18.3.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 103/44
Sag anlagt den 14. december 2018 — Aquind mod ACER
(Sag T-735/18)
(2019/C 103/60)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Aquind Ltd (Wallsend, Det Forende Kongerige) (ved solicitors S. Goldberg, E. White og C. Davis)
Sagsøgt: Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER)
Sagsøgerens påstande
—
Sagsøgtes klagenævns afgørelse A-001-2018 af 17. oktober 2018 og sagsøgtes afgørelse 05/2018 af 19. juni 2018, som førstnævnte afgørelse stadfæster, annulleres.
—
Der træffes afgørelse med hensyn til de væsentligste retlige forhold, som er gjort gældende i stævningen vedrørende i) den omstændighed, at sagsøgte og sagsøgtes klagenævn med urette fandt, at sagsøgeren først skulle anmode om og opnå en afgørelse om grænseoverskridende omkostningsfordeling, før der kunne træffes afgørelse i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 (1) (det fjerde anbringende), og ii) den omstændighed, at sagsøgte og sagsøgtes klagenævn undlod at tage hensyn til, at det juridisk set var umuligt for sagsøgeren at drive den foreslåede samkøringslinje i Frankrig uden en undtagelse (sjette anbringende).
—
Der træffes afgørelse med hensyn til hvert enkelt af de anbringender, som er fremsat i stævningen, med henblik på at undgå yderligere uenighed om disse anfægtede forhold, når sagsøgte igen tager stilling til undtagelsesanmodningen.
—
ACER tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ni anbringender.
1.
Første anbringende om, at sagsøgte anlagde en forkert fortolkning af artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009 ved at tillade et politisk skøn i forbindelse med sin vurdering af anmodningen om undtagelse.
Henset til de objektive kriterier i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009 bør sagsøgtes skøn begrænses til en undersøgelse af, hvorvidt disse betingelser er opfyldt.
2.
Andet anbringende om, at sagsøgte anlagde en forkert fortolkning af forordning nr. 714/2009 ved at antage, at en anmodning om undtagelse kun skal imødekommes som en sidste udvej.
Der er således ikke noget grundlag for at antage, at en undtagelse skal indrømmes som en sidste udvej.
3.
Tredje anbringende om, at sagsøgte anlagde et urigtigt skøn med hensyn til bevisbyrden og de beviskrav, der stilles for, at en undtagelse i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009 kan indrømmes.
Sagsøgte synes at have fordret et probatio diabolica (umuligt bevis). af sagsøgeren.
4.
Fjerde anbringende om, at sagsøgte anlagde en forkert fortolkning af forholdet mellem artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009 og artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 (2) og som følge heraf gik ud fra, at der kunne anvendes en grænseoverskridende omkostningsfordelingsprocedure på sagsøgerens samkøringslinje, og undlod at tage hensyn til de problemer, som var forbundet med proceduren.
—
Det er formentlig ikke korrekt, at der kun kan indrømmes en undtagelse, efter at det er blevet påvist, at der ikke er nogen regulerende ordning som omhandlet i artikel 12 i forordning (EU) nr. 47/2013 tilgængelig. Ordningen bør være frivillig og bør ikke finde anvendelse, når der er indrømmet en undtagelse.
—
Ved den fremgangsmåde, som sagsøgte benyttede, blev der muligvis ikke taget hensyn til de risici, der er forbundet med at anvende en reguleret ordning.
5.
Femte anbringende om, at sagsøgte tilsidesatte det grundlæggende EU-retlige retssikkerhedsprincip og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at afvise at tage hensyn til tidligere principafgørelser i forbindelse med sin vurdering af, hvordan forordning nr. 714/2009 skulle fortolkes, og ved at benytte en helt anden fremgangsmåde.
—
Sagsøgeren bør kunne regne med den reguleringspraksis og de principper, som er blevet fastsat ved Europa-Kommissionens afgørelser med hensyn til vurderingen af undtagelsesanmodninger.
6.
Sjette anbringende om, at sagsøgte anvendte artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009 forkert ved ikke at tage hensyn til de begrænsninger, som i henhold til fransk ret gælder for ikke-RTE-iværksættere af elsamkøringslinjer i Frankrig.
—
Eftersom de franske retlige begrænsninger har vist sig at være i overensstemmelse med EU-retten, skulle sagsøgte have taget hensyn til dem, da denne tog stilling til, hvorvidt investeringen skulle foretages uden en undtagelse.
—
Der er ikke nogen grænser for, hvilke risikotyper der kan tages hensyn til ved vurderingen af betingelsen i artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009.
7.
Syvende anbringende om, at sagsøgte anvendte artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009 forkert ved ikke at tage hensyn til, at der var behov for en langsigtet indtægtssikkerhed for at sikre finansiering af sagsøgerens samkøringslinje.
De risici, som er forbundet med projekter, kan hindre, at der gives løfter om den nødvendige finansiering. Der skulle derfor være taget hensyn til risicienes indvirkning på sagsøgerens evne til at sikre finansiering.
8.
Ottende anbringende om, at sagsøgte anvendte artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009 forkert ved ikke at tage hensyn til den samlede indvirkning af de individuelle risici ved sagsøgerens samkøringslinje.
Forholdet mellem den samlede risiko og det samlede udbytte afgør, hvorvidt der vil blive foretaget en investering. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at analysere den enkelte risikotype for sig.
9.
Niende anbringende om, at sagsøgtes klagenævn ikke foretog en tilstrækkelig grundig undersøgelse af sagsøgtes afgørelse.
Henset til sagsøgtes klagenævns beføjelser og de alvorlige spørgsmål, der skulle tages stilling til, skulle klagenævnet have foretaget en grundigere undersøgelse af sagsøgtes afgørelse.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13.7.2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003 (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 15).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17.4.2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1364/2006/EF og ændring af forordning (EF) nr. 713/2009, (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009 (EUT L 115 af 25.4.2013, s. 39).
Full & Egal Universal Law Academy