Sag T-374/18: Sag anlagt den 19. juni 2018 — Labiri mod EØSU
Sag anlagt den 19. juni 2018 — Labiri mod EØSU
(Sag T-374/18)
2018/C 285/55Processprog: franskParter
Sagsøger: Vassiliki Labiri (Bruxelles, Belgien) (ved advokat J.-N. Louis)
Sagsøgt: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)
Sagsøgerens påstande
—
Sagsøgte opfordres til inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse at fremlægge afgørelsen truffet af EØSU’s generalsekretær den 30. marts 2016, hvorved denne besluttede, at der ikke bliver rejst tiltale mod sagsøgerens kontorchef.
—
Det fastslås, at
—
afgørelsen truffet af EØSU’s generalsekretær den 30. marts 2016 om ikke at rejse tiltale mod sagsøgerens kontorchef og om at henlægge sagsøgerens ansøgning om bistand/klage af 14. december 2007, annulleres.
—
EØSU tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.
1.
Det første anbringende angår tilsidesættelsen af den begrundelsespligt, der følger af artikel 25, stk. 2, i Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og tilsidesættelsen af det samarbejdsprincip, der følger af den administrative samarbejdsaftale mellem Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) og Regionsudvalget af 17. december 2007.
2.
Det andet anbringende angår tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 24, stk. 1, og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorefter enhver person har ret til en god forvaltning. Den anfægtede afgørelse blev bl.a. blevet truffet i strid med sagsøgerens ret til at blive hørt og i strid med overholdelsen af retten til forsvar.
3.
Det tredje anbringende angår det åbenbart urigtige skøn, som EØSU foretog, idet det vedtog en afgørelse om henlæggelse, der på ulovlig vis henviste til et forlig, som blev indgået i en sag for Personaleretten, og til konklusionerne fra den administrative undersøgelse, hvorved det på intet tidspunkt blev undersøgt, om de faktiske omstændigheder, der lå til grund for sagsøgerens klage, objektivt set kunne udgøre psykisk chikane.