Sag T-371/18: Sag anlagt den 18. juni 2018 — Reiner Stemme Utility Air Systems mod EASA
Sag anlagt den 18. juni 2018 — Reiner Stemme Utility Air Systems mod EASA
(Sag T-371/18)
2018/C 276/90Processprog: engelskParter
Sagsøger: Reiner Stemme Utility Air Systems GmbH (Wildau, Tyskland) (ved advokaterne O. Alexander og P. Stompfe)
Sagsøgt: Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA)
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at meddelelsen om afgifter — faktura nr. 90091554 af 28. april 2017 — i form af EASA-klagenævnets afgørelse af 19. april 2018 er ugyldig.
—
Det fastslås, at Kommissionens forordning (EU) nr. 319/2014 ( 1 ) af 27. marts 2014 om Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagenturs gebyrer ikke finder anvendelse på den foreliggende sag.
—
Anvendelsen af faktura nr. 90091554 af 28. april 2017 suspenderes, indtil Retten har truffet afgørelse.
—
EASA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
1.
Første anbringende om, at Kommissionen har overskrevet sine beføjelser ved at opkræve afgifter på området for luftfartssikkerhed
Sagsøgeren har gjort gældende, at »gebyrer« for flyvemaskiner i kategorien 2000-5700 kg er så høje, at de udgør afgifter som følge af det »faste gebyrs«»dramatiske spring« på mere end 1700 %. I dette særlige tilfælde er den tjenesteydelse, som sagsøgte giver borgeren mod betaling af »gebyrerne«, så ubetydelig (minimal), at sagsøgtes tjenesteydelse ikke kan betragtes som en modydelse, men som en afgift.
Kommissionen har imidlertid ingen beføjelser til at opkræve afgifter på området for luftfartssikkerhed. Kommissionens forordning (EU) nr. 319/2014, der foreskriver et fast gebyr på 263800 EUR for certificeringsopgaver for luftfartøjer som sagsøgerens, der angiveligt ikke har nogen forbindelse til de faktiske opgaver, som sagsøgte udfører, og således ikke udgør et hensyn til de tjenesteydelser, som sagsøgte har leveret, tilsidesætter derfor princippet om kompetencetildeling.
2.
Andet anbringende om, at den anfægtede faktura, som det fremgår af den anfægtede afgørelse, udgør en tilsidesættelse ad artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
Efter sagsøgerens opfattelse er de gebyrer, som den opkrævede i henhold til forordning (EU) nr. 319/2014 for den givne certificeringsopgave, uforholdsmæssig i forhold til det mål, der forfølges, og tilsidesætter således sagsøgerens frihed til at drive virksomhed i overensstemmelse med artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
3.
Tredje anbringende om, at den anfægtede faktura, som det fremgår af den anfægtede afgørelse, udgør forskelsbehandling og dermed er i strid med artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
Den anfægtede faktura, som sagsøgte har udstedt i henhold til forordning (EU) nr. 319/2014, opfylder ikke kravene i artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, eftersom sagsøgeren fik en anden behandling end andre luftfartøjsproducenter, der ansøger om typecertificering, selv om situationen kræver, at der gives den samme behandling.
4.
Fjerde anbringende om, at artikel 13, stk. 2, TEU er blevet tilsidesat
Endelig har sagsøgeren anført, at artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 319/2014 ikke overlader sagsøgte noget skøn med hensyn til betaling af gebyrer for certificeringsopgaven. Bestemmelsen fastsætter snarere, hvornår det gebyr, som skal betales, skal være et fast gebyr henholdsvis et variabelt gebyr. Kommissionen har dermed overskredet sin bemyndigelse til at vedtage forordningen og har således tilsidesat den institutionelle balance i Unionen, som er fastsat i artikel 13, stk. 2, TEU.
( 1 ) – Kommissionens forordning (EU) nr. 319/2014 af 27.3.2014 om Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagenturs gebyrer og afgifter og om ophævelse af forordning (EF) nr. 593/2007 (EUT 2014, L 93, s. 58).