUF. Kontrollen af statsstøtte er endvidere ikke en administrativ procedure, som indledes mod modtageren af støtten, og chartret har ikke til hensigt at ændre karakteren af den prøvelse af statsstøtte, som er fastsat af EUF-traktaten, eller at overdrage en ret til kontrol til tredjemand, som ikke følger af artikel 108 TEUF (23).
53. Endelig har de indstævnte gjort gældende, at Kommissionens administrative praksis i den foreliggende sag er i strid med den fremgangsmåde, som er fulgt i andre sager: De har henvist til Kommissionens offentliggørelse af en opfordring til at fremlægge bemærkninger ved anvendelsen af artikel 108, stk. 2, TEUF med hensyn til 2014-retningslinjerne. Denne opfordring var rettet til medlemsstater og lufthavne, som modtog støtte, i overensstemmelse med den formelle undersøgelse indledt af Kommissionen (EUT 2014, C 113, s. 30). Denne høring fandt sted efter vedtagelsen af afgørelse 2014/883, men inden den omtvistede afgørelse blev vedtaget. De indstævnte har anført, at det forhold, at hverken den polske regering eller de indstævnte havde mulighed for at fremlægge sådanne bemærkninger, udgør forskelsbehandling.
54. Jeg mener ikke, at dette rejser tvivl om min vurdering ovenfor. Den ovennævnte opfordring er normal procedure i lignende situationer og udgør god forvaltning fra Kommissionens side. Under alle omstændigheder er situationen ikke sammenlignelig med den foreliggende situation og udgør ikke en beslutning om at indlede en formel undersøgelsesprocedure, ligesom den ikke udgør et supplement til en sådan beslutning.
55. Af ovenstående grunde bør det første appelanbringendes første led tages til følge.
2. Det første appelanbringendes andet led og det andet appelanbringende (urigtig fortolkning og anvendelse af Ferriere Nord-dommen og Kommissionens afgørelse)
a) Kort sammenfatning af parternes argumenter
56. Ifølge det første appelanbringendes andet led har Retten, selv hvis det lægges til grund – som Retten gjorde – at driftsstøttens uforenelighed med det indre marked alene følger af en anvendelse af 2014-retningslinjerne, hvilket ikke er tilfældet, fortolket og anvendt Ferriere Nord-dommen urigtigt, da de bestemmelser, der blev anvendt ved efterprøvelsen af driftsstøtten, i det væsentlige er identiske med de bestemmelser, der blev anvendt i afgørelse 2014/883, som blev vedtaget på grundlag af 2005-retningslinjerne, hvorfor eventuelle bemærkninger til 2014-retningslinjerne for så vidt ikke kunne have indvirket på afgørelsens konklusion.
57. Kommissionen har for det første gjort gældende, at dette anbringende under alle omstændigheder er uvirksomt, da den omtvistede afgørelse er støttet på to indbyrdes uafhængige grunde, som allerede er nævnt. For det andet er Kommissionen af den opfattelse, at Retten, selv hvis det lægges til grund, at den omtvistede afgørelse alene baserede sig på 2014-retningslinjerne – i overensstemmelse med Ferriere Nord-dommen – burde have taget hensyn til det forhold, at de omhandlede bestemmelser i 2014-retningslinjerne i det væsentlige var identiske med bestemmelserne i 2005-retningslinjerne. For det tredje er den første betingelse for, at den driftsstøtte, som ydes til lufthavne, er forenelig med det indre marked, som fastsat i punkt 113 i 2014-retningslinjerne, i det væsentlige identisk med betingelsen i 2005-retningslinjerne. Endelig har de indstævnte i deres stævning i første instans alene anfægtet anvendelsen af 2014-retningslinjerne uden at angive, hvordan betingelserne deri skulle have været anvendt.
58. De indstævnte har gjort gældende, at deres anbringende kunne realitetsbehandles ved Retten uanset Rettens mulighed for at vurdere det ex officio, da det udgjorde en simpel uddybning af et argument, som var indeholdt i stævningen i første instans. De indstævnte har endvidere gjort gældende, at den grundlæggende forskellige karakter af de af Kommissionen anvendte retningslinjer, skyldes a) det forhold, at de første retningslinjer vedrører regionalstøtte og de andre sektorstøtte, og b) de mange elementer, som allerede er nævnt ovenfor. Endelig var Retten ikke forpligtet til at bedømme, om ændringen af den retlige ramme havde væsentlig indvirkning på den omtvistede afgørelses resultat.
59. Den polske regering har gjort gældende, at den appellerede dom på korrekt vis identificerede de væsentlige ændringer af 2014-retningslinjerne i forhold til 2015-retningslinjerne. For det andet har den polske regering gjort gældende, at ændringen af retningslinjernes retsgrundlag har en afgørende betydning. Henset til ordlyden af artikel 107, stk. 3, litra a), TEUF i forhold til ordlyden af artikel 107, stk. 3, litra c), indeholder sidstnævnte en yderligere betingelse. Kommissionen burde derfor i betragtning af 2014-retningslinjerne [vedtaget i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF] tage hensyn til eventuelle konkurrencefordrejninger som følge af tildeling af støtte, hvilket er en betingelse, som ikke indgik i 2005-retningslinjerne, der er vedtaget i medfør af artikel 107, stk. 3, litra a).
60. Med sit andet appelanbringende har Kommissionen gjort gældende, at Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 89 om, at den omtvistede afgørelse er ulovlig, beror på en urigtig fortolkning af begrundelsen for driftsstøttens uforenelighed med det indre marked, der er angivet i 244. betragtning til den omtvistede afgørelse, i henhold til hvilken denne begrundelse fulgte af 2014-retningslinjerne og afgørelse 2014/883. Den urigtige fortolkning af 244. betragtning til den omtvistede afgørelse er resultatet af den urigtige fortolkning af 245. betragtning til denne afgørelse.
61. Den i 245. betragtning til den omtvistede afgørelse anvendte formulering »[…] i medfør af [2014-retningslinjerne]« indebærer ikke, at den omhandlede konklusion følger af disse retningslinjer. Der menes hermed, at en anvendelse af anvisningerne i retningslinjerne fra 2014 ikke kan ændre denne konklusion. Der redegøres i 245. betragtning til den omtvistede afgørelse for det forhold, at den omstændighed, at driftsstøtten er uforenelig med det indre marked, hvilket følger af investeringsstøttens uforenelighed med det indre marked, gælder uanset retningslinjerne fra 2014. Den mindre »uklarhed«, som Retten i den appellerede doms præmis 85 henviste til i forhold til afgørelse 2014/883, kan ikke rejse tvivl om, at den ovenfor nævnte konklusion, der er anført i den omtvistede afgørelse, er lovlig.
62. Kommissionen har gjort gældende, at Retten, når den i den appellerede doms præmis 86 fastslog, at de interesserede parter skulle have haft lejlighed til at udtale sig om driftsstøttens forenelighed med det indre marked under den formelle administrative procedure, gik ud over den sag, der var anlagt for den. Dette skyldes, som Retten selv har anerkendt i samme præmis, at begrundelsen for driftsstøttens uforenelighed med det indre marked ikke beror på 2014-retningslinjerne. En sådan konklusion kan alene følge af artikel 107, stk. 1, TEUF og det anførte om, at denne konklusion er nået inden for rammerne af det første eller det andet sæt retningslinjer, således som Retten udtalte i den appellerede doms præmis 87, bygger på en fejlagtig vurdering.
63. De indstævnte har for det første gjort gældende, at Kommissionens andet appelanbringende vedrører den appellerede doms præmis 84-87, men at disse udtalelser fra Retten kun er subsidiære, hvorfor dette anbringende er uvirksomt. De indstævnte har for det andet gjort gældende, at det andet appelanbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, da det vedrører en faktisk omstændighed. De indstævnte har for det tredje anført, at den omtvistede afgørelses ulovlighed beror på den manglende høring af interesserede parter og ikke de grunde, som begrundede uforeneligheden med det indre marked.
64. Den polske regering har med hensyn til det andet appelanbringende kritiseret Kommissionen for at have en formodning om indholdet og omfanget af de bemærkninger, som denne regering og de interesserede parter ville have fremsat, hvis de havde haft mulighed herfor. Endvidere har Kommissionen i 245. betragtning til den omtvistede afgørelse udtrykkeligt henvist til principperne i punkt 113 i 2014-retningslinjerne og i 246. betragtning anvendt den første betingelse i dette punkt i retningslinjerne.
b) Bedømmelse
65. Henset til, at første appelanbringendes første led tages til følge, for så vidt som forpligtelsen til at høre parterne, såfremt der foretages en væsentlig ændring af den retlige ramme i løbet af proceduren, ikke udgør en væsentlig formforskrift, ønsker Kommissionen en vurdering fra Domstolen – på grundlag af det første appelanbringendes andet led og det andet appelanbringende – af, hvorvidt Kommissionen reelt skulle overholde forpligtelsen til at høre de interesserede parter i den foreliggende sag.
66. De indstævnte har rejst spørgsmålet om, hvorvidt det andet appelanbringende kan antages til realitetsbehandling (jf. dette forslag til afgørelses punkt 63 ff.). Dette argument kan imidlertid ikke tiltrædes, da Kommissionen har ret til at anfægte den appellerede doms præmis 81-88. Dette skyldes, at Retten i disse præmisser behandlede Kommissionens argumenter vedrørende Ferriere Nord-dommen, og Retten støttede sin begrundelse på bl.a. denne retspraksis. Det er således min opfattelse, at Rettens fortolkning af den omtvistede afgørelse (og afgørelse 2014/883) i den foreliggende sag ikke er et element, som falder uden for Domstolens kontrol.
67. Det følger af Rettens begrundelse, at retten til at fremsætte nye bemærkninger opstår, så snart nye retningslinjer finder anvendelse i løbet af en igangværende procedure. Jeg er imidlertid enig med Kommissionen i, at Retten, for i overensstemmelse med Ferriere Nord-dommen at fastslå, at Kommissionen har tilsidesat sin forpligtelse til at give interesserede parter mulighed for at fremsætte bemærkninger i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, vil skulle fastslå, at afgørelsen, der fastslår, at driftsstøtte er uforenelig med det indre marked, alene var baseret på 2014-retningslinjerne, og at de væsentligt ændrede 2005-retningslinjerne (dvs., at Retten ville være nødt til at vurdere, om anvendelsen af de nye retningslinjer konkret kunne have konsekvenser for den omtvistede afgørelses begrundelse).
68. Retten foretog ikke en sådan vurdering. For at afvise Kommissionens argumenter foretog Retten i stedet blot en abstrakt sammenligning af bestemmelserne i og retsgrundlaget for 2014-retningslinjerne og 2005-retningslinjerne (jf. den appellerede doms præmis 73-77). Retten fastslog endvidere ikke, at den første betingelse vedrørende den fælles interesse (som undersøges i 246. betragtning til den omtvistede afgørelse) adskiller sig væsentligt fra betingelserne i 2005-retningslinjerne. Retten støttede sig i den appellerede doms præmis 76 og 84 alene på de to ordningers retsgrundlag, da den fastslog, at deres betingelser er sammenfaldende.
69. I Ferriere Nord-dommen begrænsede Domstolen sig imidlertid ikke til at foretage en abstrakt sammenligning af bestemmelserne i 1994-regelsættet og det nye 2001-regelsæt, således som man kunne forledes til at tro ved læsning af Freistaat Sachsen-dommens præmis 56. Domstolen henviste i stedet til det nye 2001-regelsæt, som var anvendt i den omhandlede afgørelse, og undersøgte dernæst om det indeholdt væsentlige ændringer i forhold til 1994-regelsættet. Domstolens bedømmelse angik således de nye bestemmelser i 2001-regelsættet, som Kommissionen havde anvendt i den pågældende sag (jf. Ferriere Nord-dommens præmis 78, 82 og 83). Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl vedrørende Domstolens ovennævnte retspraksis.
70. Det er endvidere nødvendigt at tage hensyn til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, som gør, at den adskiller sig fra Freistaat Sachsen-sagen og Ferriere Nord-sagen, nemlig det forhold at afgørelse 2014/883 blev erstattet af den omtvistede afgørelse. Retten skulle derfor ikke blot have koncentreret sin sammenligning om bestemmelserne i de to sæt retningslinjer, der blev anvendt (som det var tilfældet i Ferriere Nord-sagen), men også om indholdet af Kommissionens to afgørelser med hensyn til den driftsstøtte, som PLGK var bevilget.
71. Det følger af den omtvistede afgørelse (244. og 245. betragtning), at de eventuelle bemærkninger fra de indstævnte ikke kunne have indvirket på procedurens resultat, og de kunne heller ikke have haft indvirkning på den omtvistede afgørelse eller navnlig vurderingen af driftsstøttens forenelighed med det indre marked. Dette skyldes, at dens uforenelighed med det indre marked var en følge af den investeringsstøtte, som var ydet med henblik på ombygningen og opstarten af Gdynia-Kosakowo lufthavnen (jf. endvidere 246. betragtning til den omtvistede afgørelse).
72. Jeg er enig med Kommissionen i, at der – som det følger af Ferriere Nord-dommen – ved bedømmelsen af betydningen af tilsidesættelsen af de interesserede parters ret til at udtale sig om nye retningslinjer skal tages hensyn til indholdet af den vedtagne afgørelse (objektivt kriterium) og ikke blot, som den polske regering og Retten har anført (den appellerede doms præmis 83), konklusionen, som Kommissionen kunne have kommet frem til på grundlag af nye retningslinjer (subjektivt kriterium).
73. Selv om bedømmelsen måtte blive baseret på sådanne bemærkninger (hvilket ikke er tilfældet), fremgår det af de indstævntes skriftlige indlæg, at deres bemærkninger til 2014-retningslinjerne ikke kunne have indvirket på procedurens resultat angående driftsstøttens forenelighed med det indre marked.
74. Som det fremgår ovenfor i forhold til Rettens fejlagtige fortolkning af begrundelsen for driftsstøttens uforenelighed med det indre marked, følger det klart af 244. betragtning til den omtvistede afgørelse, at den primære årsag var det forhold, at investeringsstøtten selv blev erklæret uforenelig med dette marked.
75. Som Retten selv har bemærket i den appellerede doms præmis 86, følger driftsstøttens uforenelighed med det indre marked, som er begrundet i investeringsstøttens uforenelighed med dette marked, ikke af en betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i regionalretningslinjerne eller 2014-retningslinjerne. Eftersom 2014-retningslinjerne ikke fandt anvendelse på investeringsstøtten, hvis uforenelighed med det indre marked ikke er anfægtet, kunne 2014-retningslinjernes anvendelse på driftsstøtten ganske enkelt ikke have ændret den omtvistede afgørelses resultat.
76. Det følger af ovenstående betragtninger, at både det første anbringendes andet led og det andet anbringende ligeledes skal tages til følge. Den appellerede dom skal således annulleres, og det sjette anbringendes tredje klagepunkt i første instans skal forkastes som ugrundet og under alle omstændigheder som uvirksomt. Sagen skal derfor hjemvises til Retten med henblik på behandling af de øvrige fem appelanbringender.
B. Det tredje appelanbringende (domkonklusionens punkt 1 i den appellerede dom er uforholdsmæssig)
77. Kommissionen har – subsidiært for det tilfælde, at Domstolen måtte forkaste de ovennævnte appelanbringender – gjort gældende, at domkonklusionens punkt 1 i den appellerede dom, hvormed den omtvistede afgørelses artikel 2-5 annulleres i deres helhed, er uforholdsmæssig, og at Retten med urette fastslog, at den omtvistede afgørelse ikke kan opdeles. De indstævnte og den polske regering har i det væsentlige gjort gældende, at det tredje appelanbringende skal forkastes som ugrundet.
78. Henset til, at det første og det andet appelanbringende tages til følge, og det tredje appelanbringende alene er subsidiært, anser jeg det ikke for nødvendigt for Domstolen at behandle det.
III. Forslag til afgørelse
79. Af disse grunde foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»1) Rettens dom af 17. november 2017 i sag T-263/15, Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo mod Kommissionen, ophæves.
2) Det sjette anbringendes tredje klagepunkt forkastes som ugrundet og under alle omstændigheder som uvirksomt.
3) Sagen hjemvises til Retten med henblik på behandling af de øvrige fem anbringender.
4) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 Dom af 17.11.2017, Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo mod Kommissionen (EU:T:2017:820, herefter »den appellerede dom«).
3 Afgørelse af 26.2.2015 om foranstaltning SA.35388 (13/C) (ex 13/NN og ex 12/N) – Polen – Etablering af Gdynia-Kosakowo-lufthavnen (meddelt under nummer C(2015) 1281) (EUT 2015, L 250, s. 165, herefter »den omtvistede afgørelse«).
4 Afgørelse af 11.2.2014 om foranstaltning SA.35388 (13/C) (ex 13/NN og ex 12/N) – Polen – Etablering af Gdynia-Kosakowo-lufthavnen (meddelt under nummer C(2014) 759) (EUT 2014, L 357, s. 51, herefter »afgørelse 2014/883«).
5 Meddelelse fra Kommissionen – EF-retningslinjer for finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartsselskaber, som opererer fra regionale lufthavne (EUT 2005, C 312, s. 1).
6 – Min fremhævelse. Domstolen afviste dette appelanbringende fra realitetsbehandling og tog derfor ikke stilling til realiteten. Forslaget henviser til dom af 20.10.1987, Spanien mod Kommissionen (128/86, EU:C:1987:447, præmis 25), generaladvokat Fennellys forslag til afgørelse Kommissionen mod ICI (C-286/95 P og C-287/95 P, EU:C:1999:578, punkt 22-26), og dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI (C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 42 og 52).
7 – Jf. dom af 12.7.1973, Kommissionen mod Tyskland (70/72, EU:C:1973:87, præmis 19), af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France (C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 59), og af 24.9.2002, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen (C-74/00 P og C-75/00 P, EU:C:2002:524, præmis 80-83).
8 – Jf. bl.a. dom af 8.7.2004, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, T-198/01, EU:T:2004:222, præmis 61) (Domstolen forkastede appellen af denne dom).
9 – Dom af 18.11.2004, Ferriere Nord mod Kommissionen (T-176/01, EU:T:2004:336, præmis 74).
10 – Jf. bl.a. dom af 12.7.1973, Kommissionen mod Tyskland (70/72, EU:C:1973:87, præmis 19), og af 14.1.2004, Fleuren Compost mod Kommissionen (T-109/01, EU:T:2004:4, præmis 41). Jf. i denne henseende endvidere L. Ortiz Blanco (red.), »EC Competition Procedure«, anden udgave, 2006, Oxford, s. 840 og den deri nævnte retspraksis.
11 – Dom af 24.9.2002, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, (C-74/00 P og C-75/00 P, EU:C:2002:524, præmis 81 og 82), og af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige (C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 180 og 181). Jf. endvidere dom af 22.10.1996, Skibsværftsforeningen m.fl. mod Kommissionen (T-266/94, EU:T:1996:153, præmis 256) (ikke appelleret), af 8.7.2004, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen (T-198/01, EU:T:2004:222, præmis 192) (Domstolen forkastede appellen af denne dom), og af 2.7.2015, Frankrig og Orange mod Kommissionen (T-425/04 RENV og T-444/04 RENV, EU:T:2015:450, præmis 161) (appellen blev forkastet).
12 – Dom af 24.9.2002, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen (C-74/00 P og C-75/00 P, EU:C:2002:524, præmis 83).
13 – Jf. bl.a. dom af 18.11.2004, Ferriere Nord mod Kommissionen (T-176/01, EU:T:2004:336, præmis 74).
14 – Dom af 24.9.2002, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen (C-74/00 P og C-75/00 P, EU:C:2002:524, præmis 82), og af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige (C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 181). Jf. endvidere dom af 8.7.2004, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen (T-198/01, EU:T:2004:222, præmis 61 og 192) (Domstolen forkastede appellen af denne dom), og af kendelse af 6.11.2012, Castelnou Energía mod Kommissionen (T-57/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:580, præmis 115) (ikke appelleret).
15 – Jf. bl.a. dom af 6.3.2003, Westdeutsche Landesbank Girozentrale og Land Nordrhein-Westfalen mod Kommissionen (T-228/99 og T-233/99, EU:T:2003:57, præmis 125) (ikke appelleret).
16 – Jf. dom af 8.7.2004, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen (T-198/01, EU:T:2004:222, præmis 194) (Domstolen forkastede appellen af denne dom).
17 – Jf. bl.a. dom af 6.3.2003, Westdeutsche Landesbank Girozentrale og Land Nordrhein-Westfalen mod Kommissionen (T-228/99 og T-233/99, EU:T:2003:57, præmis 168) (ikke appelleret), af 14.1.2004, Fleuren Compost mod Kommissionen (T-109/01, EU:T:2004:4, præmis 43), og af 8.7.2004, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen (T-198/01, EU:T:2004:222, præmis 61) (Domstolen forkastede appellen af denne dom).
18 – Jf. endvidere den sondring, som generaladvokat Sharpston foretog i forslag til afgørelse Spanien mod Kommissionen (C-114/17 P, EU:C:2018:309, punkt 95 og 96).
19 – Dom af 5.10.2000, Tyskland mod Kommissionen (C-288/96, EU:C:2000:537, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).
20 – Dom af 12.11.1998, Spanien mod Kommissionen (C-415/96, EU:C:1998:533, præmis 40 og 41).
21 – Dom af 5.10.2000, Tyskland mod Kommissionen (C-288/96, EU:C:2000:537, præmis 101-104 og den deri nævnte retspraksis). Jf. endvidere Rettens praksis, dom af 30.4.2014, Tisza Erőmű mod Kommissionen (T-468/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:235, præmis 217 og den deri nævnte retspraksis) (ikke appelleret).
22 – P. Nicolaides, The Legal Basis of the (In)compatibility of Aid Must be Clear, på den ansete blog »State Aid H« af lexxion .
23 – Jf. dom af 9.12.2014, Netherlands Maritime Technology Association mod Kommissionen (T-140/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1029, præmis 60), og af 6.7.2017, SNCM mod Kommissionen (T-1/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:470, præmis 85 og 86).
Full & Egal Universal Law Academy