19.3.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 104/21
Sag anlagt den 9. januar 2018 — Europa-Kommissionen mod Storhertugdømmet Luxembourg
(Sag C-20/18)
(2018/C 104/27)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Hottiaux, J. Samnadda og G. von Rintelen, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Storhertugdømmet Luxembourg
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 43, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (EUT 2014, L 84. s. 72), idet det ikke senest den 10. april 2016 har vedtaget de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der er nødvendige med henblik på at opfylde dette direktiv, eller under alle omstændigheder ikke har meddelt Kommissionen disse bestemmelser.
—
Storhertugdømmet Luxembourg pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 12 920,00 EUR pr. dag regnet fra datoen for afsigelsen af dom i nærværende sag på grund af tilsidesættelse af forpligtelsen til at give meddelelse om gennemførelsesforanstaltningerne til direktiv 2014/26/EU.
—
Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Medlemsstaterne var forpligtet til i henhold til artikel 43, stk. 1, i direktiv 2014/26/EU at træffe de nødvendige nationale foranstaltninger med henblik på at gennemføre forpligtelserne i henhold til dette direktiv senest den 10. april 2016. Da Luxembourg ikke har meddelt nogen foranstaltninger til gennemførelse af direktivet, har Kommissionen besluttet at anlægge sag ved Domstolen.
Kommissionen har i sin stævning foreslået, at Luxembourg betaler en daglig tvangsbøde på 12 920,00 EUR. Beløbet er blevet beregnet under hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed og til den afskrækkende virkning i forhold til denne medlemsstats betalingsevne.
Full & Egal Universal Law Academy