10.12.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 445/21
Sag anlagt den 9. oktober 2018 — Google og Alphabet mod Kommissionen
(Sag T-604/18)
(2018/C 445/26)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Google LLC (Mountain View, Californien, De Forenede Stater) og Alphabet, Inc. (Mountain View) (ved solicitor N. Levy, barrister P. Stuart og advokaterne J. Schindler og A. Lamadrid de Pablo)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Kommissionens afgørelse af 18. juli 2018 i sag COMP/AT.40099 — Google Andrоid annulleres.
—
Subsidiært annulleres eller nedsættes den sagsøgerne pålagte bøde under udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret.
—
Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsøgernes omkostninger og udgifter i forbindelse med den foreliggende sag.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med det foreliggende søgsmål nedlægges der påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 4761 final af 18. juli 2018 vedrørende en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 (AT.40099 — Google Android).
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat seks anbringender.
1.
Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af vurderingerne af markedsdefinitionen og den dominerende stilling.
—
Sagsøgerne har i denne henseende anført, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af vurderingen af, at Android indtager en dominerende stilling.
—
Sagsøgerne har endvidere anført, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af vurderingen af, at Play indtager en dominerende stilling.
—
Sagsøgerne har tillige gjort gældende, at udsagnet i den anfægtede afgørelse om, at Google er dominerende inden for generelle søgetjenester, der leveres til brugere, ikke harmonerer med afgørelsens teori om misbrug, der relaterer sig til søgeapplikationer, som er givet i licens til originaludstyrsfabrikanter.
2.
Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af vurderingen af, at præinstallationsbetingelserne i Googles distributionsaftale om mobile applikationer har karakter af misbrug.
—
Sagsøgerne har i denne henseende anført, at det ikke er dokumenteret i den anfægtede afgørelse, at de omtvistede præinstallationsbetingelser sandsynligvis ville udelukke konkurrence.
—
Sagsøgerne har endvidere anført, at der i den anfægtede afgørelse med urette bortses fra, at præinstallationsbetingelserne er objektivt begrundede, fordi de giver Google mulighed for at levere Android-platformen gratis.
3.
Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af vurderingen af, at den blotte præinstallationsbetingelse i Googles porteføljebaserede indtægtsdelingsaftaler havde karakter af misbrug.
4.
Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af vurderingen af, at det var udtryk for misbrug, at Google gjorde licenser til Plays og Googles søgeapplikationer betinget af antifragmenteringsaftalens antifragmenteringsforpligtelser.
—
Sagsøgerne har i denne henseende anført, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af vurderingen af, at antifragmenteringsforpligtelserne sandsynligvis vil begrænse konkurrencen.
—
Sagsøgerne har endvidere anført, at der ikke i den anfægtede afgørelse er taget hensyn til, at antifragmenteringsforpligtelserne er objektivt begrundede, fordi de sikrer kompatibilitet.
5.
Femte anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar.
—
Sagsøgerne har i denne henseende anført, at Kommissionen uretmæssigt fremsendte sin analyse vedrørende »en lige så effektiv konkurrent« til sagsøgerne i sagsfremstillingsskrivelser og nægtede dem en mundtlig høring.
—
Sagsøgerne har endvidere anført, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til aktindsigt.
6.
Sjette anbringende om, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af pålæggelsen af en bøde og beregningen af denne bøde.
—
Sagsøgerne har i denne henseende anført, at bøden er retsstridig, fordi den undlader at tage hensyn til Googles manglende forsæt eller uagtsomhed.
—
Sagsøgerne har endvidere anført, at bøden er retsstridig, fordi den ikke overholder proportionalitetsprincippet.
—
Subsidiært har sagsøgerne også anført, at den anfægtede afgørelse er fejlbehæftet på grund af beregningen af bøden.
Full & Egal Universal Law Academy