5.11.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 399/39
Sag anlagt den 24. august 2018 — Den Tjekkiske Republik mod Europa-Kommissionen
(Sag T-509/18)
(2018/C 399/54)
Processprog: tjekkisk
Parter
Sagsøger: Den Tjekkiske Republik (ved M. Smolek, J. Pavliš, O. Serdula og J. Vláčil, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/873 af 13. juni 2018 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL), annulleres for så vidt som den udelukker udgifter på i alt 151 116,65 EUR, som Den Tjekkiske Republik har afholdt.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik (»forordning nr. 1306/2013«). Kommissionen har med urette fundet, at tidsrummet mellem kontrolorganernes besøg hos en landbrugsbedrift ikke må overskride fristen ifølge artikel 25 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (»forordning nr. 809/2014«).
2.
Andet anbringende: Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Selv hvis der i den foreliggende sag var tale om en tilsidesættelse af forordning nr. 809/2014 (hvilket ikke er tilfældet), kunne Den Tjekkiske Republik have en berettiget forventning om, at dens kontrolordning var i overensstemmelse med EU-retten på grundlag af Kommissionens konklusion fra den foregående revision, hvorved det blev lagt til grund, at kontrollerne på stedet i Den Tjekkiske Republik blev gennemført i overensstemmelse med EU-retten.
3.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1 og stk. 2, i forordning nr. 1306/2013. Selv hvis der i den foreliggende sag var tale om, at Den Tjekkiske Republik havde tilsidesat forordning nr. 809/2014 (hvilket ikke er tilfældet), medtog Kommissionen ligeledes ressourcerne udbetalt til landbrugsbedrifter, for hvilke der påviseligt ikke var tale om nogen tilsidesættelse af forordning nr. 809/2014 i kontrollerne på stedet, i beregningen af den finansielle korrektion. Kommissionen pålagde således en finansiel korrektion med hensyn til udgifter, der ikke kunne betragtes som afholdt med urette, og med hensyn til hvilke, der ikke var nogen risiko for EU-midlerne.
Full & Egal Universal Law Academy