1.4.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 122/24
Sag anlagt den 6. februar 2019 — BMC mod Kommissionen og Impresa comune Clean Sky 2
(Sag T-71/19)
(2019/C 122/27)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: BMC Srl (Medicina, Italien) (ved advokaterne S. Dindo og L. Picotti)
Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Impresa comune Clean Sky 2
Sagsøgerens påstande
—
Unità Clean Sky 2’s afgørelse af 6. december 2018, som bekræftede afgørelsen af 10. oktober 2018, hvorved Clean Sky 2 fastslog, at bud nr. 831874, der indgik i udbud H2020-CS2-CFP08-2018-01 vedrørende et system til indsugning af luft til motoren og systemer til beskyttelse af rotoren mod frost, ikke var berettiget til finansiering, annulleres.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren afgav sit bud på deltagelse i udbud H2020-CS2- Fp08-2018-01 (Clean Sky 2 Call for proposals 08) forvaltet af Clean Sky 2 (Program Clean Sky 2), som vedrørte udvikling af et system til indsugning af luft til motoren og systemer til beskyttelse af rotoren mod frost (integrating a removable anti-ice system).
Sagsøgeren har anført, at selskabet på nuværende tidspunkt er det eneste selskab i verden, der har løst flyvesikkerhedsproblemerne for helikoptere i frostvejr.
Det præciseres i denne henseende, at selv om udbuddet netop vedrørte anmodningen om at afgive bud på udviklingen af et system til beskyttelse mod frost, fandt Clean Sky 2 (og dermed den enhed, der skulle forvalte udbuddet), at sagsøgerens bud ikke nåede den i udbuddet fastsatte tærskel.
Denne afgørelse er behæftet med en tilsidesættelse af de processuelle regler af følgende grunde:
1.
Tilsidesættelse af artikel 15 i forordning (EU) nr. 1290/2013 med titlen »Udvælgelses- og tildelingskriterier«(også når der gives midlertidige karakterer i forhold til de i denne bestemmelse fastsatte) samt af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF og artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder.
2.
I det foreliggende tilfælde foreligger der magtfordrejning, idet der for hvert kriterium er anvendt (midlertidige) karakterer, der ikke er fastsat i den karakterskala, på grundlag af hvilken de afgivne bud skal bedømmes.
3.
I det foreliggende tilfælde foreligger der magtfordrejning, idet der er foretaget manglende sagsoplysning og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, navnlig for så vidt som de målsætninger, som retsakten skulle gennemføre, ikke sikres.
Full & Egal Universal Law Academy