11.3.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 93/67
Sag anlagt den 28. december 2018 — AG mod Europol
(Sag T-756/18)
(2019/C 93/87)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: AG (ved advokat C. Abrar)
Sagsøgt: Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde
Sagsøgerens påstande
—
Sagsøgtes stiltiende afslag på sagsøgerens klage af 2. juli 2018 annulleres.
—
Sagsøgte pålægges at give sagsøgeren en behørigt begrundet og retmæssig afgørelse vedrørende hans ret til en andel af Europols pensionskasse.
—
Sagsøgte tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat følgende anbringender.
1.
Første anbringende: Generel tilsidesættelse af begrundelsespligten
—
Det gøres i forbindelse med det første anbringende gældende, at der blev givet stiltiende afslag på sagsøgerens anmodning om (i) at blive tilsendt en forvaltningsakt, hvorved sagsøgte anvendte afgørelse (EU) 2015/1889 (1) på sagsøgeren, og (ii) denne forvaltningsakts begrundelse samt en forklaring på, hvorfor en væsentlig del af pensionskassens aktiver blev udbetalt til medlemsstaterne.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at sagsøgte har tilsidesat sine pligter i henhold til princippet om god europæisk forvaltningspraksis og i henhold til artikel 296 TEUF. Sagsøgeren har også retlig interesse, da kun en begrundet afgørelse vedrørende hans rettigheder til Europols pensionskasse gør ham i stand til at vurdere retsmæssigheden af tildelingen og at gennemføre eventuelle videregående krav.
2.
Andet anbringende: Accessorisk undersøgelse af afgørelse (EU) 2015/1889
—
Inden for rammerne af det andet anbringende gøres gældende, at det formodede grundlag for den manglende afgørelse ved den retlige prøvelse også kan vise sig at være udtryk for et urigtigt skøn, og dermed retsstridig. I denne forbindelse er det særlig vigtigt at søge oplyst, hvorfor væsentlige dele af Europol-pensionskassen blev overført til medlemsstaterne.
—
Subsidiært gøres det gældende, at Retten ud fra procesøkonomiske hensyn og for at undgå en eventuel yderligere retssag kan give sagsøgte oplysninger om retsstridigheden af afgørelse (EU) 2015/1889, da den accessoriske undersøgelse af denne afgørelse i mangel af en begrundet afgørelse ikke kan finde sted.
(1) Rådets afgørelse (EU) 2015/1889 af 8.10.2015 om opløsningen af Europols pensionskasse (EUT L 276, s. 60).