30.4.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 152/40
Sag anlagt den 21. februar 2018 — Østrig mod Kommissionen
(Sag T-101/18)
(2018/C 152/50)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Østrig (ved advokat G. Hesse)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse (EU) 2017/2112 af 6. marts 2017 om den foranstaltning/støtteordning/statsstøtte SA.38454 — 2015/C (ex 2015/N), som Ungarn påtænker at yde til udviklingen af to nye kernereaktorer på Paks II-kernekraftværket (meddelt under nummer C(2017) 1486), offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 1. december 2017, L 317, s. 45, annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført ti anbringender.
1.
Første anbringende: Manglende gennemførelse af en udbudsprocedure
For det første er afgørelsen ugyldig på grund af tilsidesættelse grundlæggende udbudsforskrifter, hvis overholdelse er uløseligt forbundet med formålet med støtten.
2.
Andet anbringende: Urigtig anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF — der foreligger ikke et mål af fælles interesse
For det andet har Republikken Østrig gjort gældende, at der i modsætning til Kommissionens opfattelse ikke foreligger et mål af fælles interesse, som kræves, for at støtten kan godkendes
3.
Tredje anbringende: Urigtig anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF — Urigtig afgrænsning af erhvervsgrenen og en ukorrekt antagelse af, at der foreligger markedssvigt som omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF
For det tredje har Kommissionen for så vidt godkendt den påtænkte støtte med urette, idet den ukorrekt har lagt til grund, at der findes et selvstændigt marked for kerneenergi og — ligeledes ukorrekt — er gået ud fra, at der foreligger markeds- henholdsvis kapitalmarkedssvigt på dette marked.
4.
Fjerde anbringende: Foranstaltningen er uforholdsmæssig
For det fjerde er afgørelsen ligeledes ugyldig, fordi Kommissionen har undladt at foretage en proportionalitetsprøvelse, der i overensstemmelse med gældende ret, i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF: in concreto vejer ulemperne tungere end fordelene.
5.
Femte anbringende: Uforholdsmæssige konkurrencefordrejninger, som efter artikel 107, stk. 3, litra c), er uforenelige med det indre marked
For det femte fører den omhandlede afgørelse til uforholdsmæssige forhold, der medfører konkurrencefordrejninger, som er i strid med EU-retten, og støtteretlig forskelsbehandling på det indre marked for elektricitet.
6.
Sjette anbringende: Der foreligger et »projekt i vanskeligheder«
Sagsøgeren har for det sjette anført, at støtte til et »projekt i vanskeligheder« på det liberaliserede indre marked for elektricitet ikke burde være godkendt på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF.
7.
Syvende anbringende: Styrkelse/etablering af en dominerende stilling
For det syvende udelukker den dominerende stilling, som støtten forårsager for den — markedsøkonomisk aktive — ungarske stat, at støtten kan være forenelig med fællesmarkedet på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF.
8.
Ottende anbringende: Likviditetsrisiko for engrosmarkedet.
For det ottende burde støtten i betragtning af den indbyggede risiko for forringelse af markedslikviditeten ikke være godkendt.
9.
Niende anbringende: Utilstrækkelig fastlæggelse af støtten
For det niende har sagsøgeren støttet søgsmålet på den omstændighed, at Kommissionen har fastlagt støttens omfang i utilstrækkelig grad.
10.
Tiende anbringende: Tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF
For det tiende har Kommissionen tilsidesat sin begrundelsespligt i flere og alvorlige henseender.
Full & Egal Universal Law Academy