15.4.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 139/62
Sag anlagt den 31. januar 2019 — Othman mod Rådet
(Sag T-58/19)
(2019/C 139/65)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Razan Othman (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Sagsøgerens søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.
—
Den Europæiske Union tilpligtes som følge heraf at dække det samlede tab, som sagsøgeren har lidt, med et rimeligt beløb, som Retten fastlægger.
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et principalt anbringende og et subsidiært anbringende om den skade, han har lidt, og som Rådet for Den Europæiske Union er ansvarligt for.
Med det principale anbringende er det blevet gjort gældende, at de omtvistede restriktive foranstaltninger, nemlig Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og dens efterfølgende gennemførelsesretsakter, er ulovlige. For det første udgør de en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og for det andet udgør de et indgreb i sagsøgerens ejendomsret og i retten til respekt for hans omdømme. Denne tilsidesættelse er den direkte årsag til væsentlig økonomisk og ikke-økonomisk skade for ham, der dels består i en skade på hans omdømme, dels i ophævelse af kontrakter, tab af materiale og tab af indtægter, for hvilket han har ret til erstatning.
Med det subsidiære anbringende er det blevet gjort gældende, at der findes en ordning med objektivt ansvar for Den Europæiske Union.
Full & Egal Universal Law Academy