23.4.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 142/27
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale della Campania (Italien) den 22. januar 2018 — Meca Srl mod Comune di Napoli
(Sag C-41/18)
(2018/C 142/36)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale Amministrativo Regionale della Campania
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Meca Srl
Sagsøgt: Comune di Napoli
Præjudicielt spørgsmål
Er de EU-retlige principper, især princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, der er fastlagt i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og de heraf afledte principper såsom ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet og effektivitetsprincippet, der er fastsat i direktiv 2014/24/EU (1), samt bestemmelsen i direktivets artikel 57, stk. 4, litra c) og g), til hinder for anvendelse af en national ordning som den italienske, der følger af artikel 80, stk. 5, litra c), i lovdekret nr. 50/2016, hvorefter anlæggelse af et civilretligt søgsmål vedrørende indsigelser om væsentlige mangler, der har vist sig under gennemførelsen af en tidligere kontrakt og som har medført forfald før aftalt tid heraf, afskærer den ordregivende myndighed fra enhver bedømmelse af tilbudsgiverens pålidelighed, indtil der foreligger en endelig afgørelse i søgsmålet, og uden at virksomheden har godtgjort iværksættelsen af self-cleaning foranstaltninger til at afhjælpe overtrædelser og undgå fornyede overtrædelser?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94, s. 65).
Full & Egal Universal Law Academy