4.6.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 190/7
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Castilla y León (Spanien) den 27. februar 2018 — Violeta Villar Láiz mod Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) og Tesorería General de la Seguridad Social (TGSS)
(Sag C-161/18)
(2018/C 190/09)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Tribunal Superior de Justicia de Castilla y León
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Violeta Villar Láiz
Sagsøgt: Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) og Tesorería General de la Seguridad Social (TGSS)
Præjudicielle spørgsmål
1)
I henhold til spansk ret skal der med henblik på beregning af alderspensionen på det beregningsgrundlag, som beregnes på grundlag af lønnen i de sidste år, anvendes en procentsats, der fastsættes i forhold til antallet af år med bidragspligt gennem hele arbejdslivet. Skal en bestemmelse i national ret som den, der fremgår af artikel 247.a og 248.3 i Ley General de la Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring), som nedsætter antallet af år, der i tilfælde med deltidsansættelse kan medregnes med henblik på anvendelse af procentsatsen, anses for at være uforenelig med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 (1)? Kræves det i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, at antallet af år med bidragspligt, der tages i betragtning med henblik på at fastsætte den procentsats, der skal gælde for beregningen af alderspensionen, bestemmes på samme måde for fuldtidsansatte og for deltidsansatte?
2)
Er en bestemmelse i national ret som den i denne sag omtvistede ligeledes i strid med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, således at den nationale domstol [org. s. 6] er forpligtet til at sikre chartrets fulde virkning og undlade at anvende de omtvistede lovbestemmelser i national ret uden at anmode om eller afvente, at lovgiver først ophæver dem, eller at enhver anden forfatningsmæssig procedure gennemføres?
(1) EFT L 6, s. 24.
Full & Egal Universal Law Academy