11.2.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 54/22
Sag anlagt den 29. november 2018 — Tilly-Sabco mod Rådet og Kommissionen
(Sag T-707/18)
(2019/C 54/37)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Tilly-Sabco (Guerlesquin, Frankrig) (ved advokaterne R. Milchior og S. Charbonnel)
Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Søgsmålet med påstand om annullation af Rådets forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød til 0 EUR (EUT 2018, L 239, s. 1) antages til realitetsbehandling.
Følgelig:
—
Rådets forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød til 0 EUR (EUT 2018, L 239, s. 1) annulleres.
—
Principalt fastslås det, at Rådet skal holdes ansvarlig for en fejl som følge af vedtagelsen af forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018, som skal annulleres.
—
Subsidiært fastslås det, at Kommissionen skal holdes ansvarlig for en fejl som følge af, at den lod Rådet vedtage forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018, som skal annulleres, hvis, og kun hvis, Kommissionen ikke holdes ansvarlig i forbindelse med sag T-437/18.
—
Mere subsidiært fastslås det, at Rådet og Kommissionen skal holdes ansvarlige for en fejl som følge af vedtagelsen af forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018, som skal annulleres, hvis, og kun hvis, Kommissionen ikke holdes ansvarlig i forbindelse med sag T-437/18.
—
Det fastslås, at den af Rådet og/eller Kommissionen begåede fejl påførte selskabet Tilly-Sabco et tab.
Følgelig:
—
Principalt:
—
Rådet pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, heraf:
—
2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31. december 2013
—
390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er forbundet med den manglende gennemførelse af salg af yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme periode.
—
Rådet tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol
—
med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate, som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted
—
forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint.
—
Subsidiært:
—
Kommissionen pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, heraf:
—
2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31. december 2013
—
390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er forbundet med den manglende gennemførelse af salg af yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme periode.
—
Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol
—
med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate, som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted
—
forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint.
—
Det fastslås, at det beløb, som Kommissionen tilpligtes at betale i nærværende sag i hovedstol og renter, kan nedsættes med det beløb, som den vil kunne tilpligtes at betale i forbindelse med sag T-437/18.
—
Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det ikke-økonomiske tab, der er påført ved Kommissionens dobbelte fejl, idet beløbet efter ret og billighed er opgjort til 20 000 EUR.
—
Mere subsidiært:
—
Rådet og Kommissionen pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, idet det tilkommer Retten at fordele beløbet mellem disse to enheder, heraf:
—
2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31. december 2013
—
390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er forbundet med den manglende gennemførelse af salg af yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme periode.
—
Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, idet det tilkommer Retten at fordele beløbet mellem disse to enheder,
—
med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate, som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted
—
forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint.
—
Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Retten træffer afgørelse om en eventuel fordeling heraf mellem dem.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.
1.
Det første anbringende vedrører procedurefordrejning eller en sagsbehandlingsfejl, for så vidt som sagsøgeren er af den opfattelse, at proceduren for erstatning af en annulleret retsakt ikke er blevet overholdt i det foreliggende tilfælde, eftersom det var Kommissionen, der havde udstedt den annullerede retsakt, dvs. forordning (EU) nr. 689/2013 af 18. juli 2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2013, L 196, s. 13), mens Rådet vedtog den nye forordning af 18. september 2018 på grundlag af andre retsakter.
2.
Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af reglen om parallelitet i formkravene, dels for så vidt som den nye forordning ikke blev vedtaget af Kommissionen men af Rådet, dels idet Kommissionen skulle have været bistået af Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter.
3.
Det tredje anbringende vedrører, at den anfægtede forordning mangler retsgrundlag, for så vidt som artikel 43, stk. 3, TEUF, der blev anvendt som det eneste mulige retsgrundlag for at vedtage den anfægtede afgørelse, ikke gav Rådet beføjelse til at vedtage en sådan forordning. Der er således ikke noget retligt grundlag, hvorpå Rådet kan vedtage en fastsættelse eksportrestitutioner for fjerkrækød.
4.
Det fjerde anbringende vedrører procedurefordrejning, for så vidt som Kommissionen med henblik på at overholde Domstolens dom af 20. september 2017, Tilly-Sabco mod Kommissionen, (C-183/16 P, EU:C:2017:704), selv skulle have vedtaget retsakten til erstatning for den annullerede forordning og ikke skulle have anmodet Rådet om at vedtage en retsakt »i sit sted«.
5.
Det femte anbringende vedrører en utilstrækkelig eller manglende begrundelse både med hensyn til formen, for så vidt som den anfægtede forordning ikke giver nogen forklaring på, hvorfor det var nødvendigt at anmode Rådet om at vedtage denne retsakt, eller hvorfor og hvordan artikel 43, stk. 3, TEUF var det eneste retsgrundlag, hvorpå forordningen kunne vedtages, og med hensyn til den materielle del med henblik på at fastsætte restitutionssatsen, for så vidt som Rådet ligesom Kommissionen undlod at foretage nogen økonomiske analyser.
6.
Det sjette anbringende vedrører den anfægtede forordnings mangel på konsekvens, for så vidt som Rådet på samme måde uden overvejelser og analyser vedtog samme forordning på et forkert og ugyldigt retsgrundlag, og idet det således ikke tog hensyn til førnævnte dom fra Domstolen.
Ifølge sagsøgeren giver annullationen af den nye forordning (EU) nr. 2018/1277 ret til at nedlægge en principal påstand om erstatning fra Rådet for det tab, som selskabet har lidt som følge af Rådets vedtagelse. Subsidiært har sagsøgeren rettet et erstatningskrav mod Kommissionen, som er årsag til vedtagelsen af denne nye forordning, som skal annulleres. Endelig har sagsøgeren mere subsidiært rettet et erstatningskrav mod Rådet og Kommissionen i forening, eftersom disse enheder har begået hver deres fejl.