Sag T-410/18: Sag anlagt den 4. juli 2018 — Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen
Sag anlagt den 4. juli 2018 — Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen
(Sag T-410/18)
2018/C 285/62Processprog: tyskParter
Sagsøgere: Silgan Closures GmbH (München, Tyskland) og Silgan Holdings Inc. (Stamford, Connecticut, De Forenede Stater) (ved advokaterne H. Wollmann, D. Seeliger, R. Grafunder og V. Weiss)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Den anfægtede afgørelse annulleres i henhold til artikel 264 TEUF, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgerne har med det foreliggende søgsmål nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 2466 final af 19. april 2018 om indledning af en procedure efter artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 ( 1 ) i sag AT.40522 — Pandora.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført følgende anbringender.
1.
Der foreligger en tilsidesættelse af nærhedsprincippet
Sagsøgerne har i forbindelse med det første anbringende anført, at Kommissionen med den anfægtede afgørelse fratager en procedure for det tyske Bundeskartellamt i den samme sag, der på nuværende tidspunkt allerede har verseret i mere end tre år og nu er moden til afgørelse, sit retlige grundlag.
2.
Der foreligger en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
Sagsøgerne har i forbindelse med det andet anbringende anført, at den anfægtede afgørelse ikke var nødvendig for, at Kommissionen kunne iværksætte de kontroltiltag, som den ønskede at foretage, og den er heller ikke passende i forhold til dens ulemper for sagsøgerne ved en afvejning af alle parters interesser.
3.
Der foreligger en utilstrækkelig begrundelse
Sagsøgerne har i forbindelse med det tredje anbringende anført, at Kommissionen i strid med artikel 296 TEUF har ikke har anført nogen begrundelse i den anfægtede afgørelse om, hvorfor den i betragtning af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet anså det for nødvendigt og begrundet at indlede proceduren.
4.
Der foreligger magtfordrejning
Sagsøgerne har i forbindelse med det fjerde anbringende anført, at Kommissionen indledte proceduren med det formål at gøre det muligt pålægge sagsøgerne en sanktion efter sanktionssystemet i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 ( 2 )
( 1 ) – Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2004, L 123, s. 18).
( 2 ) – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).