Sag T-363/18: Sag anlagt den 5. juni 2018 — Nippon Chemi-Con Corporation mod Kommissionen
C2942018DA5210120180605DA0067521543
Sag anlagt den 5. juni 2018 — Nippon Chemi-Con Corporation mod Kommissionen
(Sag T-363/18)2018/C 294/67Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Nippon Chemi-Con Corporation (Tokyo, Japan) (ved advokaterne H. Niemeyer, M. Röhrig, D. Schlichting og I. Stoicescu)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens afgørelse C(2018) 1768 final af 21. marts 2018 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.40136 — kondensatorer) annulleres helt eller delvist.
—
Subsidiært annulleres artikel 2, litra g), i Kommissionens afgørelse af 21. marts 2018.
—
Mere subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt i artikel 2, litra g), i Kommissionens afgørelse af 21. marts 2018, under Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003 ( 1 ).
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.
1.
Første anbringende om en tilsidesættelse af retten til at blive hørt og af artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte selskabets ret til at blive hørt ved ikke at give det aktindsigt i alle de sagsakter, som der henvises til i den anfægtede afgørelse, ved ikke at fremlægge alle de potentielt diskulperende beviser, ved at undlade at udstede en supplerende klagepunktsmeddelelse for at afhjælpe manglerne i den oprindelige klagepunktsmeddelelse i stedet for en sagsfremstillingsskrivelse, og ved at undlade at meddele tilstrækkelig aktindsigt i referater af møder med de andre parter.
2.
Andet anbringende om, at Kommissionen undlod at fremlægge præcise og samstemmende beviser for en overtrædelse, som havde en indvirkning på EØS under hele varigheden af den formodede overtrædelse
Kommissionen undlod endvidere at fremlægge præcise og samstemmende beviser for en overtrædelse, som havde en indvirkning på EØS under hele varigheden af den formodede overtrædelse, især for så vidt angår ECC-møderne (1998-2003) og de tri- og multilaterale møder og disses indvirkning på EØS i perioden mellem 2009 og 2012.
3.
Tredje anbringende om, at der ikke forelå tilstrækkelige beviser for en samlet og vedvarende overtrædelse
Det er efter sagsøgerens opfattelse ikke lykkedes Kommissionen at bevise, at der foreligger en samlet overtrædelse bestående af alle former for formodede møder med hensyn til alle aluminiumelektrolytkondensatorer og alle tantalelektrolytkondensatorer for en periode på 14 år og med en indvirkning på EØS, idet Kommissionen hverken afgrænsede en samlet plan med et enkelt konkurrencebegrænsende økonomisk formål til den krævede standard, eller beviste, at der forelå den nævnte forbindelse mellem de forskellige møder.
4.
Fjerde anbringende om, at der ikke forelå noget konkurrencebegrænsende formål
Kommissionen godtgjorde angiveligt heller ikke, at der med den konkurrencebegrænsende adfærd var tale om en overtrædelse med et konkurrencebegrænsende formål, idet de angivelige udvekslinger omkring fremtidige pris- og leveranceoplysninger under møderne og kontakterne med relevans for EØS-salget var sporadiske og med en meget begrænset rækkevidde.
5.
Femte anbringende om Kommissionens manglende kompetence
Kommissionen fastslog med urette, at den havde kompetence med hensyn til den formodede overtrædelse, fordi den ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser for en forbindelse mellem den formodede overtrædelse og EØS. Kommissionen udlod at tage hensyn til beviser for, i det væsentlige, at ingen af de tri- og multilaterale kontakter havde nogen indvirkning på salget til EØS, idet kontakterne havde fokuseret på ikke-europæiske kunder. Kommissionen havde ikke ført bevis for sine argumenter om, at de japanske kondensatorproducenter deltog i møderne med det formål at begrænse konkurrencen i EØS.
6.
Sjette anbringende om en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 ( 2 ), Kommissionens retningslinjer for beregning af bøder ( 3 ) og grundlæggende principper for fastsættelse af bøder, især principperne om ligebehandling og proportionalitet
Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003, Kommissionens retningslinjer for beregning af bøder og grundlæggende principper for fastsættelse af bøder, især principperne om ligebehandling og proportionalitet ved at tage hensyn til en uforholdsmæssig salgsværdi og ved at se bort fra den formodede overtrædelses begrænsede forbindelse til EØS.
( 1 ) – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).
( 2 ) – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).
( 3 ) – Retningslinjerne for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2).
Full & Egal Universal Law Academy