16.4.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 134/34
Sag anlagt den 19. februar 2018 — Stamatopoulos mod ENISA
(Sag T-99/18)
(2018/C 134/49)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Grigorios Stamatopoulos (Athen, Grækenland) (ved advokat S. Pappas)
Sagsøgt: Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af afgørelsen af 25. juli 2017 truffet af ENISA’s HR Team, hvorved sagsøgerens ansøgning til stillingen som chef for ENISA’s Finance and Procurement-afdeling i henhold til stillingsopslag ENISA-TA16-AD-2017-03 blev afslået, således at agenturet på ny tager stilling til sagsøgerens ansøgning på en retfærdig og gennemsigtig måde.
—
Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning til sagsøgeren for det ikke-økonomiske tab, han har lidt som følge af de ulovligheder, som gør den anfægtede retsakt ugyldig, på mindst fem tusinde (5 000) EUR, og
—
Sagsøgte tilpligtes at bære sine egne samt betale sagsøgerens sagsomkostninger i denne sag.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.
1.
Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede retsakt tilsidesætter sagsøgtes begrundelsespligt, da afslaget på hans ansøgning ikke er tilstrækkeligt begrundet. Mens ENISA oplyste sagsøgeren om hans score for hvert udvælgelseskriterium og hans samlede score, var bedømmelsen af alle ansøgerne ved sin karakter komparativ og de point, der blev tildelt hver ansøger, var således resultatet af en sådan komparativ analyse. Sagsøgeren har således anført, at ENISA, henset til den omstændighed, at agenturet ikke meddelte ham en specifik begrundelse for de point, han blev tildelt for hvert kriterium, herunder de komparative fordele for de heldige ansøgere, som gik videre til etapen med interviews og prøver, ikke fremkom med en tilstrækkelig begrundelse, som ville have gjort det muligt for sagsøgeren at vurdere, om den for ham bebyrdende retsakt var velbegrundet og om det var hensigtsmæssigt at anlægge sag ved Retten og endvidere ikke satte Retten i stand til at efterprøve retsaktens lovlighed.
2.
Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at udvælgelseskomitéens bedømmelse af hans kompetencer er ugyldig som følge af anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn, navnlig vedrørende bedømmelsen af udvælgelseskriterierne: Høj grad af organisatoriske evner, præcision og evner til at analysere, samle og resumere komplekse økonomiske oplysninger; Fremragende evner inden for forhandling og problemløsning; Stærke lederevner og evne til konfliktløsning; Stærke kommunikationsevner i engelsk både mundtligt og skriftligt og Evne til at forblive effektiv under stort arbejdspres og til kontinuerligt at overholde programmatiske deadlines uanset ændringer i arbejdsmiljø.
3.
Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede retsakt tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og princippet om gennemsigtighed, idet den af udvælgelseskomitéen fastsatte pointgrænse for de ansøgere, der gik videre til etapen med interviews og prøver, blev fastsat på en måde, som var vilkårlig og ulovlig. Sagsøgeren har anført, at stillingsopslaget ikke indeholdt betingelser om, hvornår pointgrænsen blev fastsat og hvilke kriterier udvælgelseskomitéen skulle tage hensyn til ved fastsættelse heraf. Som følge heraf fremkom udvælgelseskomitéen ikke med nogen begrundelse for, hvorledes den fastsatte niveauet for pointgrænsen og fremsendte først pointgrænsen til ansøgerne efter afslutningen af bedømmelsen.
4.
Endelig har sagsøgeren, henset til de ovennævnte ulovligheder, rejst krav om erstatning for det ikke-økonomiske tab, han har lidt som følge af hans deltagelse i den fejlbehæftede og ulovlige procedure og som følge af den manglende begrundelse af hans afslag, som kun kan ses som udtryk for en fuldstændig mangel på respekt over for ham og en tilsidesættelse af hans ret til en retfærdig administration.
Full & Egal Universal Law Academy