13.5.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 164/55
Sag anlagt den 7. marts 2019 — PKK mod Rådet
(Sag T-148/19)
(2019/C 164/58)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) (ved advokaterne A. van Eik og T. Buruma)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Rådets afgørelse (FUSP) 2019/25 af 8. januar 2019 (1) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren (idet sagsøgeren dog bestrider, at Kadek og Kongra Gel er dets kaldenavne).
—
Subsidiært, at der pålægges en mindre restriktiv foranstaltning end fortsat opførelse på Den Europæiske Unions terroristliste.
—
Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.
1.
Første anbringende om, at Rådets afgørelse 2019/25 er ugyldig, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, eftersom sagsøgeren ikke kunne kvalificeres som en terrororganisation som defineret i artikel 1, stk. 3, i Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 27. december 2001. (2)
Sagsøgte har ikke godtgjort, at sagsøgeren er en struktureret sammenslutning, som handler i forening med det formål at begå terrorhandlinger. Størstedelen af de handlinger, der er nævnt i begrundelsen kan ikke tilskrives sagsøgeren, er ikke nævnt i den udtømmende liste over handlinger i artikel 1, stk. 3, i Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP og/eller kan ikke tilføje et land alvorlig skade. Endelig var sagsøgerens formål ikke et »terrorformål« som defineret i artikel 1, stk. 3, i Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP. Dette formål skal navnlig vurderes i lyset af den væbnede konflikt for at opnå selvbestemmelse.
2.
Andet anbringende om, at Rådets afgørelse 2019/25 er ugyldig, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, fordi der ikke er truffet nogen afgørelse af en kompetent myndighed, som påkrævet i henhold til artikel 1, stk. 4, i Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP.
3.
Tredje anbringende om, at Rådets afgørelse 2019/25 er ugyldig, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, da sagsøgte ikke har foretaget nogen behørig fornyet gennemgang som påkrævet i henhold til artikel 1, stk. 6, i Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP.
Begrundelsen har ikke vist, at der har fundet en behørig fornyet gennemgang sted, både på nationalt niveau og af sagsøgte selv. Der er ikke taget behørigt hensyn til de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt i tidligere sager vedrørende fredsprocessen, kampen mod Daesh og den autokratiske udvikling i Tyrkiet.
4.
Fjerde anbringende om, at Rådets afgørelse 2019/25 er ugyldig, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, da afgørelsen ikke er i overensstemmelse med kravene om proportionalitet og subsidiaritet.
Særligt er diasporaen af kurdere uforholdsmæssigt ramt af opførelsen på listen.
5.
Femte anbringende om, at Rådets afgørelse 2019/25 er ugyldig, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, da den ikke er i overensstemmelse med begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF.
Retten kom i sin dom af 15. november 2018, PKK mod Rådet (T-316/14, EU:T:2018:788), til en lignende konklusion baseret på nøjagtig samme begrundelse.
6.
Sjette anbringende om, at Rådets afgørelse 2019/25 er ugyldig, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, fordi den har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og dennes ret til effektiv domstolsbeskyttelse.
Særligt har sagsøgte set bort fra dom af 5. november 2018, PKK mod Rådet (T-316/14, EU:T:2018:788), og den procedure, der gav anledning hertil.
(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2019/25 af 8.1.2019 om ændring og ajourføring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2018/1084 (EUT L 6, 9.1.2019, s. 6).
(2) Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 27.12.2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT L 344, 28.12.2001, s. 93).
Full & Egal Universal Law Academy