30.4.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 152/38
Sag anlagt den 15. februar 2018 — Batchelor mod Kommissionen
(Sag T-85/18)
(2018/C 152/48)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Edward William Batchelor (Bruxelles, Belgien) (ved advokat B. Hoorelbeke og Solicitor M. Healy,)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens afgørelse C(2017) 8430 final af 5. december 2017 om afslag på aktindsigt i et dokument, som indeholder en sagsbehandlers etiske erklæring, der er indført i Europa-Kommissionens informationssystem for personaleforvaltning Sysper2 og i andre dokumenter, der er omfattet af den oprindelige begæring om aktindsigt, annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
1.
Første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 15, stk. 3, TEUF, artikel 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 (1), sammenholdt med artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001 (2), idet Kommissionen gav afslag på fuld eller delvis aktindsigt i den etiske erklæring.
—
Med det første anbringendes første led har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke undersøgte eller godtgjorde, at udbredelsen af den etiske erklæring faktisk og konkret ville være til skade for den interesse, der er beskyttet ved artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001. Derfor løftede Kommissionen ikke sin retlige byrde, og begik en retlig fejl, idet den gav afslag på aktindsigt — i det mindste delvist — i den etiske erklæring.
—
Med det første anbringendes andet led har sagsøgeren anført, at Kommissionen begik en fejl i forbindelse med anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, da den fandt, at sagsøgeren ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at udbredelsen af den etiske erklæring var nødvendig
2.
Andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 15, stk. 3, TEUF og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001, idet Kommissionen gav afslag på at give aktindsigt i andre dokumenter, der var omfattet af den oprindelige begæring om aktindsigt.
—
Med det andet anbringende har sagsøgeren anført de relevante og konsekvente beviser, der understøtter sagsøgerens overbevisning om, at der findes flere dokumenter, som vil være omfattet af den oprindelige begæring om aktindsigt, end de 71 dokumenter, som Kommissionen har identificeret. Ved at give afslag på aktindsigt i disse andre dokumenter tilsidesatte Kommissionen artikel 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 15, stk. 3, TEUF og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001.
3.
Tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, især pligten til rettidig omhu.
—
Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt til rettidig omhu i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, idet den undlod at udøve rettidig omhu, da den besluttede, at der ikke var andre dokumenter, som var omfattet af den oprindelige begæring om aktindsigt. Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren anført, at der ikke er nogen forklaring på, hvorledes Kommissionen har sikret sig, at der ikke findes yderligere dokumenter, eftersom der ikke er fremlagt nogen oplysninger angående de søgemetoder, som Kommissionen har anvendt.
4.
Fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse begrundelsespligten som fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF.
—
Med det fjerde anbringendes første led har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF, idet den undlod at forklare, hvorfor udbredelsen af den etiske erklæring konkret og faktisk ville være til skade for den interesse, der er beskyttet ved artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, eller hvorfor det må antages, at en sådan udbredelse vil kunne være til skade for den berørte persons legitime interesser i overensstemmelse med artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001.
—
Med det fjerde anbringendes andet led har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen begrundelse for, hvorfor der i aftalen ikke er identificeret yderligere dokumenter, der er omfattet af den oprindelige begæring om aktindsigt, til trods for det af sagsøgeren anførte i dennes genfremsatte begæring. Derfor er også denne del af den anfægtede afgørelse utilstrækkeligt begrundet.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18.12.2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy