15.4.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 139/102
Sag anlagt den 21. februar 2019 — Dyson m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-127/19)
(2019/C 139/105)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Dyson Ltd (Malmesbury, Det Forenede Kongerige) og 14 andre sagsøgere (ved solicitors E. Batchelor, T. Selwyn Sharpe og M. Healy)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Det fastslås, at Europa-Kommissionen er ansvarlig for det tab, som sagsøgerne har lidt som følge af vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 665/2013 af 3. maj 2013 (1) på ca.:
—
176 100 000 EUR, inklusive renter, i det kontrafaktiske scenarie med ikke-mærkning, fra ikrafttrædelsen af delegeret forordning nr. 665/2013 til den 19. januar 2019, hvor mærkningsforordningen blev annulleret og/eller subsidiært
—
127 100 000 EUR, inklusive renter, i det kontrafaktiske scenarie med støvbelastning, fra ikrafttrædelsen af delegeret forordning nr. 665/2013 til den 19. januar 2019, hvor mærkningsforordningen blev annulleret.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fem anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 (2) og overskredet sin retlige kompetence i medfør af artikel 290 TEUF ved at vedtage en testmetode med tom pose/støvbeholder i delegeret forordning nr. 665/2013.
Kommissionen har undladt at tage hensyn til et væsentligt element i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30/EU og overskredet sin kompetence i strid med artikel 290 TEUF.
2.
Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat det grundlæggende princip om ligebehandling ved at vedtage delegeret forordning nr. 665/2013, som uden objektiv begrundelse medførte en ulovlig forskelsbehandling mellem traditionelle støvsugere med pose og cyklonteknologi uden pose som sagsøgernes.
3.
Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat det grundlæggende princip om god forvaltningsskik og/eller sin pligt til at udvise omhu ved at vedtage en testmetode med tom pose/beholder, som i) ikke tog hensyn til et væsentligt element i direktiv 2010/30/EU, ii) medførte en forskelsbehandling mellem grundlæggende forskellige teknologier og iii) ikke omhyggeligt og upartisk vurderede de alternative testmetoder med støvbelastning, som var tilgængelige på det pågældende tidspunkt.
4.
Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgernes grundlæggende ret til fri erhvervsudøvelse.
Kommissionen vedtog en forordning, som favoriserede traditionelle støvsugere med pose, som taber ydeevne, efterhånden som beholderen fyldes med støv, i forhold til cyklonteknologibaserede maskiner som sagsøgernes, som bevarer deres ydeevne under anvendelse. Dette hindrede sagsøgernes mulighed for at gøre forretninger og konkurrere på lige vilkår med konkurrenter, hvis ringere ydeevne, efterhånden som beholderen fyldes med støv, blev skjult af Kommissionens mærke, som foreskrev test i oprindelig tilstand.
5.
Med det femte anbringende gøres det gældende, at disse alvorlige tilsidesættelser af EU-retten påførte sagsøgerne betydelig økonomisk og ikke-økonomisk skade, som bør medføre erstatningsansvar for Kommissionen i forhold til sagsøgerne.
(1) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 665/2013 af 3.5.2013 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU for så vidt angår energimærkning af støvsugere (EUT L 192 af 13.7.2013, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19.5.2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger (EUT L 153 af 18.6.2010, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy