8.10.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 364/13
Sag anlagt den 3. juli 2018 — SFIE-PE mod Parlamentet
(Sag T-401/18)
(2018/C 364/13)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Syndicat des fonctionnaires internationaux et européens — Section du Parlement européen (SFIE-PE) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat L. Levi)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
—
Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og der gives medhold.
—
Som følge heraf
—
annulleres afgørelse af 2. juli 2018 om pålæg af tolke til den 3. juli 2018 og kommende afgørelser om pålæg af tolke til den 4., 5., 10. og 11. juli 2018,
—
tilpligtes sagsøgte at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der ex aequo et bono vurderes til 10 000 EUR,
—
tilpligtes Europa-Parlamentet at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til kollektive skridt og retten til information og høring, således som fastsat i artikel 27 og 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab — Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring om arbejdstagerrepræsentation (EFT 2002, L 80, s. 29), som er blevet præciseret og gennemført ved rammeaftalen indgået den 12. juli 1990 mellem Europa-Parlamentet og fagforeningerne og erhvervsorganisationerne for de ansatte ved institutionen, samt tilsidesættelse af retten til god forvaltning som fastsat i chartrets artikel 41.
2.
Andet anbringende vedrører manglende kompetence hos ophavsmanden til retsakten og tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.
3.
Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse at retten til effektive retsmidler, således som fastsat i chartrets artikel 47.
Full & Egal Universal Law Academy