Sag T-318/18: Sag anlagt den 22. maj 2018 — Amazon EU og A mod Kommissionen
Sag anlagt den 22. maj 2018 — Amazon EU og A mod Kommissionen
(Sag T-318/18)
2018/C 276/82Processprog: engelskParter
Sagsøgere: Amazon EU Sàrl (Luxembourg, Luxembourg) og A, Inc. (Seattle, Washington, De Forenede Stater) (ved advokaterne D. Paemen, M. Petite og A. Tombiński)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Artikel 1-4 i Europa-Kommissionens afgørelse af 4. oktober 2017 om statsstøtte SA.38944 (2014/C) (ex 2014/NN) fra Luxembourg til Amazon, som fastslår, at Luxembourg tildelte LuxOpCo ulovlig statsstøtte i perioden maj 2006 — juni 2014 i henhold til en skatteafgørelse fra 2003 ( 1 ), annulleres
—
Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 2-4.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ni anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, idet afgørelsen ikke godtgør, at der forelå en fordel for sagsøgerne med hensyn til de sammenlignelige elementer, som sagsøgerne har fremført.
—
Afgørelsen ser ubehørigt bort fra direkte beviser, der godtgør, at de royalties, som LuxOpCo rent faktisk betalte for de immaterielle aktiver i løbet af den relevante periode, var i overensstemmelse med armslængdeprincippet, og at den forudgående skattebekræftelse fra 2003 derfor ikke tildelte LuxOpco en faktisk fordel i form af et reduceret beskatningsgrundlag.
2.
Med det andet anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, idet afgørelsens konklusion om, at der forelå en fordel, er baseret på en fejlagtig analyse af LuxOpCo’s og Amazon European Holding Technologies S.C.S.’ funktioner.
—
Afgørelsens analyse af de funktioner, der blev udført af Amazon European Holding Technologies S.C.S. (»LuxSCS«) og LuxOpCo, er behæftet med en række grundlæggende retlige og faktiske fejl. Disse fejl indebærer, at afgørelsens anvendelse af den transaktionsbestemte nettoavancemetode og følgelig også den deraf følgende konstatering af, at der forelå en fordel, er ugyldig.
3.
Med det tredje anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med artikel 41 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og princippet om god forvaltningsskik, idet afgørelsens konstatering af, at der forelå en fordel, ikke tager hensyn til alle beviser.
—
Afgørelsen undersøger ikke oplysningerne i sagsakterne med den fornødne grad af omhyggelighed og upartiskhed.
4.
Med det fjerde anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, og begrundelsespligten, idet afgørelsens konklusion om, at der forelå en fordel, er støttet på en royalty, som er i strid med armslængdeprincippet.
—
Afgørelsens konstatering af, at der forelå en fordel, indebærer, at LuxOpCo skulle have betalt en afregningspris, som åbenbart fraviger armslængdeprincippet, og er derfor ugrundet.
5.
Med det femte anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med artikel 107, stk.1, TEUF, idet afgørelsen ikke subsidiært godtgør, at der forelå en fordel.
—
Afgørelsens subsidiære konstatering af, at den forudgående skattebekræftelse fra 2003 tildelte LuxOpCo en økonomisk fordel, idet den var baseret på tre uhensigtsmæssige metodevalg, er støttet på en fejlagtig kvalificering af LuxOpCo’s og LuxSCS’ respektive roller og er ugrundet.
6.
Med det sjette anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, idet afgørelsen fejlagtigt kvalificerer den forudgående skattebekræftelse fra 2003 som en individuel ad hoc-foranstaltning og følgelig med urette støtter sig på en formodning for selektivitet.
—
Afgørelsen, der er baseret på en fejlagtig kvalificering af den forudgående skattebekræftelse fra 2003 som en individuel ad hoc-foranstaltning, lægger i henhold til den principale konstatering af selektivitet fejlagtigt en formodning for selektivitet til grund for at fastslå, at den forudgående skattebekræftelse fra 2003 er selektiv af natur.
7.
Med det syvende anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF og retssikkerhedsprincippet, idet afgørelsens analyse af selektivitet er støttet på en fejlagtig referenceramme.
—
Afgørelsen udelukker ved sin subsidiære konstatering af, at der foreligger selektivitet, ubehørigt Luxembourgs generelle administrative praksis vedrørende afregningspriser fra referencerammen i strid med gældende retspraksis.
8.
Med det ottende anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med retssikkerhedsprincippet, princippet om tilbagevirkende kraft og princippet om ikke-diskrimination og en væsentlig formforskrift, idet den vurderer gyldigheden af den forudgående skattebekræftelse fra 2003 med henvisning til efterfølgende vedtagne OECD-retningslinjer.
—
Afgørelsen anvender med tilbagevirkende kraft og diskriminatorisk, og ubehørigt i forhold til sagsøgerne og Luxembourg, standarder i OECD’s 2017-retningslinjer for koncerninterne afregningspriser, der først blev udstedt, efter at Kommissionen havde indledt proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og længe efter vedtagelsen af den forudgående skattebekræftelse fra 2003.
9.
Med det niende anbringende gøres gældende, at afgørelsen er i strid med artikel 17 i forordning nr. 2015/1589 ( 2 ), idet afgørelsen anordner tilbagesøgning af støtten, til trods for, at den gældende forældelsesfrist allerede er udløbet.
—
Afgørelsens anordning om tilbagesøgning er ulovlig, idet den tiårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 17 i forordning nr. 2015/1589, er udløbet.
( 1 ) – Kommissionens afgørelse (EU) 2018/859 af 4.10.2017 om statsstøtte SA.38944 (2014/C) (ex 2014/NN) fra Luxembourg til Amazon (meddelt under nummer C(2017) 6740) (EUT 2018, L 153, s. 1).
( 2 ) – Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).