17.9.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 328/26
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Köln (Tyskland) den 7. juni 2018 — UPS Deutschland Inc. & Co. OHG, DPD Dynamic Parcel Distribution GmbH & Co. KG og Bundesverband Paket & Expresslogistik e.V. mod Deutsche Post AG
(Sag C-374/18)
(2018/C 328/34)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landgericht Köln
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: UPS Deutschland Inc. & Co. OHG, DPD Dynamic Parcel Distribution GmbH & Co. KG og Bundesverband Paket & Expresslogistik e.V.
Sagsøgt: Deutsche Post AG
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006 (1) fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF (2), i henhold til artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og udelukkende transporterer forsendelser som led i befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten?
2)
Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:
a)
Hvilket omfang skal andelen af de forsendelser, som et køretøj transporterer som led i befordringspligten, i så fald mindst have?
b)
Hvilket omfang må andelen af de forsendelser, der ikke er omfattet af befordringsforpligtelsen, og som køretøjet befordrer samtidig med befordringspligtige forsendelser, i så fald højst have?
c)
Hvordan skal et omfang som det, der er anført under a) og b), hver især fastsættes?
d)
Skal der foreligge et omfang som det, der er anført under a) og b), på hver enkelt tur med det pågældende køretøj, eller er et gennemsnit af alle ture med det pågældende køretøj tilstrækkeligt?
3)
a)
Skal en medlemsstats nationale bestemmelse vedrørende køre- og hviletid for så vidt angår køretøjer og kombinationer af køretøjer til godstransport med en største tilladt totalvægt på over 2,8 [ton] og ikke over 3,5 [ton], der ordret gengiver bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006, udelukkende fortolkes på grundlag af EU-retten?
b)
Kan en national retsinstans på trods af den ordrette gengivelse af EU-retten anvende andre kriterier for fortolkningen af de bestemmelser, der er inkorporeret fra EU-retten?
4)
Er det til hinder for en klassificering af en forsendelse som forsendelse, der er omfattet af befordringsforpligtelsen i henhold til direktiv 97/67/EF, når der i forbindelse med denne udbydes tillægsydelser såsom:
—
indsamling (uden tidsinterval)
—
indsamling (med tidsinterval)
—
visuel alderskontrol
—
efterkrav
—
modtager betaler forsendelsen op til 31,5 kg
—
eftersendelsesservice
—
forholdsordre
—
ønsket dag
—
ønsket tidspunkt?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15.3.2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (EUT L 102, s. 1), senest ændret ved artikel 45 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4.2.2014 om takografer inden for vejtransport (EUT L 60, s. 1), berigtiget den 18.4.2015 (EUT L 101, s. 62).
(2) Europa-parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15.12.1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet (EFT 1998, L 15, s. 14).
Full & Egal Universal Law Academy