27.8.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 301/42
Sag anlagt den 5. juli 2018 — Hypo Vorarlberg Bank mod SRB
(Sag T-414/18)
(2018/C 301/57)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Hypo Vorarlberg Bank AG (Bregenz, Østrig) (ved advokat G. Eisenberger)
Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)
Sagsøgerens påstande
—
Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 12. april 2018 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2018 (SRB/ES/SRF/2018/03) (»Decision of the Single Resolution Board of 12 April 2018 on the calculation of the 2018 ex ante contributions to the Single Resolution Fund (SRB/ES/SRF/2018/03)«) annulleres, og under alle omstændigheder i det omfang afgørelsen, herunder bilaget dertil, vedrører det bidrag, som sagsøgeren skal betale.
—
Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.
1.
Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af formforskrifter som følge af ufuldstændig offentliggørelse af den anfægtede afgørelse.
2.
Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af formforskrifter som følge af den anfægtede afgørelses mangelfulde begrundelse.
3.
Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af formforskrifter på grund af manglende høring og manglende iagttagelse af retten til at blive hørt.
4.
Fjerde anbringende vedrørende ulovligheden af at anvende Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 (1) som retsgrundlag for den anfægtede afgørelse.
I forbindelse med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 4-7, artikel 9 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 — som den anfægtede afgørelse er støttet på — vil medføre en uigennemsigtig ordning for fastsættelse af bidrag, som er i strid med artikel 16, 17 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og hvorunder overholdelsen af chartrets artikel 20 og 21 samt proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet ikke er sikret.
(1) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).
Full & Egal Universal Law Academy