17.12.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 455/27
Sag anlagt den 8. oktober 2018 — ZF mod Kommissionen
(Sag T-605/18)
(2018/C 455/36)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: ZF (ved advokat J.-N. Louis)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens afgørelse af 30. november 2017 om fastsættelse af sagsøgerens pensionsrettigheder, med tilbagevirkende kraft fra den 6. marts 2015, og Kommissionens afgørelse af 21. januar 2018 om at foretage tilbagesøgning af et påstået fejlagtigt udbetalt beløb annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.
1.
Første anbringende om, at tilbagetrækningen af en retsakt, som tillagde subjektive rettigheder, er ulovlig, for så vidt som sagsøgerens rettigheder blev fastsat ved hans indtræden i EASE’s tjeneste den 1. oktober 2011 i henhold til artikel 15, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union. Sagsøgeren er derfor af den opfattelse, enten at denne afgørelse var lovlig og ikke kunne trækkes tilbage, eller at afgørelsen var ulovlig og kun kunne tilbagetrækkes inden for en rimelig frist.
2.
Andet anbringende om en retlig fejl derved, at afgørelsen om ansættelse af sagsøgeren som midlertidigt ansat i lønklasse AD12, løntrin 8, med anciennitet inden for løntrin pr. 1. november 2007, var en lovlig afgørelse, som var i overensstemmelse med kontrakten mellem parterne og ikke lovligt kunne tilbagetrækkes og erstattes af en afgørelse, som anvender en justeringskoefficient, der medfører, at sagsøgerens løn nedsættes betydeligt.
3.
Tredje anbringende om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den besluttede, at sagsøgeren udførte arbejdsopgaver, hvis niveau svarede til afdelingschef.
4.
Fjerde anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som de anfægtede afgørelser er ikke behørigt begrundede.
5.
Femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 85 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, for så vidt som sagsøgeren ikke kunne underrettes om, at afgørelsen om fastsættelse af hans rettigheder ved hans indtræden i EASE’s tjeneste eventuelt var ulovlig.