11.3.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 93/70
Sag anlagt den 11. januar 2019 — Giulia Moi mod Parlamentet
(Sag T-17/19)
(2019/C 93/91)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Giulia Moi (Siddi, Italien) (ved advokat M. Contini)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
—
Principalt annulleres afgørelsen truffet af Europa-Parlamentets Præsidium den 12. november 2018, hvorved Præsidiet stadfæstede afgørelsen truffet af Europa-Parlamentets formand den 2. oktober 2018, hvorved Giulia Moi blev pålagt en sanktion, der indebar, at den pågældende mistede retten til dagpenge i tolv dage, med den begrundelse, at hun havde udøvet psykisk chikane mod sine to akkrediterede parlamentariske assistenter.
—
Subsidiært skal det, i det omtvistede og usandsynlige tilfælde, at sagsøgeren ikke får medhold i sin principale påstand, og med forbehold for et eventuelt søgsmål, fastslås, at den pålagte disciplinære sanktion er overdreven/uforholdsmæssig, og følgelig skal erstattes af den sanktion, der er fastsat i artikel 166, litra a), i Europa-Parlamentets forretningsorden.
—
Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Parlamentet at yde sagsøgeren erstatning efter Rettens rimelige skøn, der består i at betale sagsøgeren et beløb på 50 000 EUR — eller ethvert andet beløb, mindre eller større, som Retten finder rimeligt — og at pålægge Europa-Parlamentets formand at offentliggøre dette på Europa-Parlamentets plenarmøde.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, af retten til retfærdig rettergang og af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
1.
Det skal fremhæves, at den omhandlede disciplinære sanktion er ugrundet og tilsyneladende alene begrundet med en henvisning til Det Rådgivende Udvalgs rapport, som for sit vedkommende og uden begrundelse har betegnet sagsøgerens adfærd som »psykisk chikane« uden nogen beviser.
2.
Det er endvidere åbenbart, at Præsidiet har udøvet sine beføjelser åbenlyst fejlagtigt og at det har begået en åbenbar magtfordrejning, for så vidt som de faktiske omstændigheder, der er blevet lagt til grund og som er blevet fremført af de assistenter, der angiveligt er blevet udsat for chikane, ikke kan betegnes som psykisk chikane som omhandlet i personalevedtægtens artikel 12a.
3.
Præsidiet har for sit vedkommende begået en fejl og har fordrejet de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for afgørelsen, med hensyn til definitionen af »psykisk chikane« således som fastsat i personalevedtægtens artikel 12a. Ved »psykisk chikane« forstås enhver form for misbrug, der over en periode gentagne gange eller systematisk kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som er forsætlige, og som er et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet.
4.
Hvad angår begrebet »psykisk chikane«, som præciseret ovenfor, fremgår det af sagens akter, at sagsøgerens adfærd på ingen måde udgør et tilfælde af »chikane«, og at det lille antal klagepunkter, som endvidere begrænser sig tidsmæssigt til at omfatte en meget kort periode, angår de opgaver, som assistenterne udførte samt deres tilstedeværelse på kontoret, og er udtryk for deres hævn over sagsøgeren, som er ansvarlig for at have anmodet om deres opsigelse.
5.
I øvrigt vil ingen udenforstående og fornuftig iagttager med et kendskab til det særlige arbejdsmiljø for parlamentsmedlemmerne og deres nære personale kunne konkludere, at den adfærd, sagsøgeren foreholdes, var overdreven og forkastelig i en sådan grad, at det var et angreb på de omhandlede assistenters værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet, i hvilken forbindelse der ligeledes skal tages hensyn til den generøse løn, som Parlamentet har betalt dem.
Full & Egal Universal Law Academy