4.3.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 82/65
Sag anlagt den 11. januar 2019 — Noguer Enríquez m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-22/19)
(2019/C 82/77)
Processprog: spansk
Parter
Sagsøgere: Roser Noguer Enríquez (Andorra la Vella, Andorra), Ramón Cierco Noguer (Andorra la Vella), Successors D’Higini Cierco García, SA (Andorra la Vella), Cierco Martínez 2 2003, SL (Andorra la Vella) (ved advokaterne J. Álvarez González og S. San Felipe Menéndez)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
Det fastslås, at der er anlagt søgsmål om Den Europæiske Unions erstatningsansvar uden for kontraktforhold med hensyn til skader, som er forvoldt af Europa-Kommissionen under udøvelsen af dennes hverv, jf. artikel 268 TEUF og 340, stk. 2, TEUF, og efter først at have afsluttet de relevante retslige procedurer og behandlet sagen i denne henseende, afsiges der dom, hvorved det fastslås, at Den Europæiske Union ifalder ansvar uden for kontraktforhold som følge af Europa-Kommissionens forsømmelige og vilkårlige optræden, og sagsøgerne tilkendes en erstatning på 50 220 800 EUR i henhold til de beregninger og den opgørelse, der fremgår af den ekspertudtalelse, der er vedlagt som bilag til stævningen, eller subsidiært på det beløb, der følger af den rapport, som en af Retten udpeget ekspert har udarbejdet, med tillæg af lovbestemte renter, idet Europa-Kommissionen udtrykkeligt tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.
1.
Første anbringende om en tilsidesættelse af den monetære konvention mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Andorra og om Fyrstendømmet Andorras forkerte gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (1), hvilket Kommissionen godkendte. Nærmere bestemt foreholdes det Kommissionen, at den
—
tilsidesatte sin pligt til at efterprøve Fyrstendømmet Andorras »delvise«, for tidlige, egennyttige og mangelfulde gennemførelse af direktiv 2014/59/EU, idet fyrstendømmet forsætligt undlod at medtage de rettigheder og garantier for aktionærer og indskydere, som i henhold til fællesskabsretten udgør en nødvendig modvægt i forbindelse med interventionsprocedurer af denne art, og endvidere medtog diskriminerende foranstaltninger med hensyn til andre aktionærer, og
—
tilsidesatte sin pligt til at indberette til Det Fælles Udvalg og i givet fald til Den Europæiske Unions Domstol, at Fyrstendømmet Andorra havde tilsidesat konventionen ved den nævnte ulovlige gennemførelse af direktiv 2014/59/EU, som medførte, at sagsøgeren fik frataget ejendomsretten til sine aktier, uden at begrunde dette under henvisning til almenvellets konkurrerende interesse i strid med væsentlige principper såsom proportionalitetsprincippet, og uden at tilkende nogen form for erstatning eller kompensation i henhold til gældende ret. Dette udgør en væsentlig tilsidesættelse af overordnede principper i en retsorden og/eller retsstat og af grundlæggende rettigheder. Naturligvis har Kommissionen (hidtil) ikke hævdet, at Fyrstendømmet Andorras tilsidesættelse medfører ophævelse af konventionen.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af de sagsøgtes grundlæggende rettigheder og garantier i henhold til såvel Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ejendomsretten, retten til god forvaltning, adgangen til effektive retsmidler, princippet om berettiget forventning og retssikkerhedsprincippet.
—
Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at Europa-Kommissionens tilsidesættelse af sine forpligtelser gav anledning til, at samtlige aktionærer i enheden Banca Privada de Andorra, herunder sagsøgeren, som ejede 75,52 % af aktierne heri, efter afviklingen af dette selskab fik frataget hele deres kapital uden hverken at modtage nogen kompensation herfor eller at kunne gøre indsigelse herimod.
—
Endvidere har sagsøgerne gjort gældende, at den primære garant for konventionens passivitet medførte, at sagsøgerne ikke i henhold til andorransk lovgivning fik anerkendt deres ret til efter afviklingen af BPA (Banca privada de Andorra) at modtage det samme, som de ville have opnået efter en almindelig insolvens- eller konkursbehandling, idet denne ret udtrykkeligt og utvetydigt følger af den EU-lovgivning om genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber, som Fyrstendømmet Andorra skulle have gennemført i henhold til konventionen.
—
Endelig har sagsøgerne anført, at aktionærernes ret til, at der foretages en vurdering af situationen med hensyn til de kompensationer, som de i givet fald er blevet tilkendt efter afviklingen af et finansieringsinstitut, og deres ret til at gøre indsigelse eller forsvare sig i forhold til dette resultat af afviklingen af enheden, heller ikke blevet gennemført i den andorranske retsorden.
3.
Tredje anbringende om Europa-Kommissionens tilsidesættelse af sin væsentligste pligt, nemlig at sikre overholdelsen og anvendelsen af fællesskabsretten og Den Europæiske Unions traktater, jf. artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union, hvorved tredjelande åbenbart kan overtræde principperne heri til skade for retssikkerheden, fællesskabsinstitutionernes troværdighed samt den berettigede forventning, som borgerne har til disse institutioner.
4.
Fjerde anbringende om, at Den Europæiske Unions handling indebærer en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af retsregler, der tillægger individer rettigheder og/eller beskytter disse, og som ikke kan begrundes under henvisning til omfanget af det skøn, som reglerne foreskrev, eller til reglernes kompleksitet eller uklarhed. Denne misligholdelse fra Kommissionens side har påført sagsøgerne en konkret, faktisk og reel økonomisk skade, idet der er klar og tydelig årsagssammenhæng mellem skaden og Kommissionens handling.
5.
Femte anbringende om, at Europa-Kommissionen subsidiært kan drages til ansvar for at have handlet forsømmeligt i forbindelse med forhandlingen og indgåelsen af den monetære konvention med Fyrstendømmet Andorra, som ikke foreskriver nogen afværge- og/eller klagemekanismer for de berørte individer.
(1) EUT 2014 L 173, s. 190.
Full & Egal Universal Law Academy