18.3.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 103/11
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (Italien) den 15. november 2018 — Vivendi SA mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni
(Sag C-719/18)
(2019/C 103/10)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Vivendi SA
Sagsøgt: Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni
Præjudicielle spørgsmål
1)
Selv om medlemsstaterne har mulighed for at undersøge, hvornår virksomheder indtager en dominerende stilling (hvilket indebærer, at disse pålægges særlige forpligtelser), er bestemmelsen i artikel 43, stk. 11, i lovdekret nr. 177 af 31. juli 2005 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ifølge hvilken »virksomheder, herunder også gennem selskaber, som kontrolleres af disse virksomheder, eller der er forbundet med disse virksomheder, hvis indtægter inden for den elektroniske kommunikationssektor som defineret i artikel 18 i lovdekret nr. 259 af 1. august 2003 udgør mere end 40 % af de samlede indtægter inden for denne sektor, ikke må oppebære indtægter i det integrerede kommunikationssystem på mere end 10 % af dette system — for så vidt som den pågældende sektor — ved henvisning til artikel 18 i Codice delle comunicazioni elettroniche (lov om elektronisk kommunikation) — er begrænset til markeder, som kan underlægges forhåndsregulering, på trods af, at erfaringen viser, at information (hvis pluralisme bestemmelsen har til formål at sikre) i stigende grad formidles gennem brug af internettet, personlige computere og mobiltelefoner, hvorved det vil være urimeligt fra denne sektor at udelukke navnlig detailtjenester inden for mobiltelefoni, blot fordi de opererer under frie konkurrencevilkår, i strid med EU-retten, og nærmere bestemt med princippet om de frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63 TEUF. Der skal med hensyn til det ovenstående tillige tages hensyn til den omstændighed, at tilsynsmyndigheden med henblik på anvendelsen af den nævnte artikel 43, stk. 11, i den foreliggende sag har afgrænset den elektroniske kommunikationssektor og udelukkende har taget hensyn til de markeder, for hvilke der er blevet gennemført mindst én analyse siden ikrafttrædelsen af loven om elektronisk kommunikation, dvs. fra 2003 til i dag, og indtægter fra den seneste nyttige vurdering, der blev gennemført i 2015.
2)
Er princippet om etableringsfriheden og princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser i artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), artikel 15 og 16 i direktiv 2002/21/EF (1), som beskytter pluralismen og ytringsfriheden, og det EU-retlige proportionalitetsprincip til hinder for anvendelsen af en national lovgivning vedrørende audiovisuelle og radio- medietjenester, såsom den italienske, der er indeholdt i artikel 43, stk. 11 og 14, hvorefter de indtægter, der er relevante med henblik på at fastlægge den anden tærskel på 10 %, ligeledes kan anvendes på virksomheder, der hverken er kontrollerede selskaber eller selskaber, som er underlagt dominerende indflydelse, men kun »forbundne selskaber« som omhandlet i artikel 2359 i codice civile (den civile lovbog) (hvortil der henvises i artikel 43, stk. 14), selv om det ikke i forhold til disse er muligt at udøve nogen indflydelse på de informationer, der udsendes;
3)
Er princippet om etableringsfriheden og princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser i artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), artikel 15 og 16 i direktiv 2002/21/EF, principperne på området for beskyttelse af pluralisme i forbindelse med informationskilder og beskyttelse af konkurrencen inden for sektoren for radio-/tv-spredning som omhandlet i direktiv 2010/13/EU (2) om audiovisuelle medietjenester og i direktiv 2002/21/EF til hinder for nationale bestemmelser som lovdekret nr. 177/2005, der i artikel 43, stk. 9 og 11, opstiller meget forskellige tærskelværdier (henholdsvis 20 % og 10 %) for »selskaber, der skal være optaget i registret over udbydere af elektronisk kommunikation oprettet i henhold til artikel 1, stk. 6, litra a), nr. 5 i lov nr. 249 af 31. juli 1997« (eller virksomheder med en koncession eller tilladelse på grundlag af gældende lovgivning fra tilsynsmyndigheden eller andre relevante myndigheder og reklamevirksomheder, uanset hvordan denne reklame formidles, forlagsvirksomheder mv. som omhandlet i stk. 9), og for virksomheder inden for den elektroniske kommunikationssektor som defineret ovenfor (omfattet af stk. 11).
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7.3.2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT L 108, s. 33).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.3.2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy