8.4.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 131/51
Kendelse afsagt af Rettens præsident den 13. februar 2019 — BRF og SHB Comercio e Industria de Alimentos mod Kommissionen
(Sag T-429/18 R)
(Særlige rettergangsformer - folkesundhed - gennemførelsesforordning (EU) 2018/700 - ændringer af lister over tredjelandsvirksomheder, hvorfra import af bestemte animalske produkter er tilladt, for så vidt angår visse virksomheder fra Brasilien - ingen uopsættelighed - interesseafvejning)
(2019/C 131/60)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: BRF SA (Itajaí, Brasilien) og SHB Comercio e Industria de Alimentos SA (Itajaí) (ved advokaterne D. Arts og G. van Thuyne)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved X. Lewis, B. Eggers og B. Hofstötter, som befuldmægtigede)
Sagens genstand
Søgsmål anlagt i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF med principal påstand om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/700 af 8. maj 2018 om ændringer af lister over tredjelandsvirksomheder, hvorfra import af bestemte animalske produkter er tilladt, for så vidt angår visse virksomheder fra Brasilien (EUT 2018, L 118, s. 1), enten indtil der er truffet endelig afgørelse i det søgsmål, som sagsøgerne har anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, eller indtil en af Rettens præsident fastsat dato, og subsidiær påstand om udsættelse af anvendelsen af den nævnte forordning for så vidt angår sagsøgernes virksomheder, som er opført på listen over virksomheder, der har tilladelse til at importere kød af fjerkræ og lagomorfer fra Brasilien (sektion II), på listen over virksomheder, der har tilladelse til at importere hakket kød, tilberedt kød og maskinsepareret kød fra Brasilien (sektion V), og som ikke har genereret mere end to meddelelser gennem det hurtige varslingssystem for fødevarer og foder mellem den 1. marts 2017 og den 19. april 2018, samt på listen over virksomheder, der har tilladelse til at importere kødprodukter fra Brasilien (sektion VI), eller anordning af enhver anden eller supplerende forholdsregel, som Rettens præsident anser for nødvendig eller formålstjenlig.
Konklusion
1)
Begæringen om foreløbige forholdsregler forkastes.
2)
Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.