27.8.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 301/13
Appel iværksat den 2. marts 2018 af CJ til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 13. december 2017 i sag T-692/16, CJ mod Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)
(Sag C-170/18 P)
(2018/C 301/17)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: CJ (ved Δικηγόρος V. Kolias)
Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom af 13. december 2017 i sag T-692/16, CJ mod ECDC (ECLI:EU:T:2017:894), ophæves.
—
Følgelig: hvis appellen tages til følge annulleres den nye afgørelse om opsigelse af 2. december 2015 og appellanten tilkendes den erstatning, som han nedlagde påstand om for Retten, med tillæg af lovbestemte renter.
—
ECDC tilpligtes at betale sagsomkostningerne i sagen i første instans og i appelsagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Det første anbringende er, at Retten fejlfortolkede appellantens argumenter, fordrejede beviserne og begik en fejl i forbindelse med den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder ved at fastslå, at omstændighederne ikke havde ændret sig væsentligt mellem datoen for udstedelsen af den annullerede afgørelse om opsigelse og datoen for den nye afgørelse om opsigelse, med henblik i at forhindre ECDC i at genudstede den annullerede afgørelse om opsigelse.
Det andet anbringende er, at Retten fejlfortolkede hans argumenter, ikke fremkom med en tilstrækkelig begrundelse, begik en fejl i forbindelse med den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder og fejlfortolkede artikel 266 TEUF ved at fastslå, at den nye afgørelse om opsigelse ikke var uforholdsmæssig i henhold til artikel 5, stk. 4, TEU.
Det tredje anbringende er, at Retten gav området for res judicata en for vidtrækkende betydning.
Det fjerde anbringende er, at Retten:
—
Fejlfortolkede Personalerettens dom i de forenede sager F-159/12 og F-161/12, CJ mod ECDC, og forstod det deraf følgende res judicata på en for vidtrækkende måde.
—
Fejlfortolkede vedtægtens artikel 22a, stk. 3, om beskyttelse af informanter ved ikke at tillægge denne effektiv virkning.
Det femte anbringende er, at Retten fejlfortolkede reglen om EU’s ansvar uden for kontraktforhold, subsidiært begik en retlig fejl ved klassificeringen af de faktiske omstændigheder, da den fastslog, at den anfægtede afgørelse ikke var begrundet på en måde, som forvoldte appellanten et ikke-økonomisk tab.
Full & Egal Universal Law Academy