FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 15. maj 2019 ( 1 )
Sag C-378/18
Landwirtschaftskammer Niedersachsen
mod
Reinhard Westphal
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland))
»Præjudiciel forelæggelse – den fælles landbrugspolitik – EF-støtteordninger – arealbetalinger – tilbagekrævning af uberettiget udbetalte beløb – sanktioner – forældelse – fristens begyndelse – eventuel anvendelse af bestemmelserne om beskyttelse af Unionens finansielle interesser«
1.
I 2001 og 2002 ansøgte en tysk landmand om støtte i henhold til forordning (EF) nr. 1251/1999 ( 2 ) til landbrugsarealer. Den pågældende landmand modtog de pågældende betalinger nogle måneder efter de respektive ansøgninger, men i 2006 vurderede Landwirtschaftskammer Niedersachsen (landbrugskammeret i Niedersachsen, Tyskland, herefter »landbrugskammeret«), at den pågældende havde foretaget en ukorrekt angivelse af grundens omfang, og traf derfor afgørelse om fuldstændig ophævelse af støtten som sanktion for denne adfærd.
2.
Tvisten ved de tyske domstole har drejet sig om forældelsesfristen for disse faktiske omstændigheder, hvilket spørgsmål er forbundet med den angivelige tilbagevirkende kraft in melius af visse EU-retlige bestemmelser, som har indført en mildere sanktionsordning.
I. Retsforskrifter
A. Bestemmelser i den fælles landbrugspolitik
1. Forordning (EØF) nr. 3887/92 ( 3 )
3.
Det bestemmes i artikel 9, stk. 2:
»2. Konstateres det, at det areal, som er angivet i ansøgningen om arealstøtte, er større end det fastslåede areal, beregnes støttebeløbet på grundlag af det areal, der er fastslået under kontrollen. Dog nedsættes det fastslåede areal således, medmindre der foreligger force majeure: hvis det overskydende areal udgør over 3% eller 2 hektar, men højst 20% af det fastslåede areal, er nedsættelsen lig med to gange det overskydende areal.
Hvis det overskydende areal udgør over 20% af det fastslåede areal, ydes der ingen arealstøtte.
[…]
I denne artikel forstås ved »fastslået areal« det areal, for hvilket alle bestemmelserne er overholdt […]«
2. Forordning (EF) nr. 2419/2001 ( 4 )
4.
Det bestemmes i artikel 32, stk. 1:
»1. Hvis det for en afgrødegruppe konstateres, at det anmeldte areal er større end det fastslåede areal i henhold til artikel 31, stk. 2, [ ( 5 )] beregnes støttebeløbet på grundlag af det fastslåede areal nedsat med det dobbelte af den konstaterede forskel, hvis denne forskel udgør over enten 3% eller 2 ha, men højst 20% af det fastslåede areal.
Hvis den konstaterede forskel udgør over 20% af det fastslåede areal, ydes der ingen arealstøtte for den pågældende afgrødegruppe.«
5.
Artikel 49 (»Tilbagekrævning af uberettiget udbetalte beløb«) bestemmer:
»1. Er der foretaget udbetaling af uberettigede beløb, har landbrugeren pligt til at tilbagebetale de pågældende beløb med tillæg af renter, der beregnes efter stk. 3.
[…]
5. Den i stk. 1 omhandlede forpligtelse til tilbagebetaling gælder ikke, hvis der fra datoen for støttens udbetaling hengår mere end ti år, inden støttemodtageren fra myndighederne får den første meddelelse om, at den pågældende betaling var uberettiget.
Den i første afsnit omhandlede frist afkortes dog til fire år, hvis støttemodtageren har handlet i god tro.
6. For beløb, der skal tilbagebetales som følge af foretagne nedsættelser og udelukkelser i henhold til artikel 13 og afsnit IV, gælder en forældelsesperiode på fire år.
[…]«
6.
Artikel 52a med overskriften »Forældelse af støtteansøgninger for produktionsår og præmieperioder før den 1. januar 2002«, som blev tilføjet ved artikel 1, nr. 13), i forordning (EF) nr. 118/2004 ( 6 ), bestemmer:
»Uanset artikel 54, stk. 2, gælder artikel 49, stk. 5, medmindre medlemsstaterne har fastsat fordelagtigere regler om begrænsningsperioder, også for støtteansøgninger for produktionsår og præmieperioder, der begyndte før den 1. januar 2002, medmindre myndighederne allerede har underrettet modtageren om den uberettigede karakter af den pågældende betaling inden den 1. februar 2004.«
7.
Selv om artikel 80, stk. 1, i forordning (EF) nr. 796/2004 ( 7 ) ophævede forordning nr. 2419/2001, blev forældelsesreglerne bevaret i artikel 73, stk. 1, 5 og 6, i førstnævnte, indtil ophævelsen heraf, den 1. januar 2010, ved artikel 86, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1122/2009 ( 8 ). Sidstnævnte forordning er blevet erstattet af forordning (EU) nr. 640/2014 ( 9 ), som trådte i kraft den 1. januar 2015.
B. Bestemmelser om beskyttelse af Unionens finansielle interesser Forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 ( 10 )
8.
Den lovgivning, der regulerer bekæmpelsen af svig med henblik på at beskytte Unionens finansielle interesser, findes i forordning nr. 2988/95, som indeholder generelle bestemmelser, og som sektorreglerne, navnlig på landbrugsområdet, har forrang for.
9.
Følgende fremgår af niende betragtning til forordningen:
»[F]ællesskabsforanstaltninger og -sanktioner truffet i forbindelse med gennemførelsen af målene i den fælles landbrugspolitik udgør en integrerende del af støtteordningerne; de har deres egen målsætning, […] effektiviteten skal sikres ved, at fællesskabsreglerne får umiddelbar virkning […]«
10.
Artikel 1, stk. 2, som indgår i afsnit I (»Generelle principper«), bestemmer:
»2. Som uregelmæssighed betragtes enhver overtrædelse af en [EU-] bestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, der skader eller kunne skade [Den Europæiske Unions] almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af [Den Europæiske Union], enten ved formindskelse eller bortfald af indtægter, der stammer fra de egne indtægter, der opkræves direkte for [Unionens] regning, eller ved afholdelse af en uretmæssig udgift.«
11.
Det bestemmes i artikel 2, stk. 2:
»2. Der kan ikke pålægges en administrativ sanktion, som ikke var indført ved en fællesskabsretsakt, inden uregelmæssigheden fandt sted. Ændres bestemmelserne om administrative sanktioner i en fællesskabsretsakt efterfølgende, anvendes de mindst strenge bestemmelser med tilbagevirkende kraft.«
12.
Artikel 3 bestemmer:
»1. Forældelsesfristen for retsforfølgning er fire år fra det tidspunkt, hvor den i artikel 1, stk. 1, omhandlede uregelmæssighed fandt sted. […]
Hvad angår vedvarende eller gentagne uregelmæssigheder regnes forældelsesfristen fra den dag, da uregelmæssigheden er ophørt. […]
Forældelsesfristen for retsforfølgning afbrydes af enhver handling fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden. Efter hver [afbrydelse] løber forældelsesfristen videre.
[…]
2. Fristen for fuldbyrdelse af afgørelsen om pålæggelse af den administrative sanktion er tre år. […]
Afbrydelse og suspension er omfattet af de relevante bestemmelser i national ret.
3. Medlemsstaterne bevarer muligheden for at anvende en længere frist end fristen i henholdsvis stk. 1 og stk. 2.«
II. De faktiske omstændigheder og sagens forløb
13.
Jeg vil her beskrive de faktiske omstændigheder, således som de fremgår af forelæggelsesafgørelsen (som jeg visse steder gengiver ordlyden af), og gøre opmærksom på den uklarhed, der gør sig gældende på nogle punkter.
14.
Landmanden Reinhard Westphal ansøgte henholdsvis i maj 2000 og maj 2001 ( 11 ) om arealstøtte for de pågældende produktionsår i henhold til støtteordningen for producenter af bestemte markafgrøder.
15.
Landbrugskammeret bevilgede støtten og udbetalte i begge tilfælde støtten i det år, hvor ansøgningen var indgivet ( 12 ).
16.
»I forbindelse med en kontrol på stedet, der blev foretaget [den 12.] januar 2006, konstaterede [landbrugskammeret] uregelmæssigheder i angivelserne om de udtagne arealer. Efter at have hørt [Reinhard Westphal] annullerede landbrugskammeret ved afgørelse af 23. juli 2007 støtten for år 2000 og 2001 delvis og krævede tilbagebetaling af de for meget erlagte beløb. Ved beregningen af disse beløb gik landbrugskammeret ud fra, at der som sanktion for overanmeldelsen af braklagte arealer overhovedet ikke skulle ydes nogen støtte« ( 13 ).
17.
Reinhard Westphal anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse. »I appelsagen har sagsøgeren accepteret tilbagekaldelsen af bevillingerne og kravene om tilbagebetaling, for så vidt de ikke beror på sanktionen. […] Hvad angår det øvrige krav om tilbagebetaling, der beror på sanktionen, ophævede appelretten afgørelsen af 23. juli 2007« ( 14 ).
18.
Appelretten begrundede sin afgørelse således ( 15 ):
–
De materielle betingelser for at pålægge den i artikel 9, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 3887/92 fastsatte sanktion var opfyldt. Med hensyn til de to pågældende år udgjorde forskellen mellem det angivne braklagte areal og det fastslåede areal over 20% af det fastslåede areal.
–
Sanktionen var imidlertid forældet.
–
I henhold til princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af de mindst strenge sanktionsbestemmelser (artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 2988/95) var det forældelsesreglerne i artikel 49, stk. 5 og 6, i forordning nr. 2419/2001, der skulle anvendes.
–
I henhold til disse bestemmelser var sanktionen forældet, idet der var hengået mere end fire år fra datoen for støttens udbetaling og den dato, hvor sagsøgeren efter kontrollen på stedet fik meddelelse fra myndighederne om, at den pågældende støtte var uberettiget.
–
Disse forældelsesregler er mindre strenge end den forældelsesregel, der ellers ville skulle anvendes (dvs. artikel 3, stk. 1, andet afsnit, første punktum, i forordning nr. 2988/95), eftersom sidstnævnte forældelsesfrist – som her – i tilfælde af gentagne uregelmæssigheder først regnes fra den dag, da uregelmæssigheden er ophørt.
19.
Landbrugskammeret har appelleret denne dom til den forelæggende ret.
III. De præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
20.
Den forelæggende ret har tilsluttet sig retten i første instans’ opfattelse af, at betingelserne for pålæggelsen af sanktioner i henhold til forordning nr. 3887/92 er opfyldt, navnlig med hensyn til forskellen mellem det angivne areal og det fastslåede areal på over 20%.
21.
Den forelæggende ret nærer imidlertid tvivl med hensyn til anvendelsen af kriteriet om den mildeste sanktion og har anført, at:
–
forordning nr. 3887/92 ikke indeholdt regler om sanktioners forældelse, og dermed finder reglerne i artikel 3, stk. 1, første og andet afsnit, i forordning nr. 2988/95 anvendelse, hvorefter forældelsesfristen løber i fire år fra den dag, da den gentagne uregelmæssighed er ophørt ( 16 )
–
i tysk ret er muligheden for at anvende »en længere frist«, som er nævnt i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2988/95, ikke benyttet
–
vedtagelsen, for første gang, i artikel 49, stk. 5 og 6, i forordning nr. 2419/2001 af en sektorlovgivning om forældelse af sanktioner vedrørende tilbagekrævning af uberettiget udbetalte beløb, herunder tilbagebetaling, som følge af foretagne nedsættelser og udelukkelser, ændrede forældelsesfristens begyndelse, idet den tog udgangspunkt i betalingen af støtte, selv om perioden på fire år blev opretholdt.
22.
Eftersom artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 ikke angiver, hvornår forældelsesfristen for beløb, der skal tilbagebetales som følge af foretagne nedsættelser og udelukkelser, begynder at løbe, ønsker den forelæggende ret oplyst:
–
mm starttidspunktet i henhold til nævnte artikels stk. 5 (datoen for støttens udbetaling) skal anvendes. Såfremt dette er tilfældet, er forældelsen indtrådt
–
hvis denne lakune derimod skal afhjælpes ved at anvende artikel 3, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 2988/95, som er en generel subsidiær forordning, er forældelsen ikke indtrådt.
23.
Princippet om, at den mindst strenge sanktionsbestemmelse skal anvendes (artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 2988/95), finder anvendelse, selv om den nye sektorordning i forordning nr. 2419/2001 trådte i kraft den 1. januar 2002, dvs. efter udbetalingen af støtten ( 17 ). Desuden ændrede sidstnævnte forordning ikke ordningen for støtte og sanktioner, og dermed kan der i henhold til retspraksis henvises til førnævnte princip på trods af, at der er tale om en anden retlig ramme ( 18 ).
24.
Det må afklares, om de nye forældelsesregler er bestemmelser om administrative sanktioner som omhandlet i artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 2988/95. Den forelæggende ret har oplyst, at de tyske straffedomstole henfører forældelse af et strafbart forhold under procesretten, således at princippet om anvendelse af den mildeste lov ( 19 ) kun er relevant, hvis de materielretlige straffebestemmelser skærpes mellem det tidspunkt, hvor den strafbare handling blev begået, og det tidspunkt, hvor der træffes en afgørelse, og at forældelsesfristen som en følge heraf ændrer sig, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Der må under alle omstændigheder tages højde for billighedshensyn og for den omstændighed, at indførelsen af en ny forældelsesordning nødvendigvis indebærer, at lovgiver foretager en ny bedømmelse af ordningen.
25.
Hvis den mildeste forældelsesregel ikke finder anvendelse, gør artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 sig gældende. Således opstår en mulig analog anvendelse af samme artikels stk. 5, selv om ordlyden heraf ikke tillader dette. Ifølge den forelæggende ret er det nærliggende at antage, at formuleringen af artikel 52a i forordning (EF) nr. 2419/2001 bygger på en opfattelse af, at det med hensyn til artikel 49, stk. 6, ikke var nødvendigt at opstille en specifik bestemmelse, og at der gennem artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 2988/95 var sikret et sammenhængende system. Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om der er tale om et hul i lovgivningen, som kan lukkes ved hjælp af analogi.
26.
På denne baggrund har Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1)
Begynder fristen for forældelse som omhandlet i artikel 49, stk. 6, i forordning (EF) nr. 2419/2001 at løbe, når støtten udbetales, eller afhænger fristens begyndelse af artikel 3, stk. 1, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95, her: denne forordnings artikel 3, stk. 1, andet afsnit, første punktum?
2)
Er forældelsesreglerne i artikel 49, stk. 6, i forordning (EF) nr. 2419/2001 eller artikel 3, stk. 1, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95 bestemmelser om administrative sanktioner som omhandlet i artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95?
3)
Kan artikel 52a i forordning (EF) nr. 2419/2001 om anvendelse med tilbagevirkende kraft af forældelsesreglen i artikel 49, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2419/2001 også anvendes analogt på artikel 49, stk. 6, i forordning (EF) nr. 2419/2001?«
27.
Den forelæggende ret har forklaret, at såfremt artikel 3, stk. 1, andet afsnit, første punktum, i forordning nr. 2988/95 finder anvendelse (det første spørgsmål), er det ikke nødvendigt at besvare de to andre spørgsmål. Såfremt det andet spørgsmål derimod skal besvares og besvares bekræftende, er det tredje spørgsmål irrelevant.
28.
Forelæggelsesafgørelsen indgik til Domstolen den 8. juni 2018, og landbrugskammeret og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg inden for den fastsatte frist. Det er ikke fundet nødvendigt at afholde et retsmøde.
IV. Retlig bedømmelse
A. Det første spørgsmål
1. Gældende forældelsesregler
29.
Det fremgår af de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, at landbrugskammeret ved afgørelse af 23. juli 2007 pålagde Reinhard Westphal en sanktion som omhandlet i artikel 9, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 3887/92. Sanktionen vedrørte de støtteansøgninger, der blev indgivet i henholdsvis maj 2000 og maj 2001 med hensyn til de samme produktionsår, hvilken støtte blev tildelt de pågældende år. Den kompetente myndighed reagerede først i januar 2006, hvor den foretog en kontrol på stedet og opdagede forskellene med hensyn til arealerne, hvilket giver anledning til tvivl om forældelsesfristen.
30.
De præjudicielle spørgsmål synes at forudsætte, at forældelsesfristen (på fire år) i henhold til artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 finder anvendelse i denne sag. Af de årsager, som jeg vil gøre rede for nedenfor, er jeg imidlertid af den opfattelse, at denne bestemmelse ikke er den relevante bestemmelse for afgørelsen af sagen.
31.
Den vigtigste grund til dette er arten af de nedsættelser og udelukkelser, som er anført i artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 med hensyn til forældelse. Det følger af en læsning af artikel 13 (om forsinket indgivelse af ansøgninger), artikel 32 (om nedsættelser og udelukkelser ved angivelse af for store arealer) ( 20 ) og artikel 38 (om nedsættelser og udelukkelser i forbindelse med forskelle i antallet af husdyr) i førnævnte forordning, at forordningen fastsætter faktiske økonomiske sanktioner, dvs. betaling af beløb, som er større end en forholdsmæssig beregning af forskellen mellem overanmeldelsen og det beløb, som myndigheden kan inddrive.
32.
Nedsættelserne og udelukkelserne udgør reelt en sanktion som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2988/95 ( 21 ), eftersom de forpligter ansøgeren til at betale et beløb, der overstiger de uberettiget oppebårne beløb. Domstolen har i sin praksis bekræftet, at disse lovbestemmelser har karakter af straf og har ikke tøvet med at kvalificere dem som sanktioner ( 22 ).
33.
De beløb, der skal tilbagebetales som følge af foretagne nedsættelser og udelukkelser, beregnes naturligvis i de respektive administrative sanktionsafgørelser. Fra datoen for disse afgørelser forfalder disse beløb til betaling. Og ligesom den generelle bestemmelse (artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2988/95) fastlægger en »[frist] for fuldbyrdelse af afgørelsen om pålæggelse af den administrative sanktion [på] tre år«, fastsættes i den sektorspecifikke bestemmelse (artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001) en forældelsesperiode på fire år, som skal forstås som det maksimale tidsrum, hvori myndigheden kan kræve de beløb, som skal tilbagebetales i henhold til den pålagte sanktion, tilbagebetalt ( 23 ).
34.
Denne fortolkning forhindrer efter min opfattelse den absurde situation, som ville opstå ved indførelsen af en forældelsesfrist på kun fire år for adfærd, der på grund af sin tydelige retsstridige karakter, medfører sanktioner (stk. 6), og på den anden side en frist på ti år for anden mindre alvorlig adfærd (stk. 5), som kun medfører en forpligtelse til tilbagebetaling. Den eneste forklaring, jeg kan finde, er, at der er tale om frister af forskellig art, samt at fristen i stk. 6 som nævnt vedrører gennemførelsen af selve sanktionen.
35.
I denne sag synes der imidlertid ikke at være diskussion om forældelsesfristen for gennemførelsen af de sanktioner (nedsættelser og udelukkelser), som blev pålagt ved landbrugskammerets afgørelse af 23. juli 2007 ( 24 ). Tvisten drejer sig blot om forældelsen af forpligtelsen til at tilbagebetale de beløb, som blev udbetalt til landmanden i form af støtte for produktionsårene 2000 og 2001, og som denne modtog uberettiget, idet beløbene var beregnet på grundlag af arealer, som afveg fra de faktiske arealer.
36.
Således er jeg er af den opfattelse, at fortolkningen af artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 ikke er relevant i denne sag.
37.
Forordning nr. 1251/1999, som Reinhard Westphals ansøgninger var baseret på, indeholdt ingen bestemmelser om forældelse af forpligtelsen til tilbagebetaling som følge af uregelmæssigheder som de i denne sag omhandlede. Forordning nr. 3887/92, hvis artikel 9 lå til grund for landbrugskammerets sanktionsafgørelse af 23. juli 2007, indeholder heller ikke bestemmelser af denne art.
38.
Idet der ikke findes specifikke regler, må den generelle lovgivning ( 25 ), dvs. artikel 3 i forordning nr. 2988/95, som var i kraft på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningerne om udbetalingen af de pågældende støttebeløb (i henholdsvis 2000 og 2001), anvendes ( 26 ).
39.
Det forholder sig imidlertid således, at der i 2001 blev vedtaget en specifik lovgivning (om støtte i landbrugssektoren), som indfører særlige regler med hensyn til forældelse. Den sektorspecifikke forældelsesordning med hensyn til tilbagebetaling af uberettigede udbetalinger af denne form for støtte blev fastlagt i artikel 49 i forordning nr. 2419/2001 og blev delvist ændret i 2004, idet artikel 52a blev tilføjet til denne forordning.
40.
Den nye forældelsesordning fik tilbagevirkende kraft med ændringen af forordning nr. 2419/2001 i 2004: Forpligtelser til tilbagebetaling med hensyn til ansøgninger om støtte til produktionsår, der indledtes før den 1. januar 2002, kunne nærmere bestemt drage fordel af forældelsesfristen i henhold til artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001 ( 27 ).
41.
Ifølge denne nye ordning, som havde tilbagevirkende kraft, forældes forpligtelsen til tilbagebetaling, hvis der hengår mere end ti år (i ond tro) eller fire år (i god tro) »fra datoen for støttens udbetaling […], inden støttemodtageren fra myndighederne får den første meddelelse om, at den pågældende betaling var uberettiget«. Dette er netop ordlyden af artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001.
42.
Med indførelsen af artikel 52a trådte udvidelsen af artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001 til at omfatte ansøgninger om støtte fra før den 1. januar 2002 (det i sagen omhandlede tilfælde) i kraft den 25. januar 2004. Eftersom den (generelle) forældelsesfrist på fire år i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 stadig var i kraft på denne dato, opstår der ikke problemer med hensyn til retssikkerheden ( 28 ) for så vidt angår uregelmæssigheder begået i god tro: I henhold til begge ordninger (den generelle og den specifikke) var forældelsesfristen den samme, altså fire år.
43.
Der opstår større problemer i forbindelse med den tilbagevirkende kraft af artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001, hvis det vurderes, at Reinhard Westphal ikke handlede i god tro. I dette tilfælde er forældelsesfristen i den nye sektorspecifikke bestemmelse (ti år) mere byrdefuld end forældelsesfristen i den generelle bestemmelse (fire år). Jeg er imidlertid af den opfattelse, at denne tilbagevirkende kraft har hjemmel i lovgivningen.
44.
Domstolen har i sin retspraksis indrømmet medlemsstaterne vide retshåndhævende skønsbeføjelser med hensyn til fastsættelsen af længere forældelsesfrister, som kun kan tages i betragtning, når uregelmæssigheden på datoen for den nye frists ikrafttrædelse ikke er forældet, og såfremt de almindelige EU-retlige retsgrundsætninger, navnlig retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, er overholdt ( 29 ).
45.
Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at udvide disse retningslinjer i retspraksis til at omfatte lovgivning, som stammer fra EU-lovgiver og er underlagt de samme krav.
46.
I denne sag finder forlængelsen af forældelsesfristen til ti år (artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001) kun anvendelse på ansøgninger, der er indgivet i ond tro, hvis frist endnu ikke er udløbet ( 30 ).
47.
For så vidt angår proportionaliteten ( 31 ) kan en frist på ti år forekomme uforholdsmæssigt lang, men dette indtryk nuanceres i betragtning af de beløb, der årligt tildeles landbruget i form af præmier, samt den omstændighed, at disse præmier er fordelt på et stort antal ansøgninger, uden at medlemsstaternes myndigheder foretager en udtømmende kontrol heraf, men blot udtager stikprøver.
2. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
48.
Den tidsmæssige anvendelse af artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001 gør det muligt at fastsætte den dato, hvor forældelsesfristen for Reinhard Westphals forpligtelse til tilbagebetaling begyndte at løbe: datoen for støttens udbetaling; jf. denne bestemmelses første afsnit.
49.
Det forholder sig således, at artikel 49, stk. 5, første afsnit, i forordning nr. 2419/2001 – til forskel fra forordning nr. 2988/95, hvis artikel 3 fastsætter forældelsesfristens begyndelsestidspunkt som den dato, hvor uregelmæssigheden (i hovedsagen ville dette være en dato i maj 2000 og maj 2001) ( 32 ) blev begået – fastsætter forældelsesfristens begyndelsestidspunkt som datoen for støttens udbetaling.
50.
I øvrigt sondrer forordning nr. 2419/2001 ikke mellem enkeltstående eller vedvarende uregelmæssigheder, således som forordning nr. 2988/95 gør. Den forelæggende ret har taget udgangspunkt i, at der er tale om en vedvarende uregelmæssighed ( 33 ), eftersom den omfatter de to ansøgninger fra 2000 og 2001.
51.
Denne kvalificering kan understøttes af såvel en læsning af forordning nr. 1251/1999 ( 34 ), som indfører en struktur for støtteansøgninger (såsom de af Reinhard Westphal indgivne) ud fra devisen »først ansøgning, derefter betaling«, som af de faktiske omstændigheder i sagen, eftersom ansøgningerne blev indgivet i to på hinanden følgende år, i maj 2000 og maj 2001, og støtten blev udbetalt ved udgangen af de respektive år.
52.
I henhold til Domstolens praksis ligger forældelsesfristens begyndelsestidspunkt på tidspunktet for indtræden af den økonomiske skade på EU’s budget, dvs. udbetalingen, eftersom denne blev foretaget efter den handling eller undladelse, der udgør en overtrædelse af EU-retten ( 35 ).
53.
Endelig svarer kriteriet i artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001 for fastsættelsen af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til det af Domstolen fastlagte kriterium med hensyn til vedvarende uregelmæssigheder. Begge kriterier fører i denne sag til ét og samme resultat: Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for udbetalingen af den uretmæssigt tildelte støtte.
54.
Tilbage står en sidste præcisering med hensyn til spørgsmålet om, hvilken af de to frister i artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001 der finder anvendelse, henset til myndighedens passivitet i begge tilfælde indtil 2006: fristen på ti år fra støttens udbetaling uden yderligere betingelser eller fristen på fire år fra denne udbetaling under forudsætning af, at Reinhard Westphal handlede i god tro.
55.
Eftersom afgørelsen af, hvorvidt Reinhard Westphal var i god tro, er et faktisk spørgsmål, tilkommer det den forelæggende ret at afgøre det og, afhængig af svaret herpå ( 36 ), anvende den relevante variant.
B. Det andet spørgsmål
56.
Den forelæggende ret ønsker oplyst, om bestemmelserne om forældelse i artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 og artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 kan kvalificeres som bestemmelser om administrative sanktioner.
57.
Svaret er efter den forelæggende rets opfattelse afgørende for anvendelsen af princippet om tilbagevirkende kraft in melius, som kendetegner efterfølgende bestemmelser, der har karakter af sanktioner, og som indebærer en mere fordelagtig behandling for den pågældende. Dette princip er konkretiseret i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2988/95 og artikel 49, stk. 1, sidste punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 37 ).
58.
For så vidt som jeg er af den opfattelse, at artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 ikke finder anvendelse, finder jeg det ikke nødvendigt at besvare dette spørgsmål. Nedenstående argumenter er således blot af subsidiær karakter.
59.
Her må der atter henvises til praksis fra dommen i sagen Taricco m.fl. ( 38 ), suppleret med praksis fra dommen i sagen M.A.S. og M.B. ( 39 ). I sidstnævnte dom afgav Domstolen sit svar i betragtning af, at den forelæggende ret lagde vægt på »de i den italienske retsorden fastsatte forældelsesreglers materielle karakter, som indebærer, at disse regler med rimelighed skulle kunne forudsiges for borgerne på det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen blev begået, uden at kunne ændres in pejus med tilbagevirkende kraft« ( 40 ).
60.
Det fremgår af dommen i sagen M.A.S. og M.B., at det skal tages i betragtning, om det følger af de nationale bestemmelser for den ret, der skal anvende EU-retten, at »de krav til forudsigelighed, nøjagtighed og manglende tilbagevirkende kraft, der ligger i princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel, […] ligeledes finder anvendelse på forældelsesreglerne i forbindelse med lovovertrædelser […]« ( 41 ).
61.
Den forelæggende ret har bekræftet, at forældelse i henhold til tysk ret ikke henhører under de materielle regler, men derimod under de strafferetlige procesregler, og dermed finder princippet om tilbagevirkende kraft (og således heller ikke princippet om tilbagevirkende kraft in melius) ikke anvendelse på de bestemmelser, der regulerer forældelse. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det strafferetlige legalitetsprincip ikke omfatter forældelsesregler ( 42 ).
62.
Hvis dette er tilfældet, er der ingen grund til, at de bestemmelser, der fastsætter de korteste frister for forældelse af overtrædelser eller af administrative sanktioner, uundgåeligt skal have forrang for de bestemmelser, der på det tidspunkt, hvor handlingen blev begået, fastsatte længere frister. Som nævnt ( 43 ) er der desuden intet til hinder for, at forældelsesfristerne forlænges med hensyn til overtrædelser af denne type, som endnu ikke er forældede, således som Domstolen fastslog i dommen i sagen Glencore Céréales France ( 44 ).
63.
Ud fra et andet synspunkt, som snarere er rettet mod de specifikke omstændigheder i sagen, har landbrugskammeret anført, at sanktionen i henhold til den senere lovgivning (artikel 32 i forordning nr. 2419/2001) ikke var mindre end sanktionen i henhold til den bestemmelse, hvorefter Reinhard Westphal blev pålagt sanktioner (artikel 9 i forordning nr. 3887/92).
64.
Selv om princippet om tilbagevirkende kraft af den mildeste sanktionsbestemmelse finder anvendelse, når en EU-retlig bestemmelse efterfølgende ændrer den sanktion, der var fastsat i den tidligere bestemmelse, ved at gøre den mildere, fører det i denne sag til det samme beløb uanset bestemmelsen.
65.
For at den tilbagevirkende kraft in melius skal finde anvendelse, kræves det, at der er sket »en ændring af fællesskabslovgivers bedømmelse af sanktionernes passende karakter i forhold til den omhandlede uregelmæssigheds grovhed« ( 45 ). Det ville følge af en sådan ændret bedømmelse, at sanktionen i henhold til den nye bestemmelse er mildere end sanktionen i henhold til den tidligere bestemmelse ( 46 ). Dette forekommer ikke at være tilfældet i denne sag.
C. Det tredje præjudicielle spørgsmål
66.
Den forelæggende ret ønsker med sit tredje præjudicielle spørgsmål oplyst, om den tilbagevirkende kraft af forældelsesreglen i artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 2419/2001 kan anvendes analogt på samme artikels stk. 6.
67.
Ligesom det var tilfældet med det andet præjudicielle spørgsmål, er jeg af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at besvare det tredje spørgsmål, eftersom henvisningerne til artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 ikke er relevante for afgørelsen af denne sag. Jeg vil imidlertid også, dog kun subsidiært, tage stilling til dette spørgsmål.
68.
De nedsættelser og udelukkelser, som er nævnt i artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001, forudsætter en handling fra den kompetente myndighed, som har pålagt dem. Denne omstændighed er uafhængig af myndighedens passivitet gennem ti eller fire år, som er forældelsesfristerne i henhold til artikel 49, stk. 5, i nævnte forordning for forpligtelserne til tilbagebetaling, når støttemodtageren ikke er blevet pålagt at tilbagebetale støtten.
69.
EU-lovgiver tilføjede i 2004 artikel 52a til forordning nr. 2419/2001, hvorved den tilbagevirkende kraft af (nye) forældelsesfrister blev begrænset til de i artikel 49, stk. 5, nævnte tilfælde, og de i stk. 6 nævnte tilfælde ikke blev omfattet heraf, og denne beslutning blev efter min opfattelse truffet med henblik på at adskille, ikke sidestille, de pågældende tilfælde, som ikke svarer til hinanden.
70.
Med hensyn til de tilfælde, hvor ansøgeren handlede i god tro, svarer forældelsesfristen i artikel 49, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 2419/2001 til forældelsesfristen i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95, som førstnævnte forordning reelt erstattede på området for den omhandlede støtte.
71.
Ud fra det ovenstående udleder jeg, at lovgiver, idet denne valgte netop denne ordning for forældelsesfristernes tilbagevirkende kraft (artikel 52a i forordning nr. 2419/2001), bevidst ønskede at forlænge forældelsesfristerne for forpligtelsen til tilbagebetaling til ti år for så vidt angår alle tilfælde af forsætligt fejlbehæftede anmeldelser (ansøgninger), herunder anmeldelser fra produktionsår forud for 2002, og bevare fristen på fire år for anmeldelser, der er indgivet i god tro.
72.
Så snart myndigheden har ageret og ved en relevant afgørelse har fastsat det beløb, der skal tilbagebetales ved nedsættelse og/eller udelukkelse, er den pågældende ansøgers gode eller onde tro i øvrigt uden betydning, navnlig med henblik på spørgsmålet om forældelse.
73.
Følgelig er betingelserne for at udvide den tilbagevirkende kraft i artikel 49, stk. 5, sammenholdt med artikel 52a begge i forordning nr. 2419/2001, til stk. 6 i samme artikel 49 ikke opfyldt.
V. Forslag til afgørelse
74.
På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»I en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en landmand, der indgav ansøgninger om støtte for et areal, som blev konstateret at være større end det areal, som efterfølgende blev fastslået af den kompetente myndighed, blev pålagt en sanktion, skal artikel 49 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92, fortolkes således:
–
Det følger af førnævnte artikel 49, stk. 5, at forpligtelsen til at tilbagebetale de beløb, som er modtaget uretmæssigt, kan anses for at være forældet, såfremt den kompetente myndighed ikke har truffet nogen foranstaltninger med henblik på tilbagekrævning heraf, enten idet der er hengået ti år fra tidspunktet for udbetalingen, eller idet der er hengået fire år fra dette tidspunkt, såfremt ansøgeren handlede i god tro. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om den pågældende handlede i god tro i forbindelse med indgivelsen af de i sagen omhandlede ansøgninger.
–
Førnævnte artikel 49, stk. 6, finder ikke anvendelse på situationen i hovedsagen.
–
Bestemmelserne om forældelse af støtteansøgninger for produktionsår og præmieperioder, der begyndte før den 1. januar 2002, jf. artikel 52a i forordning nr. 2419/2001, udgør ikke »bestemmelser om administrative sanktioner« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
–
Betingelserne for forældelse i artikel 49, stk. 5, er forskellige fra betingelserne for forældelse i artikel 49, stk. 6, og dermed kan den tilbagevirkende kraft i artikel 5, sammenholdt med artikel 52a i forordning nr. 2419/2001, ikke udvides til at omfatte stk. 6.«
( 1 ) – Originalsprog: spansk.
( 2 ) – Rådets forordning af 17.5.1999 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder (EFT 1999, L 160, s. 1).
( 3 ) – Kommissionens forordning af 23.12.1992 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT 1992, L 391, s. 36), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2801/1999 af 21.12.1999 (EFT 1999, L 340, s. 29).
( 4 ) – Kommissionens forordning af 11.12.2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (EFT 2001, L 327, s. 11).
( 5 ) – Denne artikel fastsætter grundlaget for beregningen af støttens størrelse.
( 6 ) – Kommissionens forordning af 23.1.2004 om ændring af forordning (EF) nr. 2419/2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (EUT 2004, L 17, s. 7).
( 7 ) – Kommissionens forordning af 21.4.2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT 2004, L 141, s. 18).
( 8 ) – Kommissionens forordning af 30.11.2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for vin (EUT 2009, L 316, s. 65).
( 9 ) – Kommissionens delegerede forordning af 11.3.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT 2014, L 181, s. 48).
( 10 ) – Rådets forordning af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1).
( 11 ) – De af den forelæggende ret fremsendte sagsakter omfatter en afgørelse fra landbrugskammeret af 23.7.2007, som jeg straks vil henvise til, og hvoraf det imidlertid fremgår, at ansøgningerne blev indgivet i henholdsvis marts 2000 og marts 2001.
( 12 ) – Det fremgår af landbrugskammerets afgørelse, at støttetildelingen blev meddelt henholdsvis den 30.11.2000 og den 30.11.2001.
( 13 ) – Forelæggelsesafgørelsen, præmis 2.
( 14 ) – Ibidem, præmis 3.
( 15 ) – Ibidem, præmis 4.
( 16 ) – Den forelæggende ret har ikke rejst tvivl om kvalificeringen som gentagen uregelmæssighed.
( 17 ) – Den forelæggende ret har henvist til dom af 1.7.2004, Gerken (C-295/02, EU:C:2004:400, præmis 53-58).
( 18 ) – Jf. i denne forbindelse dom af 11.3.2008, Jager (C-420/06, EU:C:2008:152, præmis 68 og 73).
( 19 ) – Som er fastlagt i § 2, stk. 3, i Strafgesetzbuch (den tyske straffelov).
( 20 ) – Denne bestemmelse erstattede artikel 9 i forordning nr. 3887/92.
( 21 ) – Jf. dom af 13.12.2012, FranceAgriMer (C-670/11, EU:C:2012:807, præmis 43), med hensyn til den omstændighed, at forordning nr. 2988/95 ligger til grund for sektorlovgivning på f.eks. landbrugsområdet.
( 22 ) – Jf. f.eks. dom af 4.10.2007, Kruck (C-192/06, EU:C:2007:579, præmis 35), og af 14.9.2000, Fisher (C-369/98, EU:C:2000:443, præmis 43-47).
( 23 ) – Behovet for at indføre artikel 49, stk. 6, i forordning nr. 2419/2001 som lex specialis udspringer af forlængelsen af varigheden til fire år, som indføres med hensyn til fristen i artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning 2988/95 (tre år). Der er en lovgivningsmæssig parallelitet mellem artikel 3, stk. 1 og 2, i sidstnævnte forordning og artikel 49, stk. 5 og 6, i forordning nr. 2419/2001.
( 24 ) – Desuden blev afgørelsen af 23.7.2007 appelleret, og det ville være logisk at antage, at de efterfølgende appeller har afbrudt en eventuel forældelse.
( 25 ) – Jf. i denne forbindelse dom af 28.10.2010, SGS Belgium m.fl. (C-367/09, EU:C:2010:648, præmis 66).
( 26 ) – Her bør jeg bemærke, at jeg i mit forslag til afgørelse Glencore Céréales Frances (C-584/15, EU:C:2016:655, punkt 24) bemærkede, at anvendelsen af udtrykket »forældelsesfrist for retsforfølgning« i artikel 3 i forordning nr. 2988/95 kan virke vildledende, idet der strengt taget ikke er tale om en forældelsesfrist for retsforfølgning, men derimod en frist for myndigheden til at udøve retten til at kræve tilbagebetaling af de beløb, der uberettiget er blevet udbetalt til det selskab, der modtager støtten.
( 27 ) – Medmindre den kompetente myndighed inden den 1.2.2004 havde oplyst støttemodtageren om, at støtten var uberettiget.
( 28 ) – Jf. i denne forbindelse dom af 29.1.2009, Josef Vosding Schlacht-, Kühl- und Zerlegebetrieb m.fl. (C-278/07 – C-280/07, EU:C:2009:38, præmis 30 og 31).
( 29 ) – Dom af 8.9.2015, Taricco m.fl. (C-105/14, EU:C:2015:555, præmis 57), og af 2.3.2017, Glencore Céréales France (C-584/15, EU:C:2017:160, præmis 69, 70 og 72).
( 30 ) – Dette kræves i henhold til den i den foregående fodnote nævnte retspraksis.
( 31 ) – Dom af 2.3.2017, Glencore Céréales France (C-584/15, EU:C:2017:160, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).
( 32 ) – Jf. dom af 6.10.2015, Firma Ernst Kollmer Fleischimport und -export (C-59/14, EU:C:2015:660, præmis 24), og af 29.1.2009, Josef Vosding Schlacht-, Kühl- und Zerlegebetrieb m.fl. (C-278/07 – C-280/07, EU:C:2009:38, præmis 27).
( 33 ) – Jf. fodnote 16 i dette forslag til afgørelse.
( 34 ) – Jf. navnlig denne forordnings artikel 6, 7 og 8.
( 35 ) – Dom af 2.3.2017, Glencore Céréales France (C-584/15, EU:C:2017:160, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
( 36 ) – Det fremgår af første afsnit på s. 4 i landbrugskammerets afgørelse af 23.7.2007, at Reinhard Westphal ikke kunne påberåbe sig god tro, idet vedkommende tidligere burde have opdaget sin fejl i forbindelse med beregningen af de arealer, for hvilke vedkommende ansøgte om støtte. På den anden side fremgår det af den appeldom, der indgår i de af den forelæggende ret fremsendte sagsakter, at Reinhard Westphal anvendte matrikelværdien af disse arealer. Med forbehold af den forelæggende rets vurdering af andre faktuelle forhold kan sidstnævnte oplysning være relevant.
( 37 ) – Jf. dom af 11.3.2008, Jager (C-420/06, EU:C:2008:152, præmis 60), som netop omhandler artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2988/95: »Dette princip [om anvendelse med tilbagevirkende kraft af de mildeste straffe] kommer særligt til udtryk i artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 2988/95, hvorefter det påhviler de kompetente myndigheder at anvende efterfølgende ændringer, der foretages ved bestemmelser, som er indeholdt i fællesskabsretlige sektorbestemmelser, hvorved der indføres mindre indgribende administrative sanktioner, med tilbagevirkende kraft på en adfærd, der udgør en uregelmæssighed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i nævnte artikels stk. 1 […]«
( 38 ) – Dom af 8.9.2015 (C-105/14, EU:C:2015:555).
( 39 ) – Dom af 5.12.2017 (C-42/17, EU:C:2017:936).
( 40 ) – Ibidem, præmis 27.
( 41 ) – Ibidem, præmis 58.
( 42 ) – Forelæggelsesafgørelsens præmis 20.
( 43 ) – Punkt 44-46 i dette forslag til afgørelse.
( 44 ) – Dom af 2.3.2017 (C-584/15, EU:C:2017:160, præmis 73).
( 45 ) – Dom af 11.3.2008, Jager (C-420/06, EU:C:2008:152, præmis 70).
( 46 ) – Dom af 4.5.2006, Haug (C-286/05, EU:C:2006:296, præmis 23): »[…] [A]rtikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 2988/95 [bør] finde anvendelse i et tilfælde, hvor der efter at være konstateret en overskridelse på mere end 20% af det fastslåede areal i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 3887/92, stilles krav om tilbagebetaling af det samlede beløb, der oprindeligt er blevet ydet som fællesskabsstøtte, med tillæg af renter, selv om en fællesskabsbestemmelse om efterfølgende ændring af den i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 3887/92 hjemlede sanktion har fastsat en mindre tilbagebetaling« (min fremhævelse).