12.3.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 94/32
Sag anlagt den 20. januar 2018 — adidas International Trading m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-24/18)
(2018/C 094/43)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: adidas International Trading BV (Amsterdam, Nederlandene), Gabor Footwear GmbH (Rosenheim, Tyskland), Gabor Shoes AG (Rosenheim), HR Online GmbH (Osnabrück, Tyskland), Nike European Operations Netherlands BV (Hilversum, Nederlandene), Timberland Europe BV (Almelo, Nederlandene), Wolverine Europe BV (Amsterdam) og Wolverine Europe Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokaterne E. Vermulst og J. Cornelis)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1982 af 31. oktober 2017 om genindførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam, produceret af Dongguan Luzhou Shoes Co. Ltd, Dongguan Shingtak Shoes Co. Ltd, Guangzhou Dragon Shoes Co. Ltd, Guangzhou Evervan Footwear Co. Ltd, Guangzhou Guangda Shoes Co. Ltd, Long Son Joint Stock Company og Zhaoqing Li Da Shoes Co., Ltd, og om gennemførelse af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-34/14 (EUT 2017, L 285, s. 14) annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.
1.
Første anbringende om, at Europa-Kommissionen ikke havde lovhjemmel til at vedtage den anfægtede forordning.
2.
Andet anbringende om, at genåbningen af den afsluttede fodtøjsprocedure og den ved den anfægtede forordning foretagne pålæggelse af den udløbne antidumpingtold med tilbagevirkende kraft:
i)
mangler lovhjemmel, er støttet på en åbenbar fejl ved anvendelsen af artikel 266 TEUF og grundforordningen (1) og er i strid med grundforordningens artikel 9, stk. 4,
ii)
er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft hvad angår sagsøgerne og
iii)
er støttet på en urigtig anvendelse af artikel 266 TEUF og Kommissionens magtmisbrug og er i strid med artikel 5, stk. 4, TEUF.
3.
Tredje anbringende om, at en beslutning om at pålægge sagsøgernes leverandører en antidumpingtold med tilbagevirkende kraft, hvorved tilbagebetaling til sagsøgerne blev hindret, er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling.
4.
Fjerde anbringende om, at Kommissionen misbrugte sine beføjelser ved vurderingen af de anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, som var indgivet af sagsøgernes leverandører, til at pålægge en antidumpingtold med tilbagevirkende kraft, og tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling.
5.
Femte anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sin forpligtelse i henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 5, samt sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21).
Full & Egal Universal Law Academy