10.9.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 319/12
Appel iværksat den 14. maj 2018 af Crocs, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 14. marts 2018 i sag T-651/16 — Crocs mod EUIPO
(Sag C-320/18 P)
(2018/C 319/15)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Crocs, Inc. (ved solicitor J. Guise og solicitor D. Knight)
De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Gifi Diffusion
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Annullation af den appellerede afgørelse.
—
Hvis Domstolen giver medhold i den første påstand, anmoder appellanten om, at Domstolen ligeledes annullerer appelkammerets afgørelse og stadfæster førsteinstansens afgørelse.
—
Hvis Domstolen giver medhold i den anden påstand, anmoder appellanten om, at den appellerede afgørelse tilsidesættes og at Retten pålægges at indskrænke dens betragtninger til de faktuelle og retlige spørgsmål, der behandles i appelkammerets afgørelse. Hvis Retten konkluderer, at den ikke kan opretholde appelkammerets afgørelse, når Website Disclosures betragtes isoleret, anmoder appellanten om, at Retten henviser sagen til appelkammeret for yderligere overvejelser om, hvorvidt Fort Lauderdale Disclosures og Sales Disclosures falder ind under undtagelsen i artikel 7 (1).
—
Hvis Domstolen giver medhold i den tredje påstand, anmoder appellanten om, at den appellerede afgørelse tilsidesættes for så vidt angår anvendelsen af artikel 7 og at Retten pålægges at foretage en fornyet bedømmelse af beviserne under hensyntagen til ordlyden af artikel 7 og ved anvendelse af en sandsynlighedsafvejning.
—
Hvis Domstolen giver medhold i den fjerde påstand, anmoder appellanten om, at den appellerede afgørelse annulleres, og at sagen fordeles til en anden af Rettens afdelinger med henblik på yderligere behandling.
—
Appellanten har også nedlagt påstand om, at Domstolen pålægger appelindstævnte at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 137 og artikel 184 i Domstolens procesreglement.
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Første anbringende — Tilsidesættelse af forordningens artikel 63
Retten foretog en forkert fortolkning og anvendelse af artikel 63, idet den ikke annullerede appelkammerets afgørelse, for så vidt som den tillod fremlæggelse af nye beviser.
2)
Andet anbringende — Tilsidesættelse af forordningens artikel 61
Retten tilsidesatte artikel 61 ved reelt at afgøre faktuelle spørgsmål, som ikke var blevet undersøgt af appelkammeret i dets afgørelse og ikke faldt ind under området for appellen. Som sådan overskred Retten sin kompetence til at annullere eller ændre appelkammerets afgørelse.
3)
Tredje anbringende — Tilsidesættelse af forordningens artikel 7
Retten tilsidesatte artikel 7 ved at anvende et forkert beviskrav. Herved tilkendegav Retten også, at prøvelsen kræver specifikke beviser, frem for at anvende den retlige prøvelse på de beviser, der var fremlagt under sagen. Endelig forkastede Retten fejlagtigt appellantens argument om, at der kan tages hensyn til en kvantitativ faktor ved anvendelsen af artikel 7.
4)
Fjerde anbringende — Ulovlig sammensætning af Retten (Syvende Afdeling)
Rettens Syvende Afdeling var ikke sammensat korrekt. Dommer Kornezov blev udnævnt til Retten fra Personaleretten i 2016. Imidlertid blev det senere fastslået, at dommer Kornezov’s udnævnelse til Personaleretten var behæftet med en processuel fejl. Hvis dommer Kornezov ikke havde haft sæde i Personaleretten i 2016, ville hans udnævnelse til Retten ikke have været mulig før 2019. Som sådan forekommer det, at hans udnævnelse til Retten også er behæftet med en processuel fejl. Den appellerede afgørelse må derfor tilsidesættes og sagen hjemvises til en anden af Rettens afdelinger.
(1) Artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12.12.2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy