FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. BOBEK
fremsat den 7. maj 2019 ( 1 )
Sag C-347/18
Alessandro Salvoni
mod
Anna Maria Fiermonte
(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Milano (retten i Milano, Italien))
»Retligt samarbejde i civile sager – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 53 – attest, som bekræfter, at retsafgørelsen truffet af den oprindelige ret er eksigibel – retspleje – den oprindelige rets beføjelser – forbrugerbeskyttelse – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«
I. Indledning
1.
I henhold til det system, der er indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) ( 2 ), skal en retsafgørelse, der er truffet af en ret i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater uden anvendelse af en særlig procedure. Hvis den er eksigibel i domsstaten, er den eksigibel i de øvrige medlemsstater, uden at der er behov for en eksekvaturprocedure.
2.
Med henblik på i en medlemsstat at få fuldbyrdet en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, skal den, der fremsætter anmodningen herom, dog for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed fremlægge en kopi af retsafgørelsen og en attest – udstedt i henhold til artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 – som bekræfter, at den pågældende retsafgørelse er eksigibel, og at den indeholder et uddrag af retsafgørelsen (herefter »artikel 53-attesten«).
3.
Hvilken karakter har den pågældende procedure egentlig, og hvilke beføjelser har den oprindelige ret i denne sammenhæng? Det er i det væsentlige de spørgsmål, der er rejst af Tribunale di Milano (retten i Milano, Italien) i den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse. Den forelæggende ret har navnlig ønsket oplyst, om den oprindelige ret, der stod for udstedelsen af artikel 53-attesten, af egen drift kan undersøge, om den retsafgørelse, der er genstand for anmodningen om fuldbyrdelse, blev truffet i strid med kompetencereglerne på området for forbrugeraftaler, hvorved retten i givet fald kan informere forbrugeren om en sådan overtrædelse og give vedkommende mulighed for at overveje mulighederne for at gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen af retsafgørelsen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.
II. EU-retten
4.
I 26. betragtning til forordning nr. 1215/2012 anføres:
»Den gensidige tillid til retsplejen i Unionen berettiger princippet om, at retsafgørelser truffet i en medlemsstat bør anerkendes i alle medlemsstater, uden at der er behov for en særlig procedure. Desuden gør målet om at gøre det mindre langsommeligt og mindre dyrt at føre retssager på tværs af landegrænserne det berettiget at afskaffe den erklæring om eksigibilitet, der skal afgives, inden der kan ske fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. En retsafgørelse, der er truffet af en ret i en medlemsstat, bør derfor behandles på samme måde, som hvis den var blevet truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.«
5.
Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 bestemmer:
»I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5):
[…]
c)
i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.«
6.
I henhold til de betingelser, der følger af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, kan »[s]ager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, […] kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl«.
7.
Artikel 42, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fastsætter:
»For i en medlemsstat at få fuldbyrdet en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, skal den, der fremsætter anmodningen herom, fremlægge følgende for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed:
a)
en kopi af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå dens ægthed, og
b)
en attest udstedt i medfør af artikel 53, som bekræfter, at retsafgørelsen er eksigibel, og som indeholder et uddrag af retsafgørelsen og alt efter omstændighederne de relevante oplysninger om, hvilke sagsomkostninger der kan tilbagesøges, og oplysninger om beregning af renter.«
8.
Artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 bestemmer:
»Efter anmodning fra en berettiget part afslås anerkendelse af en retsafgørelse:
[…]
e)
såfremt afgørelsen strider mod:
i)
kapitel II, afdeling 3, 4 eller 5, såfremt forsikringstageren, den sikrede, en begunstiget i henhold til forsikringsaftalen, den skadelidte, forbrugeren eller arbejdstageren er den sagsøgte […]«
9.
I artikel 46 i forordning nr. 1215/2012 anføres: »Efter anmodning fra den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, afslås fuldbyrdelse af en retsafgørelse, når det konstateres, at en af de i artikel 45 omhandlede grunde foreligger.«
10.
I artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 bestemmes: »Den oprindelige ret udsteder på begæring af enhver berettiget part attesten ved brug af formularen i bilag I.«
III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og det præjudicielle spørgsmål
11.
Den 3. november 2015 indgav Alessandro Salvoni, der driver advokatvirksomhed i Milano, en anmodning til Tribunale di Milano (retten i Milano) om at udstede et betalingspåkrav til Anna Maria Fiermonte (bosat i Hamborg) med hensyn til det beløb, som hun skyldte sagsøgeren i form af honorar for hans erhvervsmæssige aktivitet i forbindelse med en retssag vedrørende et testamente.
12.
Den 26. oktober 2015 udstedte Tribunale di Milano (retten i Milano) et betalingspåkrav på 53297,68 EUR med tillæg af renter og omkostninger (herefter »det omtvistede betalingspåkrav«).
13.
Anna Maria Fiermonte fremsatte ikke indsigelse mod det omtvistede betalingspåkrav, som er blevet endeligt. Alessandro Salvoni anmodede herefter Tribunale di Milano (retten i Milano) om udstedelse af artikel 53-attesten.
14.
Den forelæggende ret vurderede dog, efter en internetsøgning, som den forelæggende ret ex officio foretog, og en efterprøvelse af Alessandro Salvonis argumentation, at i) forholdet mellem Alessandro Salvoni og Anna Maria Fiermonte udgør et forbrugerforhold, og at ii) Alessandro Salvoni udøver virksomhed rettet mod den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, jf. artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1215/2012. På denne baggrund fandt retten, at Alessandro Salvoni i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 skulle have rejst sagen mod sin klient ved retterne i den medlemsstat, hvor sidstnævnte har bopæl (Tyskland).
15.
Tribunale di Milano (retten i Milano), der da handlede i relation til proceduren for attestering i medfør af artikel 53, vurderede herefter, at den tidligere havde forsømt at efterprøve rettens kompetence i henhold til forordning nr. 1215/2012 som påkrævet i henhold til dennes artikel 28, stk. 1, da det omtvistede betalingspåkrav blev udstedt.
16.
Under disse omstændigheder har den forelæggende ret givet udtryk for, at en umiddelbar udstedelse af artikel 53-attesten kan være i strid med EU-retten, da den kan fratage den person, mod hvem betalingspåkravet kan gøres gældende, adgangen til effektive retsmidler. Den forelæggende ret har erkendt, at den ikke i henhold til artikel 42 og 53 i forordning nr. 1215/2012 har beføjelsen til at afvise udstedelse af attesten, da det omtvistede betalingspåkrav er blevet endeligt. Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om retten alligevel har beføjelser i henhold til artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 fortolket i lyset af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) til at tage andre skridt med henblik på beskyttelse af forbrugeren.
17.
I denne forbindelse har den forelæggende ret henvist til Domstolens praksis, hvorefter forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende, og hvor der derfor under visse omstændigheder kan være behov for positive foranstaltninger ved de nationale retter, om fornødent i form af egen drift, for at ophæve uligheden ( 3 ). I en situation som den i hovedsagen omhandlede må den rette balance – ifølge den forelæggende ret – sikres mellem behovet for at sikre en hurtig og effektiv fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for Den Europæiske Union og behovet for at sikre en effektiv beskyttelse af forbrugere.
18.
Den rette balance kunne ifølge den forelæggende ret sikres ved gennem fortolkning at antage, at artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 giver den oprindelige ret mulighed for ex officio at udøve sine beføjelser med henblik på at undersøge, om kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 4, i den pågældende forordning (dvs. dens artikel 17-19) er overtrådt, og i givet fald at informere forbrugeren om den mulige overtrædelse. Forbrugeren ville derved blive gjort opmærksom på muligheden for, gennem de foranstaltninger, der er til rådighed i henhold til artikel 45, stk. 1, litra e), og artikel 46 i forordning nr. 1215/2012, at gøre indsigelse mod anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelsen ved retten i den medlemsstat, hvori vedkommende har bopæl.
19.
På baggrund af disse betragtninger har Tribunale di Milano (retten i Milano) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 53 i forordning [nr. 1215/2012] og [chartrets] artikel 47 […] fortolkes således, at de er til hinder for, at den ret i domsstaten, som anmodningen om udstedelse af [artikel 53-attesten] med henvisning til en endelig retsafgørelse er rettet til, udøver beføjelser ex officio med det formål at undersøge, om bestemmelserne i kapitel II, afdeling 4, [i forordning nr. 1215/2012] er blevet tilsidesat, idet forbrugeren således kan orienteres om den eventuelt konstaterede tilsidesættelse og bevidst kan overveje, om vedkommende vil benytte det i forordningens artikel 45 fastlagte retsmiddel?«
20.
Den tjekkiske regering, Irland og den italienske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i denne sag.
IV. Bedømmelse
A. Indledende bemærkninger
21.
Jeg vil først gøre rede for min opfattelse af den foreliggende sag med henblik på at afgrænse bedømmelsen af de retlige problemstillinger, som den rejser.
22.
For det første blev det omtvistede betalingspåkrav udstedt af Tribunale di Milano (retten i Milano), som samtidig er den nationale ret, der i sin egenskab af oprindelig ret modtog begæringen om udstedelse af artikel 53-attesten, der blev indgivet vedrørende dette påkrav, og som besluttede at forelægge sagen med anmodning om præjudiciel afgørelse. Jeg formoder, at det oprindelige betalingspåkrav, selv om der nominelt foreligger samme kompetence, blev udstedt af et andet dommerkollegium ved denne ret (eller af en anden dommer).
23.
For det andet er det omtvistede betalingspåkrav ikke et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav ( 4 ). Der synes at være tale om en retsafgørelse, der alene er truffet i henhold til national ret, hvorfor den udelukkende medfører grænseoverskridende anerkendelse og fuldbyrdelse, såfremt den er i overensstemmelse med de mekanismer, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012.
24.
For det tredje er det ikke angivet i den forelæggende rets anmodning om præjudiciel afgørelse, om der er foretaget forkyndelse over for Anna Maria Fiermonte, den sagsøgte med bopæl i Tyskland. Det er derfor uklart, om Anna Maria Fiermonte faktisk havde mulighed for at gøre indsigelse mod udstedelsen af betalingspåkravet efter Alessandro Salvonis anmodning, og om hun faktisk havde modtaget de pågældende dokumenter. Selv om det bestemt ikke er genstanden for den foreliggende sag, er det måske nyttigt at erindre om, at manglende forkyndelse af dokumenter i en anden medlemsstat som udgangspunkt generelt vil have indflydelse på den afsagte afgørelses endelighed, hvad enten den (afhængigt af sagens konkrete omstændigheder) vurderes i henhold til EU-retten eller national ret.
25.
Endelig, og for det fjerde, nævnes det heller ikke i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at der er hjemmel i national lov for den fremgangsmåde, der er foreslået af den forelæggende ret. I lyset af dette kan man forestille sig to scenarier.
26.
På den ene side kunne man forestille sig, at der findes bestemmelser i national ret, der tillader eller ligefrem forpligter den oprindelige ret til, når den modtager en begæring om udstedelse af artikel 53-attesten, at foretage en form for efterprøvelse af den retsafgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse. Hvis dette var tilfældet, må man formode, at der i national lov ville være forskrifter med henblik på en efterprøvelse af afgørelsen, hvis man konstaterede problemer vedrørende den oprindelige retsafgørelse. Det er naturligvis et andet spørgsmål, om en sådan procedure faktisk ville være i overensstemmelse med artikel 53 i forordning nr. 1215/2012. Det synes dog nærliggende at antage, at enhver lovgivningsmæssig eller retlig reaktion i den sammenhæng ville være rettet mod den underliggende afgørelse.
27.
På den anden side – og dette synes at være tilfældet her – er det muligt, at de nationale retsforskrifter ikke fastsætter en sådan kontrolmekanisme, og at den potentielle hjemmel for den fremgangsmåde, der er foreslået af den forelæggende ret, udelukkende kan følge af EU-retten.
28.
Hvis man et øjeblik atter ser bort fra problemstillingen om, hvorvidt en sådan efterprøvelse er mulig i henhold til EU-retten, må jeg dog indrømme, at jeg står noget tvivlende over for den metode, som den forelæggende ret har til hensigt at anvende, og i denne sammenhæng over for den følge, som efterprøvelsen, hvis den var mulig, ville få. Hvis jeg har forstået den forelæggende rets hensigt rigtigt, ville retten gerne udstede artikel 53-attesten, men samtidig henlede en af parternes opmærksomhed på den oprindelige procedure og oplyse parten om, at denne kan gøre indsigelse gældende mod fuldbyrdelsen af den selvsamme afgørelse, som retten netop har attesteret.
29.
Hvor velmenende og sindrig den fremgangsmåde, der er foreslået af den forelæggende ret, end måtte være, og uafhængigt af, om en sådan kommunikation mellem dommeren og sagsøgte er tilladt i henhold til national ret, er det min overbevisning, at en sådan fremgangsmåde ville være vanskeligt forenelig med en række generelle retsprincipper.
30.
For det første ville en udstedelse ved den oprindelige ret af en attest, der fastslår, at en retsafgørelse er eksigibel, samtidig med en meddelelse til sagsøgte med oplysninger om den angiveligt fejlagtigt trufne afgørelse underminere det princip om gensidig tillid, der er udgangspunktet for systemet med gensidig anerkendelse af retsafgørelser ( 5 ). Det ville næppe blot være de fuldbyrdelsesmyndigheder, som anmodningen rettes til, der ville betvivle, om der kan næres tillid til afgørelser fra en sådan ret.
31.
For det andet ville den fremgangsmåde, der er foreslået af den forelæggende ret, tillige være i strid med retssikkerhedsprincippet, da den grundlæggende ville skabe tvivl om ikke direkte vedrørende den retlige gyldighed da i hvert fald om den faktiske funktion af artikel 53-attesten og den underliggende endelige retsafgørelse.
32.
For det tredje og måske væsentligst nærer jeg alvorlig tvivl om, hvorvidt den fremgangsmåde, der er foreslået af den forelæggende ret, er i overensstemmelse med princippet om en retfærdig rettergang og princippet om processuel ligestilling som præciseret i det såkaldte »princip om, hvorledes rettergangen fremstår for en lægmand«, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udviklede fra det generelt accepterede kriterium, hvorefter »justice must not only be done; it must also be seen to be done«. Overholdelse af artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention fordrer, at en rettergang både fremstår som og materielt er retfærdig. Det medfører særligt, at medlemmer af retten ud over at være upartiske og uafhængige tillige under hele sagen skal agere på en måde, der ikke efterlader mistanke om forudindtagethed ( 6 ). Jeg formoder, at de samme retlige principper også finder anvendelse i Unionens retsorden ( 7 ).
33.
Set i forhold til disse standarder ville den fremgangsmåde, der er foreslået af den forelæggende ret, i praksis betyde, at retten ikke længere ville være repræsenteret ved en upartisk dommer, men at den af egen vilje og tilsyneladende uden for de processuelle rammer ville træde ind i en rolle som sagsøgtes juridiske rådgiver og give den ene part juridisk rådgivning vedrørende indsigelser mod en afgørelse, som retten netop har attesteret, mens den anden part har anmodet om dens fuldbyrdelse.
34.
I dette forslag til afgørelse vil jeg derfor forstå det spørgsmål, der er forelagt af den nationale ret, som et generelt spørgsmål, der er løsrevet fra den konkrete fremgangsmåde, der overvejes af den nationale ret: Er en national ret ved udstedelse af artikel 53-attesten berettiget (eller endog forpligtet) i henhold til EU-retten til at efterprøve, om den retsafgørelse, der skal attesteres, blev truffet i strid med kompetencereglerne på området for forbrugeraftaler?
35.
Med denne formulering vil besvarelsen af spørgsmålet naturligt give svar vedrørende de potentielle muligheder, der sigtes til ovenfor, dvs. hvorvidt en sådan fremgangsmåde ville være tilladt (eller påkrævet) direkte i henhold til EU-retten, og svar på, om nationale retsforskrifter, der hjemler en sådan efterprøvelse, ville være i overensstemmelse med de tilsvarende EU-retlige forskrifter. I begge disse scenarier ville den eneste mulige processuelle konsekvens af en sådan efterprøvelse dog skulle rettes mod den underliggende nationale afgørelse eller potentielt mod fortsættelsen af attestationsproceduren (i form af en undladelse af at udstede artikel 53-attesten); med andre ord konsekvenser, der er forenelige med en upartisk dommers retslige funktion.
36.
Når dette er sagt, og inden behandlingen af den foreliggende sags realitet, er der behov for bemærkninger vedrørende Domstolens kompetence i den foreliggende sag. Skønt ingen af de parter, der har afgivet indlæg, har fremført spørgsmålet, må Domstolen af egen drift efterprøve, om den har kompetence til at træffe afgørelse i en sag, hvor de betingelser for Domstolens kompetence, der følger af artikel 267 TEUF, eventuelt ikke er opfyldt.
B. Domstolens kompetence (første akt)
37.
Udøver en oprindelig ret i forbindelse med den procedure, der er fastlagt i artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, retslige funktioner? Eller er den handling, hvor der i det væsentlige foretages en »gennemførelse« af en endelig national afgørelse i den form, der følger af bilag I, blot af administrativ karakter, hvorfor den muligvis falder uden for definitionen af en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF?
38.
Domstolen har til en vis grad forholdt sig til denne problemstilling i sin nylige dom i Gradbeništvo Korana-sagen, hvor den fastslog, at under omstændigheder som de i sagen omhandlede er en sag om udstedelse af en attest i medfør af artikel 53 af judiciel karakter, hvorfor den forelæggende ret var berettiget til at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse ( 8 ).
39.
Den vurdering, der udelukkende er gældende for omstændigheder som behandlet under denne hovedsag, fremkalder spørgsmålet om, hvorvidt proceduren for udstedelse af artikel 53-attesten altid er af retslig karakter; eller i det mindste om denne procedure også har en retslig karakter i en situation som under den foreliggende hovedsag.
40.
I henhold til fast praksis tager Domstolen, når den skal vurdere, om det organ, der forelægger en sag, er en »ret« efter betydningen i artikel 267 TEUF – et spørgsmål, som alene skal afgøres på grundlag af EU-retten – en hel række forhold i betragtning, der benævnes »Dorsch-kriterierne« ( 9 ). Med henblik på at bedømme, om den kan betragtes som en »ret«, der er berettiget til at forelægge en sag for Domstolen, skal det efterprøves, om den pågældende nationale myndighed er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, samt om den er uafhængig.
41.
For at afgøre, om et nationalt organ, som ifølge lovgivningen er tillagt forskellige funktioner, må kvalificeres som en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF, er det desuden nødvendigt at undersøge den særlige karakter af de funktioner, retslige eller administrative, det udøver, i den specielle lovgivningsmæssige sammenhæng, hvori det forelægger spørgsmål for Domstolen, med henblik på at afgøre, om der verserer en tvist for det, og om forelæggelsen sker med henblik på afgørelse af en retssag ( 10 ). Det er i særdeleshed sådan, at et nationalt organ – selv når det udgør et retsligt organ i henhold til de relevante nationale bestemmelser ( 11 ) – ikke kan betragtes som en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF under omstændigheder, hvor det træffer en afgørelse i en sag, der verserer for det, når det derved udøver ikke-judicielle funktioner, såsom funktioner af administrativ karakter ( 12 ).
42.
Herefter kunne Domstolen indlede en detaljeret drøftelse af, hvorvidt hvert enkelt Dorsch-kriterium er opfyldt, med henblik på at vurdere, om den faktisk kan besvare det spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret. Jeg stiller mig dog tvivlende over for, om en sådan tilgang ville være hensigtsmæssig, af den simple grund, at det i den foreliggende sag er realiteten, der afgør, om der kan foretages realitetsbehandling og omvendt. Hvis det præjudicielle spørgsmål fra den nationale ret ikke besvares (med hensyn til rækkevidden og karakteren af proceduren vedrørende artikel 53-attesten), er det ikke muligt at fastlægge, hvilken rolle (retslig eller blot administrativ) en national ret udøver i henhold til EU-retten i forbindelse med den procedure, og dermed at vurdere problemstillingen om, hvorvidt Domstolen kan besvare spørgsmålet. Man må før eller siden, under diskussionen af, hvorvidt Domstolen kan besvare spørgsmålet, forholde sig til realiteten, og senest, når procedurens karakter (retslig, inter partes) drøftes i henhold til artikel 53 i forordning nr. 1215/2012. Resultatet af den diskussion ville da skulle anvendes på spørgsmålet om, hvorvidt Domstolen kan besvare spørgsmålet, mens man samtidig lod som om, dette hele tiden blot var en vurdering af muligheden for at besvare spørgsmålet.
43.
Jeg finder en sådan tilgang lidet praktisk. Den ville også medføre behov for at drøfte en række af de andre Dorsch-kriterier, som er af ringe eller endog ingen betydning for det egentlige problems kerne, hvilket tillige ville fordre en nærmere undersøgelse af en række særlige forhold i national ret, som ganske enkelt ikke er til rådighed.
44.
Derfor vil jeg, frem for at indlede en uden tvivl medrivende drøftelse af, hvorvidt ægget kom før hønen, og i hvilken udstrækning hønen definerer ægget, gå direkte til en bedømmelse af æggets indre. Som følge heraf forholder jeg mig først til sagens realitet og vender derefter, for fuldstændighedens skyld, kort tilbage til spørgsmålet om kompetence i den sidste del af dette forslag til afgørelse ( 13 ).
C. Bedømmelse af det præjudicielle spørgsmål
45.
Ved sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, fortolket i lyset af chartrets artikel 47, er til hinder for, at den ret, som oprindeligt har modtaget anmodningen om udstedelse af attesten vedrørende en retsafgørelse, der har opnået virkning i henhold til princippet om retskraft, udøver sine beføjelser af egen drift med henblik på at efterprøve, hvorvidt afgørelsen blev truffet i strid med kompetencereglerne på området for forbrugeraftaler.
46.
Den tjekkiske regering, Irland og den italienske regering er af den opfattelse, at den forelæggende rets argumentation er i strid med både ordlyden af og ånden i forordning nr. 1215/2012. Kommissionen har på derimod anført, at artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 ikke er til hinder for, at den oprindelige ret undersøger, hvorvidt de kompetenceregler, der er indeholdt i samme regulering, er overtrådt, og i givet fald informerer forbrugeren. Bestemmelsen – har Kommissionen tilføjet – medfører dog ikke en forpligtelse for den oprindelige ret til at gøre dette.
47.
Jeg deler i vid udstrækning den holdning, som den tjekkiske regering, Irland og den italienske regering har givet udtryk for.
1. Formålet med og funktionen af artikel 53-attesten
48.
Det er væsentligt først at fastlægge formålet med og den funktion, som artikel 53-attesten har.
49.
I henhold til artikel 42, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal den, der fremsætter anmodning om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed, som anmodningen rettes til, fremlægge en kopi af den pågældende retsafgørelse og af artikel 53-attesten. Attesten skal i henhold til artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 også forkyndes for den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning ( 14 ).
50.
Formålet med artikel 53-attesten er en autoritativ udmelding om, at retsafgørelsen er eksigibel. Den indeholder et uddrag af retsafgørelsen og alt efter omstændighederne de relevante oplysninger om, hvilke sagsomkostninger der kan tilbagesøges, og oplysninger om beregning af renter. Det er derfor et dokument med en væsentlig informativ værdi. Ved at uddrage de væsentlige oplysninger fra den retsafgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse, og ved at gøre den information letforståelig for myndigheder og enhver berettiget part – som følge af den formular, der i henhold til bilag I til forordning nr. 1215/2012 skal anvendes – medvirker artikel 53-attesten til en hurtig og effektiv fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet udenlands ( 15 ).
51.
I modsætning til den ordning, der blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 16 ), hvor der ikke var krav om udstedelse af den pågældende attest ( 17 ), blev den obligatorisk, da forordning nr. 1215/2012 trådte i kraft. Det skyldes, at den nye regulering ved at afskaffe kravet om eksekvatur fastlægger en simplere procedure med udgangspunkt i princippet om, at en afgørelse, der er truffet i en medlemsstat, bør behandles på samme måde, som hvis den var blevet truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til ( 18 ) Formålet med denne nyskabelse er at gøre retssager på tværs af landegrænser mindre langsommelige og mindre dyre ( 19 ).
52.
Myndighederne i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, skal i henhold til den nye ordning sikre fuldbyrdelse af en retsafgørelse udelukkende med udgangspunkt i de oplysninger, der er indeholdt i retsafgørelsen og i artikel 53-attesten. Dette er grunden til, at attesten – som fastslået af Domstolen – er grundlaget for gennemførelsen af princippet om direkte fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet udenlands ( 20 ). Uden dette dokument opfylder afgørelsen kort sagt ikke kravene for at kunne bevæge sig frit inden for det europæiske retsområde ( 21 ).
53.
Det er afgørende, at den oprindelige ret i henhold til forordning nr. 1215/2012 er blevet den eneste udstedelsesmyndighed vedrørende artikel 53-attesten i modsætning til den tidligere ordning, hvor myndigheden med beføjelsen ikke nødvendigvis var den ret, der havde truffet den pågældende retsafgørelse ( 22 ). I betragtning af disse præciseringer er det klart, at EU-lovgiver har besluttet, at den ret, der anmodes om udstedelse af artikel 53-attesten, ikke sædvanligvis er nødt til at efterprøve sin egen kompetence vedrørende sagens genstand. Kompetencen fastlægges positivt, indirekte eller direkte, når den retsafgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse, træffes. Den oprindelige ret er i henhold til formularen i bilag I til forordning nr. 1215/2012 faktisk udelukkende forpligtet til at forholde sig til kompetence vedrørende sagens realitet, når denne ret har iværksat »et foreløbigt, herunder sikrende, retsmiddel« ( 23 ).
54.
Den fortolkning af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, som er foreslået af den forelæggende ret, er vanskeligt forenelig med ovenstående betragtninger. Først og fremmest ville fortolkningen faktisk modvirke et af de væsentligste elementer i den nye ordning, der blev introduceret ved forordning nr. 1215/2012. Det ville faktisk være sådan, at den kontrol, der tidligere blev foretaget i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, når eksekvatur blev anvendt, ikke ville blive afskaffet, men blot overført til tidspunktet for attesteringen i domsstaten. En sådan forståelse af bestemmelsen ville dermed være i strid med logikken og ånden i forordning nr. 1215/2012.
55.
En række andre elementer understøtter dette synspunkt.
2. Den oprindelige rets beføjelser
56.
I Trade Agency-dommen fastslog Domstolen, at udstedelsen af den pågældende attest i henhold til den ordning, der var oprettet ved forordning nr. 44/2001 (på daværende tidspunkt i henhold til dennes artikel 54), »næsten [var] automatisk« ( 24 ). EU-lovgiver har med artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 tydeligt bekræftet denne tilgang. Det understøttes af den obligatoriske karakter af bestemmelsens ordlyd: »Den oprindelige ret udsteder på begæring af enhver berettiget part attesten« ( 25 ).
57.
Hvad medfører en sådan semiautomatisk karakter i praksis? Den indebærer efter min opfattelse, at den oprindelige ret, hvor sagen er anlagt i henhold til artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, skal efterprøve, at betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse er opfyldt. Retten skal i særdeleshed kontrollere, at forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse ratione temporis og ratione materiae i forbindelse med den foreliggende sag. Den samme ret skal også sikre sig, at den afgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse, er udstedt i henhold til forordningen, og at den, der fremsætter anmodningen, er en »berettiget part« som omhandlet i artikel 53.
58.
Den oprindelige ret kan derimod ikke gå videre i sin vurdering af sagen og udvide sin kontrol til forhold vedrørende tvisten, der falder uden for grænserne for artikel 53 i forordning nr. 1215/2012. Mere præcist kan den oprindelige ret ikke foretage en ny prøvelse af de materielle regler og jurisdiktionsspørgsmål, der allerede er truffet afgørelse om i den retsafgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse.
59.
En anden fortolkning af bestemmelsen ville medføre en »kortslutning« af den ordning, der er oprettet ved forordning nr. 1215/2012, gennem indførelsen af et ekstra niveau af domstolsprøvelse, endog i tilfælde, hvor national ret ikke hjemler (eller ikke længere hjemler) en klageprocedure vedrørende den pågældende retsafgørelse. En sådan tilgang ville dermed medføre risiko for brud på princippet om retskraft.
60.
Domstolen har allerede fremhævet den betydning, som princippet om retskraft har i Unionens retsorden og i de nationale retsordener. Såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det ifølge Domstolen påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes ( 26 ).
61.
Den omstændighed, at det betalingspåkrav, som den forelæggende ret har vurderet, er udstedt i strid med de kompetenceregler, der er indeholdt i kapitel II, afdeling 4, i forordning nr. 1215/2012, kan derfor ikke fratage betalingspåkravet dets endelige karakter og dermed dets grænseoverskridende eksigibilitet.
62.
Et andet forhold, der synes problematisk i denne forbindelse, er det faktum, at den forelæggende rets undersøgelser blev foretaget ex officio.
63.
Artikel 46 i forordning nr. 1215/2012 fastsætter udtrykkeligt, at fuldbyrdelse udelukkende kan afslås af en af de i artikel 45 omhandlede grunde efter »anmodning fra den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse«. Det tilføjes tillige i forordningens artikel 45, stk. 2, at ved prøvelsen af, om de i artikel 45, stk. 1, litra e), nævnte kompetenceregler er opfyldt, er »den ret, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke den oprindelige ret har støttet sin kompetence«.
64.
Denne tilgang kan ses i modsætning til de andre situationer, der er omfattet af forordning nr. 1215/2012, hvor EU-lovgiver udtrykkeligt har fastsat en forpligtelse for en ret til at handle af egen drift. Det gør sig særligt gældende i henhold til forordningens artikel 27, 28 og artikel 29, stk. 1.
65.
Sammenholdes disse bestemmelser, fremgår det heraf, at EU-lovgiver traf beslutning om at lade det være op til den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, at gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen. Dette valg er velsagtens i overensstemmelse med målet om i videst mulige udstrækning at sikre fri bevægelighed for retsafgørelser inden for Den Europæiske Union. Dette formål fordrer klare grænser med hensyn til tid og måde, hvorved en indsigelse mod fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, der er truffet udenlands, kan foretages, og med hensyn til baggrunden for denne.
66.
I lyset af det ovenstående er det min opfattelse, at den forelæggende ret ikke har beføjelse til at efterprøve, hvorvidt det omtvistede betalingspåkrav blev lovformeligt udstedt, og i særdeleshed om det skete i overensstemmelse med kompetencereglerne i forordning nr. 1215/2012. Den forelæggende ret har så meget desto mere ingen forpligtelse til at gøre dette ex officio.
3. Proceduren i henhold til artikel 53 i forordning nr. 1215/2012
67.
Den konklusion beror også på overvejelser vedrørende karakteren af den procedure, der følger af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012. Forordning nr. 1215/2012 indeholder ingen bestemmelser vedrørende den procedure, der skal følges ved udstedelse af artikel 53-attesten.
68.
De administrative og praktiske elementer i denne procedure (som f.eks. den interne kompetence i den oprindelige ret, de dokumenter, der skal fremlægges, eksistensen af og størrelsen af gebyrer osv.) reguleres således i henhold til medlemsstaternes lovgivning. Dette er dog udelukkende tilfældet, såfremt denne lovgivning er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, ikke medfører ineffektivitet for forvaltningen af det ved forordningen indførte system og ikke er til hinder for det formål, der forfølges med forordningen.
69.
Som forklaret under punkt 56-61 ovenfor følger det både af begrundelsen for den nye ordning om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område og af ordlyden af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, at den oprindelige rets udstedelse af artikel 53-attesten er automatisk. Så snart det er fastslået, at betingelserne for anvendelse af artikel 53 er opfyldt, kan den oprindelige ret ikke afslå at udstede attesten.
70.
Dermed er der – uundgåeligt efter min opfattelse – krav om, at den procedure, der skal følges af den oprindelige ret, medfører en hurtig behandling af begæringen fra den, der fremsætter anmodningen. Den yderligere tid, som en oprindelig ret måtte bruge på at undersøge forhold, der ligger ud over den blotte opfyldelse af de betingelser, der er indeholdt i artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, ville dermed medføre en unødvendig forsinkelse af proceduren. Det ville herefter være til skade for den effektive virkning af den ordning, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012, og modvirke formålet om at gøre det mindre langsommeligt og mindre dyrt at føre retssager på tværs af landegrænserne.
71.
Dette ville navnlig være tilfældet, såfremt den oprindelige ret traf beslutning om at foretage undersøgelser ex officio med henblik på at efterprøve problemstillinger, der allerede var behandlet (eller burde have været behandlet) i den retsafgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse. Det kunne for eksempel vedrøre en vurdering af, hvorvidt retsafgørelsen var truffet af den nationale ret, der havde kompetence i henhold til reglerne i kapitel II i forordning nr. 1215/2012.
72.
Der kan ikke rejses tvivl om min vurdering på dette tidspunkt som følge af den praksis, hvor Domstolen har undersøgt karakteren af den procedure, hvorefter en retsafgørelse attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument i henhold til forordning nr. 805/2004 ( 27 ). Den oprindelige rets forpligtelse til at efterprøve, om alle betingelserne for attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument er opfyldt, følger direkte af artikel 6 i forordning nr. 805/2004, og der er ingen lignende bestemmelse i forordning nr. 1215/2012.
4. Beskyttelsen af forbrugere inden for rammerne af forordning nr. 1215/2012
73.
I denne forbindelse er det nødvendigt at undersøge, om det forhold, at de kompetenceregler, som Tribunale di Milano (retten i Milano) angiveligt handlede i strid med, da det omtvistede betalingspåkrav blev udstedt, vedrørte kompetence i sager anlagt mod forbrugere, ikke alligevel kunne føre til en anden konklusion.
74.
Som nævnt i punkt 17 ovenfor har den forelæggende ret ladet sig inspirere af Domstolens praksis – der navnlig er udviklet i relation til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler ( 28 ) – hvorefter forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende, og hvor der derfor kan være behov for positive foranstaltninger fra de nationale retter, om fornødent i form af egen drift, for under visse omstændigheder at afhjælpe uligheden ( 29 ).
75.
Den forelæggende ret har herefter rejst spørgsmålet om, hvorvidt den praksis i en situation som den i hovedsagen omhandlede giver den oprindelige ret mulighed for ex officio at oplyse forbrugeren om den angivelige overtrædelse uden at gøre indsigelse mod eller at afslå at udstede artikel 53-attesten. Sådanne oplysninger ville give forbrugeren mulighed for, med fuld indsigt om de faktuelle forhold, at overveje, hvorvidt vedkommende ønsker at gøre indsigelse mod anerkendelsen og fuldbyrdelsen af betalingspåkravet ved retten i den medlemsstat, hvori den pågældende har bopæl, gennem anvendelse af det retsmiddel, der følger af artikel 45, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1215/2012.
76.
Med hensyn til dette spørgsmål er jeg, i lighed med den tjekkiske regering, Irland og den italienske regering samt Kommissionen, af den overbevisning, at Domstolens praksis vedrørende direktiv 93/13 ikke blot kan overføres til området for forordning nr. 1215/2012.
77.
Direktiv 93/13 tilsigtede fortrinsvist et mål om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes materielle lovgivning vedrørende urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, hvor det blev overladt til medlemsstaterne at vedtage de nødvendige processuelle regler ( 30 ), i overensstemmelse med det velkendte princip om processuel autonomi ( 31 ). Den praksis, som den forelæggende ret henviser til, er således et resultat af forhold, hvor Domstolen har vurderet, at de nationale processuelle regler gjorde det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugerne at udøve de rettigheder, der følger af direktiv 93/13.
78.
I denne forbindelse skal det fremhæves, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 bestemmer, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren. Der er, som det er fastslået af Domstolen, tale om en præceptiv bestemmelse, der har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne ( 32 ). I modsætning hertil fastsætter forordning nr. 1215/2012 fælles regler af processuel karakter. Den indeholder ingen resultatorienteret og vidtrækkende materiel bestemmelse i lighed med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13.
79.
Dette er næppe overraskende. Forordning nr. 1215/2012 indeholder en række forskellige bestemmelser, der specifikt gælder forbrugere, og som giver forbrugere særlige rettigheder under proceduren. Som det anføres i 18. betragtning: »For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler« ( 33 ).
80.
Det følger således af forordningens artikel 17, stk. 1, litra c), at kompetencen skal fastlægges i henhold til de regler, der er fastsat i kapitel II, afdeling 4, »[i] sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, […] når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed«. Dog bestemmer artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012: »Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.«
81.
Artikel 45, stk. 1, litra e), nr. i), og artikel 46 i forordning nr. 1215/2012 giver tillige forbrugere et særligt grundlag for afslag på anerkendelse og fuldbyrdelse i sager, hvor den pågældende retsafgørelse er i strid med de særlige kompetenceregler, der er nævnt ovenfor.
82.
I lyset af det ovenstående er det min opfattelse, at EU-lovgiver i relation til de forhold, der reguleres af forordning nr. 1215/2012, har taget højde for forbrugeres særlige situation og har udarbejdet ad hoc-bestemmelser med dette for øje. Forordning nr. 1215/2012 indeholder derfor allerede en række øvrige processuelle sikkerheder, der synes nødvendige for forbrugere. Inden for en sådan ramme, hvor der allerede ydes stor beskyttelse af forbrugere, er der ikke behov for at »udvide« forordningens artikel 53 unødigt med henblik på – ved fortolkning – at skabe ekstra sikkerhed som den, der er foreslået af den forelæggende ret.
83.
Med inddragelse af systemiske begreber kunne man spørge, om man, såfremt man kunne »indfortolke« et ekstra lag af beskyttelse i bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, også skulle udstrække en tilsvarende behandling til de øvrige kategorier af personer, som EU-lovgiver har fundet berettigede til beskyttelse, når de er sagsøgte ( 34 )?
84.
I denne sammenhæng er det måske tillige værd at påpege, at Domstolen i den selvsamme praksis, som den forelæggende ret har henvist til, har anerkendt, at forbrugerbeskyttelsen ikke er absolut. Domstolen har nærmere bestemt medgivet, at EU-retten ikke pålægger en national ret at undlade at anvende interne processuelle regler, der tillægger en afgørelse retskraft, selv om dette gør det muligt at berigtige tilsidesættelsen af en bestemmelse i direktiv 93/13, uanset dennes karakter ( 35 ). Som angivet ovenfor i punkt 59-61 ville den fremgangsmåde, der er foreslået af den forelæggende ret, dog kunne rejse tvivl om den endelige karakter af afgørelsen, for hvilken der er anmodet om udstedelse af artikel 53-attesten.
5. Chartrets artikel 47
85.
Endelig skal det nævnes, at selv hvis chartrets artikel 47 føjes til ligningen, er min vurdering vedrørende den korrekte fortolkning af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 den samme.
86.
EU-lovgiver har taget højde for behovet for at sikre, at berettigede parter har de nødvendige muligheder for domstolsprøvelse med henblik på at gøre indsigelse mod fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet udenlands. I 29. betragtning til forordning nr. 1215/2012 fremhæver EU-lovgiver, at »[d]irekte fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat uden en erklæring om eksigibilitet bør ikke bringe respekten for retten til forsvar i fare«, og tilføjer i 38. betragtning, at forordningen respekterer de grundlæggende rettigheder, »navnlig retten til adgang til effektive retsmidler og til retfærdig rettergang, der er sikret ved chartrets artikel 47«.
87.
Der findes allerede en række garantier, der til fulde sikrer dette mål.
88.
For det første har Anna Maria Fiermonte, hvis det er korrekt, at det omtvistede betalingspåkrav blev udstedt i strid med de kompetenceregler, der er fastsat i kapitel II, afdeling 4, i forordning nr. 1215/2012, mulighed for at gøre indsigelse mod anerkendelse og fuldbyrdelse i Tyskland ved at påberåbe sig artikel 45, stk. 1, litra e), nr. i), sammenholdt med artikel 46 i samme forordning
89.
For det andet kunne Anna Maria Fiermonte tillige gøre brug af grunden til afslag i henhold til artikel 45, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 vedrørende udeblivelsesafgørelser, såfremt betingelserne heri for anvendelse er opfyldt. I henhold til denne bestemmelse anerkendes en afgørelse, der er afsagt uden personligt fremmøde, ikke, når »det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke var blevet forkyndt for sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte kunne varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte undlod at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det«.
90.
For det tredje understøttes den beskyttelsesordning, der er indeholdt i bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, tillige af princippet om statens erstatningsansvar. Hvis Anna Maria Fiermonte er af den opfattelse, at hun har lidt et tab som følge af den oprindelige rets overtrædelse af de regler, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012, og i forhold til dækningen af de mulige udgifter, der allerede følger af en uretmæssig afgørelse udstedt af den oprindelige ret, og dermed uafhængigt af den videre handling ved den kompetente ret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, vil hun kunne gøre et erstatningskrav gældende over for den eller de relevante medlemsstat(er).
91.
Det er faktisk sådan i henhold til fast praksis, at princippet om, at staten er erstatningspligtig for tab, som er forvoldt private på grund af tilsidesættelser af EU-retten, finder anvendelse i alle tilfælde, hvor en medlemsstat har overtrådt EU-retten, uanset hvilket organ i medlemsstaten der ved sin handling eller undladelse har været årsag til overtrædelsen, herunder når den omhandlede overtrædelse er forårsaget af indholdet af en afgørelse truffet af en ret ( 36 ).
92.
I lyset af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 er til hinder for, at den oprindelige ret, der har modtaget en anmodning om udstedelse af attesten vedrørende en retsafgørelse, der har opnået retskraft, af egen drift handler med henblik på at efterprøve, hvorvidt denne afgørelse blev truffet i strid med kompetencereglerne på området for forbrugeraftaler.
D. Domstolens kompetence (anden akt)
93.
Efter at have bedømt sagens realitet vil jeg til sidst, blot for fuldstændighedens skyld, vende tilbage til spørgsmålet om kompetence.
94.
Jeg må ud fra ovenstående overvejelser konkludere, at de funktioner, som den oprindelige ret udøvede, da den blev anmodet om at udstede artikel 53-attesten, er af retslig karakter. En sådan ret er derfor berettiget til at anmode Domstolen om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF.
95.
Jeg har for det første i punkt 52 ovenfor påpeget betydningen af artikel 53-attesten for den ordning, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012. Denne attest er således grundlaget for gennemførelsen af princippet om direkte fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet udenlands. Så snart den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed har modtaget artikel 53-attesten, får denne i praksis så at sige sit eget liv. Alle de nødvendige oplysninger med henblik på fuldbyrdelse af den relevante retsafgørelse skal principielt kunne findes på en »brugervenlig« måde i attesten. Det synes derfor nærliggende at antage, at den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed, medmindre der udtrykkeligt anmodes herom, næppe dobbelttjekker rigtigheden af oplysningerne ved at undersøge teksten i den pågældende retsafgørelse, der ofte er formuleret på et sprog, som de ikke er i stand til at læse. Artikel 53-attesten vil derfor i praksis ofte være grundlaget for retsafgørelsens fuldbyrdelse.
96.
For det andet vil opgaven for den myndighed, der er ansvarlig for at uddrage oplysningerne fra indholdet af den retsafgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse, og for at videregive de oplysninger ved brug af den konkrete formular, ofte være ganske mekanisk. Dette er dog ikke altid tilfældet. Der er behov for ganske detaljerede oplysninger ved udfyldelsen af formularen i bilag I til forordning nr. 1215/2012. Det er muligt, at nogle af oplysningerne ikke kan findes i den retsafgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse. Nogle af disse er måske, i sagens natur, omtvistede. Andre fordrer eventuelt fortolkning af den endelige dom, der er afsagt.
97.
Hvorvidt betingelserne er opfyldt for anvendelse af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 som drøftet ovenfor i punkt 57 kan tillige være omtvistet af parterne. Gradbeništvo Korana-dommen ( 37 ) illustrerer dette meget godt.
98.
Alle disse forhold og muligheder fører til en ganske klar konklusion: Udfyldelsen af artikel 53-attesten kan næppe karakteriseres som en »administrativ« procedure i lighed med en situation, hvor der blot er behov for, at et dokument påføres et stempel uden de store overvejelser eller materielt input.
99.
For det tredje bifalder jeg i lyset af denne opfattelse ikke en fortolkning af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, hvorefter den (retslige eller administrative) karakter af de funktioner, der varetages af det organ, der udsteder attesten, hver gang afhænger af, hvilke problemstillinger der skal behandles i den pågældende sag. Karakteren af disse funktioner, der følger af bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, må være de samme fra begyndelsen til afslutningen af proceduren uafhængigt af, om de problemstillinger, som den oprindelige ret skal forholde sig til, viser sig at være mere eller mindre komplicerede eller omfatter vurderinger, der i en vis udstrækning rækker ud over det, der udtrykkeligt er indeholdt i den retsafgørelse, for hvilken der anmodes om fuldbyrdelse. Jeg finder det kort sagt vanskeligt at understøtte en tilgang, hvorefter en konkret sags særlige forhold og (u)heldige omstændigheder forvandler artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 til en procedure med variabel geometri, der i visse tilfælde er og i andre tilfælde ikke er retslig virksomhed.
100.
For det fjerde og afslutningsvis kan det være nyttigt på et mere generelt plan at erindre om, at proceduren vedrørende udstedelse af artikel 53-attesten udføres på talrige måder på nationalt plan i kraft af en række forskellige former for »intern delegation« ( 38 ). Udstedelsen af artikel 53-attesten kan foretages af en individuel dommer eller kan måske endog være uddelegeret til en dommerfuldmægtig eller anden ansat ved retten, men den foretages stadig af den nationale ret.
101.
Det er min opfattelse, at når det organ, der rejser spørgsmålet, i henhold til den generelle og institutionelle definition er en »ret« i henhold til national ret, er der brug for gode argumenter for at godtgøre, at organet, på trods af dets generelle retslige karakter, klart blot udøver administrative funktioner i en konkret sag under hovedsagen ( 39 ). Efter min opfattelse er Domstolen udelukkende nået til den konklusion, når det var uomtvisteligt, at den pågældende virksomhed, skønt den blev udøvet af et retsligt organ, ikke skete med henblik på en afgørelse af retslig karakter ( 40 ). I modsætning hertil synes Domstolen i sager, hvor forholdet var mindre indlysende, at have »ladet tvivlen« komme retten »til gode« ( 41 ).
102.
Jeg finder denne tilgang fornuftig og velsagtens så meget desto mere begrundet i relation til det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne, der er indført ved forordning nr. 1215/2012. Funktionen af hele den ordning, som denne forordnings artikel 53 er en væsentlig del af, bygger på den centrale rolle, som de nationale retsinstanser har. Adgangen til Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF bør dermed, i tilfælde hvor en ret nærer tvivl vedrørende bestemmelser i forordning nr. 1215/2012, henset til formålet om at sikre enhed og klarhed i lovgivningen, ikke fortolkes særligt snævert.
103.
I den foreliggende sag er der ingen tvivl om, at Tribunale di Milano (retten i Milano) og den pågældende dommer, der tilsyneladende havde kompetence til at udstede artikel 53-attesten, er en del af de almindelige italienske domstole. Samtidig er det klart, at den procedure, der følger af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, af de grunde, der er anført ovenfor, ikke blot er af administrativ karakter.
104.
I lyset af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at Domstolen har kompetence til at besvare det præjudicielle spørgsmål i den foreliggende sag.
V. Forslag til afgørelse
105.
Jeg foreslår Domstolen at besvare det af Tribunale di Milano (retten i Milano, Italien) forelagte spørgsmål således:
»Artikel 53 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) er til hinder for, at den oprindelige ret, der har modtaget anmodningen om udstedelse af attesten vedrørende en retsafgørelse, der har opnået retskraft, af egen drift handler med henblik på at efterprøve, hvorvidt denne afgørelse blev truffet i strid med kompetencereglerne på området for forbrugeraftaler.«
( 1 ) – Originalsprog: engelsk.
( 2 ) – EUT 2012, L 351, s. 1 (også kaldet »Bruxelles Ia-forordningen«).
( 3 ) – Retten henviser bl.a. til dom af 6.10.2009, Asturcom Telecomunicaciones (C-40/08, EU:C:2009:615), af 14.6.2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349), af 4.6.2015, Faber (C-497/13, EU:C:2015:357), af 18.2.2016, Finanmadrid EFC (C-49/14, EU:C:2016:98), og af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60).
( 4 ) – EUT 2004, L 143, s. 15.
( 5 ) – Jf. 26. betragtning til forordning nr. 1215/2012.
( 6 ) – Jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 17.1.1970, Delcourt mod Belgien (CE:ECHR:1970:0117JUD000268965, § 31), og af 7.6.2001, Kress mod Frankrig (CE:ECHR:2001:0607JUD003959498, § 41).
( 7 ) – Jf. senest bl.a. dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portuguese (C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 41-44 og den deri nævnte retspraksis).
( 8 ) – Dom af 28.2.2019 (C-579/17, EU:C:2019:162, præmis 41).
( 9 ) – Jf. dom af 17.9.1997, Dorsch Consult (C-54/96, EU:C:1997:413, præmis 23), og endnu senere af 17.7.2014, Torresi (C-58/13 og C-59/13, EU:C:2014:2088, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
( 10 ) – Jf. bl.a. dom af 17.7.2014, Torresi (C-58/13 og C-59/13, EU:C:2014:2088, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
( 11 ) – Jf. f.eks. dom af 19.10.1995, Job Centre (C-111/94, EU:C:1995:340, præmis 11 og 12).
( 12 ) – Jf. i denne retning dom af 31.1.2013, Belov (C-394/11, EU:C:2013:48, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
( 13 ) – Jf. punkt 93-104 i dette forslag til afgørelse.
( 14 ) – Jf. tillige 32. betragtning til forordning nr. 1215/2012.
( 15 ) – Jf. dom af 6.9.2012, Trade Agency (C-619/10, EU:C:2012:531, præmis 41), og generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i samme sag (EU:C:2012:247, punkt 38).
( 16 ) – EFT 2001, L 12, s. 1.
( 17 ) – Jf. artikel 53-55 i forordning nr. 44/2001. Jf. tillige dom af 6.9.2012, Trade Agency (C-619/10, EU:C:2012:531, præmis 36).
( 18 ) – Jf. artikel 39 i forordning nr. 1215/2012.
( 19 ) – Jf. i denne retning 26. betragtning til forordning nr. 1215/2012.
( 20 ) – Jf. i denne retning dom af 28.2.2019, Gradbeništvo Korana (C-579/17, EU:C:2019:162, præmis 37).
( 21 ) – Jf. generaladvokat Bots forslag til afgørelse Gradbeništvo Korana (C-579/17, EU:C:2018:863, punkt 44 og den deri nævnte retspraksis).
( 22 ) – I henhold til artikel 54 i forordning nr. 44/2001 skal attesten udstedes af »[r]etten eller den kompetente myndighed i domsstaten« (min fremhævelse).
( 23 ) – Jf. punkt 4.6.2.2 i formularen i bilag I til forordning nr. 1215/2012. Jf. tillige artikel 42, stk. 2, i samme forordning.
( 24 ) – Dom af 6.9.2012 (C-619/10, EU:C:2012:531, præmis 41).
( 25 ) – Min fremhævelse.
( 26 ) – Jf. især dom af 16.3.2006, Kapferer (C-234/04, EU:C:2006:178, præmis 20).
( 27 ) – Jf. især dom af 17.12.2015, Imtech Marine Belgium (C-300/14, EU:C:2015:825, præmis 46 og 47), og af 16.6.2016, Pebros Servizi (C-511/14, EU:C:2016:448, præmis 25).
( 28 ) – EFT 1993, L 95, s. 29.
( 29 ) – Jf. den praksis, der er citeret i fodnote 3 ovenfor.
( 30 ) – Jf. især 10. og 24. betragtning til direktiv 93/13.
( 31 ) – Jf. blandt mange andre dom af 26.10.2006, Mostaza Claro (C-168/05, EU:C:2006:675, præmis 24).
( 32 ) – Jf. bl.a. dom af 14.6.2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
( 33 ) – Min fremhævelse. Jf. ligeledes 14. betragtning til forordning nr. 1215/2012.
( 34 ) – F.eks. forsikringstagere, de sikrede, de begunstigede i henhold til forsikringsaftalen, de skadelidte, arbejdstagere [for blot at nævne dem, der henvises til i artikel 45, stk. 1, litra e), nr. i), i forordning nr. 1215/2012].
( 35 ) – Jf. f.eks. dom af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
( 36 ) – Jf. især dom af 30.9.2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 30-59).
( 37 ) – Dom af 28.2.2019, Gradbeništvo Korana (C-579/17, EU:C:2019:162).
( 38 ) – Om forskellen mellem en sådan intern delegation og en ekstern delegation jf. mit forslag til afgørelse Pula Parking (C-551/15, EU:C:2016:825, punkt 96 og 97).
( 39 ) – Jf. generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Torresi (C-58/13 og C-59/13, EU:C:2014:265, punkt 72 og 73).
( 40 ) – Jf. f.eks. dom af 19.10.1995, Job Centre (C-111/94, EU:C:1995:340).
( 41 ) – Jf. f.eks. dom af 16.12.2008, Cartesio (C-210/06, EU:C:2008:723, præmis 54-63).