20.5.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 172/40
Sag anlagt den 22. marts 2019 — AV og AW mod Parlamentet
(Sag T-173/19)
(2019/C 172/54)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøgere: AV og AW (ved advokaterne L. Levi og S. Rodrigues)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgernes påstande
—
Søgsmålet antages til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.
Følgelig:
—
Annullation af de anfægtede afgørelser.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse dels af artikel 78 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1), dels af retten til forsvar. Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at de i det foreliggende tilfælde ikke har fået meddelelse om nogen administrativ afgørelse om inddrivelse før vedtagelsen af de anfægtede afgørelser om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb.
2.
Andet anbringende om manglende gyldigt retsgrundlag med den begrundelse, at den disciplinære sammenhæng, som de anfægtede afgørelser indgik i, ikke tillod at basere disse på tjenestemandsvedtægtens artikel 85.
3.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 85. Ifølge sagsøgerne er de anfægtede afgørelser, selv hvis det antages, at disse afgørelser kan baseres på tjenestemandsvedtægtens artikel 85, behæftet med en ulovlighed med den begrundelse, at betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
4.
Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten, som følger heraf, bl.a. med den begrundelse, at sagsøgte ikke gjorde sig den ulejlighed at undersøge rigtigheden af den ulovlighed, der blev opdaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).
5.
Femte anbringende om, at Parlamentet har begået magtfordrejning, for så vidt som det traf de anfægtede afgørelser med det, hvis ikke eneste, så afgørende, formål at varetage andre formål end dem, der er fastsat i tjenestemandsvedtægtens artikel 85, dvs. ønsket om at sanktionere sagsøgerne på en anden måde end ved anvendelse af en disciplinær sanktion.
Full & Egal Universal Law Academy