13.5.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 164/62
Berigtigelse til meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende i sag T-45/19
( Den Europæiske Unions Tidende C 122 af 1. april 2019 )
(2019/C 164/66)
Side 20 i meddelelsen i Den Europæiske Unions Tidende i sag T-45/19, Acron m.fl. mod Kommissionen, skal teksten erstattes af følgende tekst:
»Sag anlagt den 24. januar 2019 — Acron m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-45/19)
(2019/C 164/66)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Acron PAO (Veliky Novgorod, Rusland), Dorogobuzh PAO (Dorogobuzh, Rusland) og Acron Switzerland AG (Baar, Schweiz) (ved advokaterne T. De Meese, J. Stuyck og A. Nys)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1703 af 12. november 2018 annulleres.
—
Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende om, at sagsøgte tilsidesatte sine internationale forpligtelser, hvilket er ensbetydende med et traktatbrud, og undlod at give en tilstrækkelig begrundelse ved at fastslå, at Den Russiske Føderation ikke overholdt sine forpligtelser over for Verdenshandelsorganisationen.
Sagsøgerne har anført, at sagsøgte undlod at tage hensyn til Den Russiske Føderations tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen som relevant for ændringen i beregningen af sagsøgernes dumpingmargen. Sagsøgte var forpligtet til at tage hensyn til de af Den Russiske Føderation afgivne tilsagn vedrørende prisen på gas, da denne foretog interimsundersøgelsen af de toldsatser, der gjaldt for importen af ammoniumnitrat. Eftersom sagsøgte gjorde gældende, at Den Russiske Føderation ikke overholdt sin egen tiltrædelsesprotokol, handlede sagsøgte i strid med artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel og artikel II i Verdenshandelsorganisationens antidumpingaftale. Herved tilsidesatte sagsøgte sine internationale forpligtelser, hvilket er ensbetydende med et traktatbrud.
2.
Andet anbringende om, at sagsøgte foretog en åbenbart urigtig vurdering og undlod at give en tilstrækkelig begrundelse, hvilket resulterede i en tilsidesættelse af sagsøgernes ret til forsvar, ved at fastslå, at de af sagsøgerne påberåbte ændrede omstændigheder ikke var af varig karakter.
—
Sagsøgerne har anført, at der under det andet anbringende er to separate begrundelser for at annullere den anfægtede afgørelse. Begge begrundelser angår den fejlagtige konklusion, at de ændrede omstændigheder ikke var af varig karakter.
—
Under alle omstændigheder tilsidesatte sagsøgte sin begrundelsespligt efter artikel 296 TEUF ved ikke at begrunde den anfægtede afgørelse på en klar og utvetydig måde.
3.
Tredje anbringende om, at sagsøgte tilsidesatte artikel 19, stk. 2, og artikel 20, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 såvel som sagsøgernes ret til forsvar og skabte manglende retssikkerhed ved ikke at fremlægge sin dumpingberegning.
—
Sagsøgte undlod at fremlægge den endelige beregning af dumpingmargenen for sagsøgerne, selv om den beregning dannede grundlag for konklusionerne vedrørende fortsættelsen og forekomsten af dumping, den varige karakter af de ændrede omstændigheder og tillige den delvise interimsundersøgelses afslutning. Såfremt sagsøgte havde fremsendt beregningen, ville det have givet sagsøgerne mulighed for at forsvare deres rettigheder mere effektivt med hensyn til dumpingberegningen og konklusionerne om dumping som helhed, inklusive argumentet angående den beregningsmetode, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, hvilket kunne have haft en væsentlig indvirkning på deres retsstilling.
—
Sagsøgerne har anført, at sagsøgte tilsidesatte artikel 19, stk. 2, og artikel 20, stk. 2, i forordning 2016/1036, sagsøgernes ret til forsvar og retssikkerhedsprincippet ved ikke at give sagsøgerne et meningsfuldt sammendrag af det bevismateriale, der blev indsamlet under undersøgelsen, eller oplyse dem om de betragtninger, på grundlag af hvilke sagsøgte foreslog at ændre sagsøgernes antidumpingmargen. Sagsøgerne har anført, at sagsøgte tilsidesatte deres ret til forsvar og retssikkerhedsprincippet ved at nægte at fremlægge sin dumpingmargenberegning for dem.«