Sag T-415/18: Sag anlagt den 4. juli 2018 — Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen
C2942018DA6210120180704DA0077621632
Sag anlagt den 4. juli 2018 — Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen
(Sag T-415/18)2018/C 294/77Processprog: tysk
Parter
Sagsøgere: Silgan Closures GmbH (München, Tyskland) og Silgan Holdings Inc. (Stamford, Connecticut, De Forenede Stater) (ved advokaterne D. Seeliger, Y Gürer, R. Grafunder og V. Weiss)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Kontrolundersøgelse C(2018) 2173 final af 6. april 2018, forkyndt den 24. april 2018, annulleres.
—
Enhver foranstaltning, der er blevet truffet på grundlag af kontrollen, som blev gennemført på grund af denne retsstridige afgørelse, annulleres.
—
Navnlig tilpligtes Kommissionen at tilbagegive samtlige kopier af dokumenter, som blev udfærdiget og fjernet i forbindelse med kontrollen, under varsel om, at Retten annullerer Kommissionens kommende afgørelse.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.
1.
Der foreligger en tilsidesættelse af retten til forsvar og proceduremæssige principper
Sagsøgerne har i forbindelse med det første anbringende navnlig anfægtet, at Bundeskartellamt har videregivet oplysninger til Kommissionen, som sagsøgerne inden for rammerne af sit samarbejde har stillet til rådighed for Bundeskartellamt i den nationale procedure, der har verseret siden 2014, og som derfor ikke måtte videregives som led i udvekslingen af oplysninger efter artikel 12 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 ( 1 ).
2.
Kontrolundersøgelsen er behæftet med en urigtig begrundelse og en uforholdsmæssig bred og vag beskrivelse af genstanden for kontrolundersøgelsen (»fishing expedition«), og den savner tilstrækkelige indicier.
3.
Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at anordningen af en kontrol i betragtning af efterforskningerne og det stadie, som sagen for Bundekartellamt befinder sig på, hverken var nødvendig eller passende.
4.
Magfordrejning
Sagsøgerne har i forbindelse med det fjerde anbringende gjort gældende, at anordningen af en kontrol beror på betragtninger, som ikke vedrører sagen. Der er tale om et unormalt samspil mellem Bundeskartellamt og Kommissionen med det formål, at gøre det muligt for Kommissionen at pålægge virksomheder sanktioner, som muligvis ikke havde kunnet pålægges på nationalt plan på grund af huller i lovgivningen.
5.
Manglende kompetence for Kommissionen og en tilsidesættelse af nærhedsprincippet
Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at det hverken var indlysende, at Bundeskartellamt er uegnet til forskriftsmæssigt at afslutte den procedure, der verserer for denne myndighed, eller hvorfor proceduren som følge af sit omfang eller sine virkninger på et så sent tidspunkt er mere egnet til at blive ført på EU-plan.
( 1 ) – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy